^
  • 24 timer i Auckland

24 timer i Auckland

Auckland ligger smukt på skråninger af 63 vulkaner ned mod vandet. Det er også en relativ kompakt by. Så hvis du bor på et centralt beliggende hotel, kan du gå rundt til det meste i byen.

Se flere sjove oplevelser i Auckland som for eksempel America's Cup Experience og Auckland byrundtur og sejltur.

Morgenmad

Start dagen ved Britomart, der er knudepunkt for byens kollektive trafik. Området byder på masser af folkeliv samt en skøn blanding af unikke butikker, spændende gallerier og fantastiske restauranter, caféer og barer til hvert et budget og hver en smag. Deriblandt den skønne café Ortolana, hvor du kan få lagt bunden for dagens aktiviteter med en lækker morgenmad. ww.ortolana.co.nz



Formiddag

Forlad havnen og bevæg dig op i byen. Den bedste rute går gennem Albert Park til det spændende Auckland Art Gallery, der efter en gennemgribende renovering og tilbygning har vundet en international arkitekturpris. Herfra er der kun en kort gåtur til byens højeste punkt, Sky Tower. Det kan i høj grad anbefales at tage elevatoren op til toppen i 220 meters højde, hvor du får det bedste vue over Auckland samt de mange vulkaner, fjorde og øer omkring byen. Eller forlad midtbyen for en stund og besøg de mindre kendte bydele Ponsonby og Parnell, der begge byder på masser af specialbutikker, hyggelige caféer og en dejlig afslappet stemning. Dette er et fantastisk sted at slentre i et par timer side om side med de lokale newzealændere. www.aucklandartgallery.com



Frokost

Caféer og restauranter er der masser af i både Ponsonby og Parnell. Men også i området omkring Sky Tower og Federal St. er der mange frokostmuligheder. Et godt bud på en alternativ frokost er på Masu by Nic Watt, hvor japansk mad serveres på et utal af måder. www.skycityauckland.co.nz/restaurants/masu



Eftermiddag

Er vejret godt, gælder det om at komme ned til vandet igen. Skal pulsen lidt mere i vejret, er det oplagt at tage en tur på vandet med en af de tidligere America’s Cup både. Er der derimod behov for lidt fred og ro, kalder Waiheke Island. Efter en kort færgetur, med et udsøgt vue ind over Auckland, kan du nyde skønne strande, en kreativ atmosfære og mere end 30 vingårde. Tilbage på fast grund i Aucklands midtby, er der ikke langt til Viaduct Harbour, hvor det er tid til at se på mennesker, store rigmands-yachts og America’s Cup Village, mens du nyder et koldt glas newzealandsk Sauvignon Blanc på terrassen ved Soul Bar. www.waiheke.co.nz og www.soulbar.co.nz



Middag

Sørg for at have rigeligt med appetit til den helt store madoplevelse, der venter lidt længere henne af havnepromenaden. Hos Euro kan du få en ni-retters smagsmenu, hvor gæ- sterne sidder omkring baren og følger kokkens tilberedning af det ypperste indenfor moderne newzealandsk cuisine. Det hele er uformelt og hyggeligt, og snakken går omkring mad, vin og tilberedningsteknikker. Og maden – ja, den er naturligvis helt uovertruffen. www.eurobar.co.nz



Aften

Skulle der mod forventning være plads til lidt sødt efter middagen, er dagens sidste stop tilbage i Britomart-området, hvor dessert-restauranten Milse holder til. Her er et helt menukort kun med søde sager; fra de mest udsøgte chokolader og kager til is og cookies. Eller blot en lille én til kaffen, inden turen går tilbage mod hotellet efter en fantastisk dag i Auckland. ww.milse.co.nz