^
  • 5 højdepunkter fra Adelaide til Melbourne

5 højdepunkter fra Adelaide til Melbourne

Turen fra Adelaide til Melbourne i Australien byder på fantastisk natur, hyggelige småbyer og verdensberømte vinområder. Men hvad bør du absolut se undervejs? Vi spurgte vores Australiens-eksperter, der kom med disse 5 bud på fantastiske oplevelser. Ønsker du også at opleve disse områder kan vi anbefale vores store Australien rejse.

Kangaroo Island

Trods sin relativt lille størrelse byder Kangaroo Island på et væld af forskellige landskaber. Fra hvide strande og gyldne sandklitter til åbne busklandskaber og dramatiske klippekyster. Mest berømt er Remarkable Rocks. En samling surrealistiske stenskulpturer på en klippe ud mod havet, der er blevet formet af elementernes rasen gennem millioner af år.

Dyrelivet er lige så rigt, og både kænguruer, koalaer, emuer, myrepindsvin og et væld af andre dyr kan opleves i Hanson Bay Wildlife Sanctuary samt Flinders Chase National Park. Også i havet er der stor aktivitet. Pælssæler soler sig ved Admiral’s Arch, og pingviner går parade over stranden ved solnedgang. Sågar hvaler ses af og til ud for kysten fra juni til august.

Coonawarra

Når vinstokkene begynder at dukke op langs vejen, er du nået til Coonawarra. Ikke færre end 12 istider gennem de sidste ca. 600.000 år har skabt nogle helt unikke jordbundsforhold med en rig, rød jord fyldt med næring. Sammen med det solrige og relativt kølige kystklima giver dette perfekte betingelser for nogle af verdens bedste Cabernet Sauvignon-marker. Andre druer dyrkes også, og mange af Australiens bedste – og dyreste – vine produceres på druer herfra. Et godt udgangspunkt for besøg i Coonawarra er byen Mount Gambier, der også byder på den mystisk sø, Blue Lake, der skifter farve.

Grampians National Park

Grampians er et af Australiens mest oversete naturområder. Parken domineres af spektakulære klippemassiver, der hæver sig over skovklædte dale og skaber et væld af fantastiske udsigtspunkter. Ikke mindst klippefremspringene The Pinnacle og The Balconies, hvorfra du har en forrygende udsigt over landskaberne langt under dig. Start eventuelt besøget i besøgscenteret Brambuk, hvor du får en god introduktion i områdets natur og rige dyreliv. Centeret ejes og drives af områdets oprindelige befolkning, der tillige gør en ære i at formidle deres gamle kultur til centerets besøgende.

Great Otway National Park

På det forblæste Cape Otway står et fyrtårn og markerer den ene ende af den kyststrækning, de tidligste pionerer døbte “Ship Wreck Coast”. Væk fra kysten strækker tempererede regnskove sig ind i landet. Dette er Otway National Park, hvor enorme bregner og rislende vandløb fylder skovbunden. Området er særlig kendt for sine mange koalaer. Men kig også efter kænguruer, myrepindsvin og de farvestrålende fugle, der holder til i trækronerne.

Great Ocean Road

Great Ocean Road er en af verdens smukkeste kystruter. Her snor vejen sig langs havet, hvor mægtige bølger i millioner af år har slået ind mod kysten og skabt forunderlige klippeformationer. Mest berømt er De 12 Apostle. Men der er mange flere gode grunde til at stige ud af bilen og nyde udsigterne. Langs ruten ligger også berømte surfstrande og hyggelige småbyer, der ofte byder på spændende kunstgallerier. Væk fra kysten lokker nationalparker med alt fra tempereret regnskov og eukalyptusskove til åbne landskaber med lav bevoksning.