Helle fra MyPlanet tog på en 3 ugers sommerferie i autocamper/motorhome. Det blev en ferie med fokus på familien og hygge.
“Se! Der er en bjørn!”, nærmest råbte jeg til min mand, der sad ved siden af mig i den åbne skilift lidt uden for Whistler i Canada. “Hvor?”, spurgte han hurtigt og kiggede sig nysgerrigt omkring. “Der!”, råbte jeg og pegede på den brune skikkelse under os lidt længere fremme. Nu kunne han også se bjørnen, der gik med største selvfølgelighed og roede efter bær i det åbne areal under svævebanen. Den virkede fuldstændig upåvirket af svævebanen og situationen. Pulsen steg hurtigt, mens vi støt og roligt bevægede os tættere og tættere på bjørnen uden mulighed for at vende om eller hoppe af. Nu havde børnene lidt længere fremme i svævebanen også fået øje på den. De lyste op og pegede ivrigt i retning af bjørnen, der nu var mindre end 10 meter fra os. Aldrig har jeg været så tæt på en vild bjørn før. Vi kunne tydeligt høre bjørnen puste, da vi passerede tæt henover det store dyr og fortsætte ned ad bjerget mod Whistler.
Ønsker du også at svæve henover den fascinerende natur i Whistler, så se MyPlanets tur ‘Svævebane-eventyr i Whistler’.
En fantastisk sommer
Mødet med bjørnen var kun et af mange højdepunkter på vores sommerferie i Canada. Min mand, jeg og vores tre børn på henholdsvis tre, fem og otte år havde kastet os ud i det helt store familieeventyr. Motorhomet hentede vi i Calgary, og de kommende uger trillede vi fra den ene storslåede nationalpark til den næste.
Det var en fantastisk smuk tur, der bare syntes at blive flottere og flottere efter hvert sving. Himmelstræbende bjerge fyldte horisonten, og langs vejene passerede vi brusende vandfald, spejlblanke søer og mægtige gletsjere.
Når man rejser med børn i den alder, kaster man sig naturligvis ikke ud i lange, hårde vandreture. Men den canadiske natur kan opleves på mange måder, og i autocamperen havde vi alle muligheder for at komme helt tæt på de dramatiske landskaber. Ofte overnattede vi på naturcampingpladser omgivet af naturen, hvilket var paradis for børnene. Ikke mindst de to drenge, der hurtigt fandt ud af, at sten og grene er fantastisk legetøj, hvis man tilsætter lidt fantasi. Andre dage spillede vi bold med udsigt til gletsjerne i baggrunden, vi badede i søerne, og et sted lejede vi cykler og udforskede omgivelserne i fred og ro.
Fordelen ved et motorhome
Vejret var godt under store dele af rejsen, og vi nød de fantastiske julidage under en høj blå himmel. Men der var naturligvis også dage, hvor den canadiske sommer viste sig fra sin mere regnfulde side. Det gjorde dog ikke så meget, for så hyggede vi os bare i motorhomet med kortspil eller leg.
Det at have huset med sig overalt, er uden tvivl blandt de største fordele ved et motorhome. Du pakker kun ud én gang, og så har du alt lige ved hånden hele tiden. Bliver ungerne tørstige, er der drikkevarer i køleskabet, og når sulten melder sig, har du et fuldt køkken til rådighed. Personligt var jeg lykkelig over ikke at skulle smøre madpakker hver morgen. Det gør jeg til dagligt, og det var ikke lige det, jeg helst ville bruge min ferie på. Men der var også et økonomisk aspekt i det. At spise ude fem personer flere gange om dagen, kan hurtigt løbe op. Så der er rigtig mange penge at spare ved selv at lave mad.
Overvejer du også en camperferie i Canada, så se MyPlanets motorhomeleje i Canada.
En ægte familieferie
Men mest af alt bød motorhomet på ægte familiehygge. Her var vi uendelig langt fra den fortravlede hverdag, og vi skulle ikke andet, end at slappe af og nyde at være sammen som familie. Selv når vi kørte fra sted til sted, kunne den ene af os sidde og hygge os med børnene ved bordet bag i vognen, og om aftenen omkring bålet gik snakken lystigt om dagens oplevelser. Her var der intet TV, intet internet (udover på de større campingpladser) og ingen forstyrrende aftaler.
Derimod havde vi noget, rigtig mange børnefamilier sukker efter i hverdagen; tid. Vi havde masser af tid, og det gjorde, at vi var tilstede i nuet på en helt anden måde end normalt. Når alt kommer til alt, er dette nok den største fordel ved motorhome. Ikke mindst når man rejser som familie.
Tag MyPlanet med på råd, så kan vi åbne verden for dig.