^
  • Ægte Outback i Kimberley

Ægte Outback i Kimberley

Der er noget uforklarligt ved Outbacken i Australien. Noget utilgængeligt og alligevel ufatteligt tillokkende. Er det de fjerne horisonter og de enorme afstande? Er det de orange klipper og de afsidesliggende kvægfarme? Eller er det dyrelivet og de oprindelige kulturer, der har levet her i årtusinder? Det rejste MyPlanets produktudvikler for Australien Trine Pedersen til Kimberley i Vestaustralien for at finde ud af, og det viste sig hurtigt at blive et ægte eventyr.

”Det er da alt for dybt. Det kommer vi aldrig igennem”. Tvivlen stod malet i ansigtet hos min medrejsende, da vi stod og kiggede ud over den flod, der flød gennem en lavning i landskabet og dækkede et langt stykke af vejen. ”Tror du, der er krokodiller?”, fortsatte hun. Tanken havde strejfet mig. ”Nej, det tror jeg ikke”, skyndte jeg mig at sige. Men faktisk var jeg ikke helt sikker.

Gibb River Road

Vores lille gruppe havde forladt den tidligere perlefiskerby Broome et par dage før. Første del af turen gik fint ad en god hovedvej. Men det ændrede sig brat omkring Derby, da vi drejede ind på den afsidesliggende kvægrute Gibb River Road. Dele af vejen er godt nok asfalteret. Men resten består af hullet grusvej, der kun er farbar i tørtiden fra maj til september. For eventyrer og firehjulstræk-entusiaster bliver det ikke meget større i Australien, og lige nu havde vi tydeligvis brug for både eventyrlysten og firehjulstrækket.

Vi stod lidt i tavshed og kiggede på vandet, da vores guide brød stilheden: ”Den lille vandpyt”, kom det grinende fra ham. ”Det er ikke noget problem.” I det samme kom en Toyota Landcruiser susende. Gennem det støvede vindue kunne vi se en solbrun, lokal fyr med den obligatoriske bredskyggede hat, og på ladet sad en hund og pustede i varmen med tungen langt ude af halsen. ”How is it going?”, nåede han lige at råbe ud af vinduet med en tyk australsk accent, inden han susede ud i vandet uden at sætte farten synderligt ned. Vi fulgte bilen med øjnene, mens den støt og roligt arbejdede sig gennem vandet. Der var stadig ingen krokodiller at se, og hunden så ikke spor bekymret ud trods sin udsatte placering på ladet af bilen.

Velkommen i Outbacken

”Så er det vores tur”, kom det fra guiden. Vi satte os alle til rette i den firehjulstrukne bus. Guiden fandt første gear, og langsomt trillede vi ud i vandet. ”Er alle vinduer lukkede?”, grinede han, mens vi kørte længere og længere ud i floden. Vandet blev hurtigt dybere, og det var umuligt at se, hvad vi kørte henover. ”Jeg holder øje med krokodiller”, forsikrede min medrejsende mig, mens hun skulede ud over vandet, der nu nåede halvvejs op ad bussen side. Men pludselig begynde det at falde igen, og før vi vidste af det, var vi ovre på den anden bred. Da vi igen havde fast grund under fødderne, vendte vores guide sig om og udbrød med et stort grin: ”Velkommen i Outbacken”.

Vi kiggede på hinanden og smilede. Vi havde klaret Gibb River Roads første store udfordring, og foran os lå et af de vildeste og mest uberørte naturområder i Australien. En utæmmet verden af rå skønhed, hvor solbagte klippeformationer fylder landskaberne, og krogede baobabtræer hæver deres nøgne grene mod den høje blå himmel.

Aldrig havde jeg følt mig så meget i Australien som i det øjeblik, og da vi samme aften sad om bålet under den funklende stjernehimmel, var jeg ikke et øjeblik I tvivl. Der er intet som den australske outback. Hvorfor? Det skal man opleve for at forstå!