^
  • Krydstogt ved Tasmaniens kyst

    Tag med på et uforglemmeligt krydstogt langs Tasmaniens smukke og afsondrede syd-østlige kyst.

Krydstogt ved Tasmaniens kyst

8 dage fra kr. 27.240

Oplev en anden side af Australien på dette ekspeditionskrydstogt til nogle af de mest afsidesliggende og svært tilgængelige naturområder på og omkring Tasmanien. Undervejs udforsker du adskillige nationalparker med øde strande, grønklædte bjerge og rå klippekyster. Deriblandt Freycinet National Park med udsigt over Wineglass Bay, Maria Island og hvis vejret tillader det; Tasmanian Wilderness World Heritage Area ved Port Davey og Bathurst Harbour, der ellers kun er tilgængelig med fly eller på en syv-dages vandretur. Du kommer desuden på en eksklusiv rundtur på Port Arthur Historic Site sammen med stedets egen arkæolog. Du smager på lokale vine og andre specialiteter direkte ved producenterne, og om bord på skibet kan du også se frem til at nyde måltider tilberedt fra bunden af lækre, lokale råvarer. Turen foregår på et lille eksklusivt krydstogtsskib, der kan lægge til på steder, som større skibe ikke kan komme til.

Dette krydstogt tager dig til nogle af verdens mest afsidesliggende og sjældent besøgte øer. Kaptajnen vil naturligvis gøre alt for, at krydstogtet forløber præcis som beskrevet i programmet. Men der kan ske ændringer som resultat af vejr, vind, tidevand eller andre forhold, vi ikke har kontrol over. Skulle dette ske, vil kaptajnen tilpasse programmet, så du får mest muligt ud af tiden ved Tasmanien. Derfor er det vigtigt at stå til søs med den rette ånd og tage eventuelle ændringer i programmet som en del af eventyret.

Du bestemmer selv hvilke oplevelser, du vil have på din rejse. Lad dig inspirere, og tag en snak med en, der har været der.

Få et tilbud

Program

Hobart og Derwent-floden

Fra Hobart står skibet til søs, og mens du sejler stille og roligt ned ad Derwent-floden byder kaptajnen på en velkomstdrink med tilhørende tasmanske oste og østers fra Bruny Island. Turen fortsætter gennem den smukke D'Entrecasteaux Channel mod Barnes Bay, hvor du lægger til for natten.

Woodbridge og Huon

Tasmanien er kendt for sine lokale gourmetspecialiteter. Deriblandt mejeriprodukter, hvilket du oplever under besøget hos det familiedrevne Grandvewe Cheeses. Gården ligger med udsigt til Bruny Island, og her produceres lækre økologiske fåremælksoste fra stedets 100 får. Du møder ejerne, får en rundtur og ser hvordan ostene produceres. Du får naturligvis også mulighed for at smage de prisvindende produkter. 

På Woodbridge Marine Discovery Centre kommer du tæt på hummere, søagurker, blæksprutter og en række af de mange andre forunderlige dyr, der lever i disse farvande. I den hyggelige by Franklin, kan du shoppe efter antikviteter og nyde stemningen i de gamle gader, inden turen fortsætter til Wooden Boat School, hvor skibe håndlaves efter gamle traditioner. Tilbage på skibet sættes kursen mod Tasmaniens sydligste punkt, der er en del af UNESCO’s Verdensarvsliste. 

Recherche Bay

Ved Recherche Bay sættes landgangsfaretøjet i vandet og sammen med ekspeditionens naturekspert tager du på en vandretur til starten af South Coast Track. Dette er en af de mest legendariske vandrestier på Tasmanien, der fører dig gennem nogle af de vildeste og mest uberørte naturområder i Australien. Selve South Coast Track tager typisk mellem seks og otte dage at gennemføre. Du nøjes dog med en kortere tur ad den smukke strand til Cockle Creek, hvor en bronze statue af en sydlig retshval minder folk om byens fortid som hvalfangerstation.

Tasmanian Wilderness World Heritage Area

Hvis vejr og vind tillader det, bruges et par dage på at udforske Tasmaniens Wilderness World Heritage Area. Dette område er ekstremt svært tilgængeligt. Du skal enten med båd, fly eller vandre i syv dage for at komme til dette fantastisk område, hvor fire større floder og flere små bække snor sig gennem kløfter og over åbne sletter. De kommende to dage går med at udforske Port Davey, The Narrows og Bathurst Harbour, hvor områdets højeste bjerg Mount Rugby hæver sig over den vestlige bred. Sejl en tur på floderne, og tag med natureksperten på en vandretur ad Balmoral Hill Track til landsbyen Melaleuca, der er en af de mest afsidesliggende byer i Australien. Med held oplever du måske den truede orangebuget græsparakit, der holder til i dette område.

Bruny Island og Adventrue Bay

Du passerer Bruny Islands sydlige kyst, hvor du går i land for at besøge det historiske fyrtårn fra 1838 ved Cape Bruny. Dette område byder også på de spektakulære klippeformationer The Fries, som er hjemsted for en stor gruppe pelssæler. Også havfugle holder til langs disse kyster, og i små både kan du komme ganske tæt på det rige dyreliv. Skibet fortsætter til Adventure Bay, hvor du kan slappe af på stranden, tage en dukkert og sejle i kajak. Du kan også dykke ned i opdagelsesrejsernes tidsalder på Bligh Museum of Pacific Exploration. Eller tag med på en guidet vandretur gennem regnskoven. Tilbage på skibet sættes kursen mod næste mål, mens du nyder en vinsmagning med tasmanske vine samt smagsprøver på lækre lokale produkter.

Freycinet National Park og Wineglass Bay

Freycinet National Park er et af naturens mesterværker. Her hæver mægtige granitbjerge sig over frodige eukalyptus-skove og azurblå bugte med smukke sandstrande. For de morgenfriske er der mulighed for at komme på en guidet vandretur gennem parken til udsigtsposten ved Wineglass Bay, hvorfra du belønnes med en fantastisk udsigt ned over stranden og Mount Freycinet. Foretrækker du at sove lidt længere, er der naturligvis mulighed for at udforske Wineglass Bay efter morgenmaden. Du har god tid til at nyde stranden, som regnes for at være blandt verdens 10 bedste. Gå en tur i sandet, eller sejl en tur langs kysten i kajak, og nyd det uspolerede landskab.

Maria Island

Trods sin beskedne størrelse fanger Maria Island nationalpark alt det bedste ved Tasmanien. Her finder du både historiske ruiner, smukke bugter, rå klipper, bjerge og et spændende dyreliv. Maria Island er gennem årene blevet et samlingssted for truede dyrearter, som man har flyttet hertil i håbet om at kunne bevare dem. Du kan derfor møde både sjældne kænguruer og tasmanske djævle på øen. En rigtig fin gåtur fører til Maria Islands historiske by Darlington, der er på UNESCO’s Verdensarvsliste. Her kan du opleve en række historiske bygninger fra dengang, Australien var en straffefangekoloni. Gåturen, der tager et par timer frem og tilbage, fører også forbi farvede klippeformationer, der er eroderet af vejr og vind. Fortsæt til Encampment Cove, hvorfra du kan vandre til øens anden straffefangerstation på øens vestkyst. 

Tasman National Park

Flere fantastiske naturoplevelser venter langs Tasman National Park’s kystlinje, der prydes af 300 meter høje klipper. Tasman Arch, The Candlestick og Cathedral Rock er blot nogle af de geologiske naturfænomener langs kysten, hvor du kan være heldig at se sæler, delfiner, havørne og albatrosser.

Straffekolonien Port Arthur

En helt unik oplevelse venter ved Port Arthur Historic Site, som er på UNESCO’s Verdensarvsliste. Stedet fungerede som straffekoloni mellem 1833 og 1877 og husede nogle af Australiens og Englands værste kriminelle. Stedet var kendt som et umuligt sted at flygte fra. I selskab med Port Arthur’s egen arkæolog kommer du på en eksklusiv tur til steder, som offentligheden normalt ikke har adgang til. Efter rundvisningen venter en privat reception i en af de gamle bygninger sammen med kaptajnen og besætningen, inden turen går tilbage til skibet, hvor middagen venter. Fra Port Arthur går turen tilbage op ad Derwent-floden mod Hobart. 

Krydstogtsskibet Coral Discoverer

Coral Discoverer er et meget lille krydstogtskib med blot 36 kahytter. Den lille størrelse er en stor fordel på en ekspedition som denne. Ikke blot kan du lægge til ved småøer, større skibe aldrig ville kunne nå. Du skal heller ikke vente på tusindvis af andre passagerer, når du skal i land. Det medbragte landgangsfartøj ved navn Xplorer, har nemlig plads til alle 72 gæster samtidig. Xplorer har tilmed glasbund, så du kan se de fisk, der gemmer sig under overfladen.

Skibets lille størrelse bidrager også til en hyggelig og afslappet stemning om bord, og inden længe er du på fornavn med både besætningen og de andre passagerer. Men trods skibets størrelse, skal du ikke mangle noget. De rummelige værelser er komfortabelt indrettet, og fællesfaciliteterne tæller blandt andet cocktailbar, trådløst internet, en lounge til foredrag og et lækkert soldæk med spabad. Alle spiser samtidig i restauranten, hvor menuen fokuserer på friske råvarer fra de områder, du sejler igennem.

Det sagt skal Coral Discoverer ikke forveksles med et traditionelt krydstogtsskib. Her er ingen storstilede broadway-shows, minigolfbaner eller butiksstrøg. Menuen i restauranten er god, men der vil slet ikke være det samme udbud som på et stort krydstogtsskib. Coral Discoverer er et meget komfortabelt skib. Det skal der ikke herske tvivl om. Men på dette krydstogt er det oplevelserne undervejs i højere grad end skibet selv, der er attraktionen.

Se mere information om skibet – klik her
 

Pris pr. person

8 dage fra kr. 27.240

Prisen inkluderer

  • 8 dage / 7 nætters krydstogt ved Tasmanien i kahyttypen Main Deck - Category B
  • Fuldpension samt morgen- og eftermiddagste
  • Vin og øl til måltiderne
  • Te, kaffe og sodavand døgnet rundt
  • Velkomst- og afskedsdrinks med kaptajnen
  • Guidede udflugter jf. program
  • Adgang til øer og nationalparker
  • Brug af skibets faciliteter
  • Foredrag af skibets eksperter
  • Havneskatter og andre regeringsafgifter