25 dage rundt i Stillehavet med stop på Hawaii, Tonga og Fiji var et sandt bombardement af farver, lyde og temperaturudsving, som udfordrede familien Nielsens sanser.
Her følger nogle af indtrykkene fra opholdet på Oahu på den fantastiske øgruppe Hawaii i USA.
Vi ankom til Honolulu en hed nat uden at have fået nævneværdig søvn. Indskrivningen på hotellet i Waikiki skete ved en reception, der lå halvt udendørs! Indgangen var delvis over-dækket, men var i direkte forbindelse med swimmingpool, udendørs café og havearrangementer – nydeligt! Vi var også sultne og måtte finde et sted at spise lidt let morgenmad. Valget faldt på “Denny´s”, der findes overalt i USA og selvfølgelig også i Hawaii. Jeg advarer alle: Lad være! Alle retter har suget godt med olie, og hvis der kan hældes sirup på noget samt et par ekstra klatter smør, så bliver det gjort, og med alle retter følger naturligvis pommes frites. Portionerne er så store, at vi sagtens alle fire kunne leve fedt af bare én!
Samme nat gik vi en tur ned til hotellets strand. Der var måneskin i det stille vand, der skvulpede ind med lidt større kraft, end vi havde troet, og så stod vi dér i vores overtrætte tilstand – med våde sko og strømper – og skrupgrinede! Vi var kommet til Hawaii.
Se MyPlanets rejseforslag Den store Hawaii rejse eller San Francisco og Hawaii.
Ture med guide
Næste morgen blev vi inviteret til at deltage i et arrangement med morgenmad for at høre om de turmuligheder, der var. Og hvorfor ikke tage med på disse præfabrikerede ture? Skulle vi selv have kørt rundt, ville det have krævet et stort forarbejde, og det havde vi ikke gjort. Her bagefter er jeg glad for, at vi gjorde det således. Selvom jeg må erkende, at det nogen gange blev en stresset forestilling, og at vi kom til at føle os som får i flok, så opnåede vi at få en masse informationer om de enkelte steder.
Festlig aften
Første aften skulle vi til en luau i Paradise Cove – en festlig aften under åben himmel, hvor man betjener sig ved en buffet med alle Hawaiis kulinariske specialiteter. Gris pakket ind i bananblade og tilberedt på glødende kul i timevis i et tilkastet hul i jorden var en herlig spise, og jeg kan garantere, at den var mør og gennemstegt! En anden specialitet gik jeg behændigt udenom: Poi, der minder om tykt kartoffelvand og med den besynderligste lilla farve. Efter middagen var der optræden med Hawaiidanse. Smukke mennesker smykket med blomsterkranse om halsen eller blot stukket i håret udtrykte deres følelser i yndefulde bevægelser. Dansen var den kendte huladans, dog uden den kraftige vrikken med hofterne, som jeg ellers troede, men det er dansen fra Tahiti, der kendetegnes herved.
Polynesian Cultural Center
På Oahu findes et kulturcenter, hvor syv forskellige polynesiske lande viser, hvad der er typisk for netop deres kultur og levevis. Vi blev ikke skuffet! Smukt udførte huse placeret i de skønneste omgivelser blev fremvist oftest af studerende fra de pågældende lande. Vi blev indviet i de respektive landes musikinstrumenter, danse og kunst. Især flettede og vævede genstande, ting af træ og udbanket bark (tapa), der derefter er malet i dejlige mønstre, er fælles for alle polynesere. Senere på aftenen overværede vi et meget stort og flot danseshow i verdensklasse med polynesiske danse.
“Ægte” hawaiiansk
Næste dag var vi på udflugt igen. Denne gang hed guiden Joe. Han var skam hawaiianer, men eftersom hans mor var halvt portugiser, var der ikke meget polynesisk over hans udseende. I det hele taget er det ikke så ofte, man i Hawaii – eller i hvert fald på Oahu – møder et ægte polynesisk udseende menneske. Befolkningen, vi oplevede, er så blandet med amerikanere/europæere, japanere og andre racer, at 100% polynesisk vel er en sjældenhed. Ligeledes er det hawaiianske sprog på tilbagetog. Den “ægte” hawaiianer taler engelsk på amerikansk facon, men prøver at bevare lidt af det gamle sprog ved at holde fast i nogle brokker, der blandes med engelsk! Dog er stednavne polynesiske, selv gadenavne!
Vand og vind
Vi kom dernæst til en fredelig strand, hvor der var instruktion i snorkling. Marie og Svend fik beset de smukke fisk i alverdens farver et stykke ude i vandet. I mellemtiden fik Anna skrabet sig grundigt på nogle skarpe sten i vandkanten, hvorefter hun trodsede enhver advarsel mod solen – og blev en anelse skoldet! Selv fandt jeg en rimelig plads under nogle store, skyggefulde træer, hvorfra jeg nød solens leg i vandet – snart var der sølvskær, snart var vandet igen helt blåt!
Efter denne vandgang gjorde frokosten godt. Herefter skulle vi opleve et naturfænomen. Den lille, gamle bus krøb op ad smalle veje til et udsigtspunkt. Det sidste stykke skulle klares til fods. Fremme på klippefremspringet mærkede vi, at det luftede ganske pænt. Det særlige var, at når vi kom længere hen mod kanten, blev stormen stadig kraftigere, indtil den havde opnået en sådan styrke, at man kun med stort besvær kunne gå fremad. Små børn skulle holdes, for ellers var de blæst væk! Så kraftig blæst havde ingen af os tidligere oplevet. Det var på denne klippe, en konge af Hawaii, Kong Hamekameha d. Store, udkæmpede det sidste slag om magten over øerne, og jeg forestiller mig, at han nok har kendt mest til vindretningen, for så skulle han bare vente til fjenden blæste ned i dybet!
Aloha!
Jeg nævnte, at alt er udpræget turistet, og kan vel nærmest konkludere, at Oahu er amerikanernes Gran Canaria eller Torremolinos. I vores næste liv vil vi absolut satse på at besøge naboøerne, hvoraf nogle er ret uberørte af turismen. Ordet “aloha” betyder hej, goddag mm. På hver udflugt indledtes turen med, at guiden fik forsamlingen i bussen til at råbe aloha! Og derefter A-L-O-H-A! Således kunne hele flokken mærke, at vi var i Hawaii! Amerikanernes kælenavn for staten Hawaii er da også Aloha State!
