^
  • Blandt bjørne og vandfald i Yosemite

Blandt bjørne og vandfald i Yosemite

”Bjørn! Der er en bjørn”. Rygtet løb som en steppeild mellem bilerne, der holdt parkeret langs den snoede bjergvej mod Glacier Point. Vi åbnede forsigtigt døren og prøvede at orientere os om, hvor tæt denne bjørn var på. Det er ikke ualmindeligt, at bjørne bryder ind i biler i Yosemite på udkig efter mad, så vi gik forsigtigt til værks. Det viste sig dog, at den store brune bamse lå og hvilede sig under et træ lidt længere nede ad skråningen, så der var ingen fare på færde. Den kiggede dovent op på menneskemængden langs vejen, inden den lukkede øjnene og faldt i søvn.
 

Tillykke Yosemite

Denne tid er ganske særlig for Yosemite National Park. Den 1. oktober 2015 var det nemlig præcis 125 år siden, at den daværende amerikanske præsident Benjamin Harrison udnævnte området til landets tredje nationalpark. Som om det ikke er nok, kan den amerikanske National Park Service i august 2016 fejre 100 års jubilæum. I al denne tid har de arbejdet på at vedligeholde og beskytte de amerikanske nationalparker, der i dag tæller 59 områder. Fra de dramatiske ørkenlandskaber ved Grand Canyon til koralrev ud for Floridas kyst, og fra Alaskas tundradækkede vildmark til uberørte sumpe i South Carolina. Men kun få af disse parker kan måle sig med Yosemite i skønhed og popularitet. Omkring fire millioner mennesker besøger hvert år Yosemite. De fleste kører rundt i bil, mens andre udforsker nationalparkens mere end 1.200 km vandrestier, der snor sig gennem selv de mest afsidesliggende dele af nationalparken. Men hvad er det, der gør Yosemite så speciel? Det fik vi svaret på længere nede ad vejen.

Glacier Point

Fra bjørnen snoede vejen sig videre op gennem skoven. Vi passerede Sentinel Dome og udsigtspunktet Washburn Point, inden vejen sluttede ved parkeringspladsen nær Glacier Point. Herfra førte en sti det sidste stykke ud til klippekanten, hvorfra parken lå for vores fødder i al sin pragt. Langt under os kunne vi se Yosemite-dalen ligge klemt inde mellem høje klippesider, hvorfra brusende vandfald sendte kaskader af vand ned fra højlandet. Direkte foran os hævede Half Domes enorme klippevæg sig over landskaberne, og bag den forsvandt lag på lag af bjerge i horisonten. Det er fra Glacier Point, at man for alvor forstår, hvor stor og vild Yosemite virkelig er.

En kæmpe vildmark

Men trods nationalparken har et areal på størrelse med Fyn, besøger langt de fleste udelukkende Yosemite-dalen. Her er gode faciliteter, og dalen er udgangspunkt for vandreture til parkens berømte vandfald, klippeformationer og spejlblanke søer. Yosemite-dalen er et fortryllende sted. Men der er meget mere til Yosemite end dette. Væk fra dalen strækker vildmarken sig i alle retninger med uberørte skove og vidtstrakte højfjeldsområder, der indbyder til vandreture i den vilde natur. Man skal ikke gå længe, før det tynder ud i menneskemængderne, og snart er man kun omgivet af naturen og skovens dyr, der foruden bjørne også tæller prærieulve, pumaer, bjergfår, hjorte samt et væld af andre dyr og fugle. Man kan gå i dagevis gennem Yosemites højland. Men selv hvis man foretrækker bilen, er det i sommermånederne muligt at få en smagsprøve af højlandet ved at tage Tioga Road, der snor sig fra Yosemite-dalen via høje bjergpas og alpine enge til Mono Lake på østsiden af parken.

Yosemites bedste udsigt

Det var sidst på eftermiddagen, da vi igen satte os til rette i bilen og trillede tilbage mod Yosemite-dalen. Så langt nåede vi dog ikke, før vi kom rundt i et sving og måtte hakke bremserne hårdt i. Foran os åbenbarede sig en om muligt endnu bedre udsigt over Yosemite-dalen, der lå som et bredt, grønt tæppe af trætoppe flankeret af El Capitan på den ene side og vandfaldet Bridalveil Fall med Half Dome i baggrunden på den anden. Vi parkerede bilen og steg ud for bedre at kunne nyde synet. Men skyggerne blev hurtigt lange nu, og inden længe lå de nedre dele af dalen henlagt i mørke. Et sted i nærheden kunne vi høre noget pusle i krattet, som når et større dyr bevæger sig gennem underskoven. Vi kneb øjnene sammen og kiggede i retning af lyden. Men natten havde allerede sænket sig over Yosemite og skjult alle skovens hemmeligheder.