^
  • På løvesafari i Sydafrika

På løvesafari i Sydafrika

Winnie og hendes kæreste tog på safari i Madikwe Game Reserve i Sydafrika. Her kan du læse hendes beretning om løverne, safarien og hendes oplevelser i Sydafrika.

Tidlig morgen

Det er frygtelig tidligt, da det banker på vores dør, og der lyder et: "Good morning. This is your wake-up call"! Jeg prøver at svare, men der kommer ikke en lyd ud af mig. Efter et par bank har jeg alligevel moslet så meget rundt, at morgenvækkeren går videre til naboens dør med sit høflige råberi. Det første, jeg gør, er at tænde lyst og tjekke vores husven - en edderkop på størrelse med en hånd. Vores private hytte er super luksuriøs med fritstående badekar, en fantastisk seng, egen plungepool - og stråtag. Mørkt, køligt og perfekt hvis man er edderkop. Den første aften overvejede vi at slå den ihjel - indtil det gik op for os, at hvis der kan komme én edderkop ind, kan der nok også komme to ind. Så vi droppede det, og blev i stedet enige med os selv om, at edderkopper spiser fluer og myg. Og det virker. Ikke et eneste myggestik får vi! Hr. spiderkopf opfører sig eksemplarisk. Vi siger godnat til ham hver aften, mens han sidder ovenover en gardinstang. Og hver morgen sidder han pænt på (næsten) samme plet. Vi prøver ikke at tænke på, hvor han mon har været henne om natten...

Nå, men dette er Afrika, og meget større dyr venter derude! Jeg får vækket manden. En opgave, der normalt er helt umulig. Kl. er 05.00 - og han er B-menneske! Men med lidt grynt kommer han ud af sengen. Han ved, der venter en belønning. 

Vi tager mange lag tøj på - og solcreme. Himlen er helt klar, og varmen fra dagen før er forsvundet ud i rummet. Det virker helt absurd at stå i bælgravende mørke og smøre solcreme på, men det er nødvendigt. Så snart solen står op, brænder den med en styrke, vi slet ikke kender herhjemmefra. De mange lag tøj gør det nemmere at tilpasse sig varmen, efterhånden som solen kommer højere og højere på himlen.

Så er det af sted for at møde vores ranger, André. Der bliver serveret kaffe og søde kager, så vi kommer op i omdrejninger. Kl. 06.00 er vi klar til at køre på dagens første gamdrive.

Få styr på begreberne

Det er godt at kende et par basis-begreber, inden man begiver sig af sted på safari.

Gamedrive: er den vigtigste aktivitet på en safari. Gamedrives foregår typisk meget tidligt om morgenen og sidst på eftermiddagen, hvor de vilde dyr er mest aktive. Man kører ud i naturen i en åben landcruiser, hvor de bagerste sæder er højere end de forreste, så alle får et godt udsyn til naturen omkring. Og til dyrene naturligvis! Da jeg første gang fortalte min mand om et gamedrive, var hans kommentar: "kører man så bare rundt i timevis uden overhovedet at være sikker på at se nogle dyr". Øh - ja, når du siger det på den måde, så... Her kommer næste begreb ind i billedet; rangeren.

Rangeren: kører bilen og finder dyrene til dig. Han har sommetider selskab af en tracker, som sidder ude på bilens køler og holder øje med spor og andre tegn på, at der er vilde dyr i nærheden. 

Trackeren: er ekspert i at "læse naturen" og kan spotte selv de mest kamuflerede og skjulte dyr og fugle. Når du er på gamedrive med en ranger, er din fornemste opgave at nyde turen. Dernæst er det vigtigt, at du ikke larmer alt for meget og du må heller ikke rejse dig op i bilen. Ellers skal du bare læne dig tilbage og væbne dig med lidt tålmodighed. Det er nemlig vilde dyr, du er på udkig efter og der er ingen garantier.

Afsted på safari

Vores ranger på denne safaritur er fantastisk! Jeg har mødt en del rangere gennem årene, men André er klart en af de bedste. Ikke blot ved han en hulens masse - han er også fantastisk engageret og medlevende. Det er helt umuligt ikke at forelske sig i de dyr, han fortæller om. Morgenens 1. prioritet hedder løver. Vi ved, der er masser af løver i det 75.000 hektarer store Madikwe Private Game Reserve, vi befinder os i. Endnu har vi ikke set nogle af dem. Men vi har hørt, at andre safarigæster fandt en hel familie i går aftes - inkl. 5 løveunger på ca. 3 måneder. Vi (min mand og jeg samt et sydafrikansk ægtepar) sætter os til rette i safaribilen, og jeg finder kameraet frem. Min mand pakker kikkerten ud. Med 75.000 hektarer er en kikkert uundværlig, da du ikke altid kommer helt tæt på de dyr, du ser. Så kører vi! Der er en let brise, og det er lidt køligt. Solen er kun lige ved at stå op. Maven er fyldt med kaffe og de søde kager, og jeg ved, der er løver derude i tusmørket. Jeg pakker mig ind i tæppet, som ligger på mit sæde og tænker "dette er livet"! 

André gør en dyd ud af, at vi ikke skal se andre biler på vores gamedrive hvilket til tider resulterer i, at vi kører på veje, som vist ikke har set en bil længe. Det gør ikke noget. Vi spænder mavemusklerne, stabiliserer ryggen og nyder den friske luft og spændingen. 

Vi er ikke mange minutter fra lodgen, før André ser frisk bøffelspor i sandet. Det har regnet en smule i nat, og det er derfor nemt at se, hvilken vej de er gået. Der er mange dyr i flokken, siger han. Vi følger sporet i lang tid - og så er det pludselig væk. André vender bilen og der, hvor sporet stopper, kører vi ind på en sti. Hold da op, hvor er der mange huller i vejen. Vi bumler derudad. Indimellem må vi lægge os helt faldt ned på sæderne, fordi de tornede buske er så store, at de vil snitte vores ansigter og arme, hvis ikke vi flytter os. Det er vist længe siden, her har været biler og mennesker! Ved en lysning stopper vi. Her er ingen bøfler. Der er en vandhul længere fremme, og vi kan se en gigantisk mudderpøl. Her har bøflerne sovet, får vi at vide. De stod nok tidligere op end os, for her er ikke engang så meget som en lillebitte oksehakker (en lille fugl, som ofte sidder på ryggen af bøfler og lign. og spiser parasitter). Pyt. André benytter chance til at fortælle os om en forunderlig lille blomst, som sidder på de tornede buske. Den ligner en lille juleklokke og ser lidt fjollet ud med sine gul og lyserøde farver her midt i al den grøn-brune natur. Vi kører videre og i løbet af den næste times tid kommer vi både tæt på giraffer, zebraer og en masse antiloper. 

Løver i sigte

Pludselig bliver der snakket livligt i radioen, som rangerne bruger til at holde kontakt til hinanden. De snakker et underligt sprog, som vi ikke forstår. André speeder op, og snart møder vi en del andre biler. Der bliver koordineret, snakket og aftalt. Vi kører ind på en sidevej og får en længere lektion i zebra. Striber, fordøjelse, manke osv. - uha; han ved meget, ham André. Pludselig afbryder han sin fortælling, og det går op for os, at det egentlig ikke er zebraer, vi holder her for. En anden ranger har fundet løvefamilien, og det er nu blevet vores tur til at besøge den! Vi kører hen til en busk, der står midt på en ret stor lysning. 

Og dér er de. Dér ligger løvefar med sin store manke og snorksover. Lidt derfra ligger løvemor og to løvesøstre, og inde under den store busk ligger de 5 små løveunger. De guffer løs af en gnu, som ser ud til at være nedlagt for nylig. Løvefar har tydeligvis spist først - han ligger fladt på ryggen med alle 4 ben ud til siden, og her lugter faktisk lidt af løveprut. Han hyperventilerer for at sætte gang i forbrændingen. Puha - han ligner en, der har spist for meget julemad.

André placerer bilen perfekt, så vi har frit udsyn til både løvefar, løveunger og løvemor. Først tror jeg, det er for vores skyld, at vi holder, hvor vi gør. Men så flytter løvemor sig, og det går op for mig, at Andrés første prioritet er, at HAN kan holde øje med løverne..... Det er åbenbart bedst hele tiden at have et øje på et vildt dyr.

Vi sidder længe og betragter løverne. Ungerne holder en spisepause og kommer frem fra busken. De er ikke ret store, og har stadig spor af de pletter i pelsen, som løveunger har, indtil de bliver ca. 3 måneder. Som på en hundehvalp er proportionerne helt forkerte. Poterne er kæmpe store, og benene alt for kort. Men hold da op, nogle muskler de allerede har! De er meget legesyge. De springer op på hinanden, jagter hinanden og lægger sig på lur. Legen afbrydes indimellem af kærtegn af løvemor. Ungerne bliver vasket lidt, hvorefter de springer ud i legen igen. Efterhånden som legen bliver vildere og vildere, kommer ungerne lidt væk fra den øvrige flok, og pludselig bliver det åbenbart nok for løvemor. Hun har ellers ligget meget afslappet og halvsovet med et øje på klem, men nu rejser hun sig, går frem i lysningen og frembringer en dyb lyd, som vist betyder "stop så unger - kom her". Alle ungerne svarer med små piv og løber tilbage til løvemor uden yderligere svinkeærinder.

En oplevelse for livet

André kigger på os med et stort smil og siger; det er vist vores tegn - er I klar til at køre? Vi nikker blot. Ved faktisk ikke helt hvad vi skal sige. Det er jo for vildt! Bilen starter, og vi kører lidt væk. Efter et par minutter bryder vi tavsheden og snakker i munden på hinanden. Vi kan slet ikke styre vores begejstring. Vi snakker og genfortæller og siger "så du da..., hvad så med...., nej hvor er de søde, hvor er det vildt" osv osv. André sidder blot med et lille smil. Han lever her i bushen. Han ser løver lige så tit, som vi andre ser solsorte, og alligevel er det tydeligt, at denne oplevelse også var speciel for ham. Jo, tænker jeg - dette ER livet, og jeg ved, at når det banker på døren igen i morgen kl. 05.00, bliver det ikke svært at få manden op!

Vil du også på safari i Madikwe Game Reserve, så se MyPlanets rejseforslag 'Big Five Safari i Madikwe'.