^

Vandreferie i Det Sydvestlige USA

Udforsk nationalparkerne i Det Sydvestlige USA til fods og kom endnu tættere på den fantastiske natur. 

15 dage fra kr. 14.500
Pris pr. person ved 2 voksne 
Prisen inkluderer: Fly, overnatninger, 13 døgns billeje og god tid undervejs. 

Storslåede ørkenområder, monumentale Grand Canyon, neonoplyste spillebyer og Route 66 - alle vejes moder. Det Sydvestlige USA har det hele, og på denne rejse oplever du ”Det Vilde Vesten” på den bedst tænkelige måde: I bil og til fods. Bilen giver friheden til at gøre stop, når du har lyst, og du har god tid til at snøre vandreskoene og udforske de gyldne ørkenlandskaber på korte eller længere vandreture. Rejsen er særlig velegnet i juni måned eller i sensommer og efterår, hvor klimaet er ideelt til udendørsaktiviteter.  

Rejsens varighed, rute og oplevelser tilpasser vi naturligvis.

Lad dig inspirere, og kontakt os.

70 12 50 11

Rejsen dag for dag

Dag 1: Danmark – Las Vegas

Fra Danmark sætter du kurs vestpå mod spillebyen Las Vegas, der ligger som en neonoplyst oase omringet af ørken. Grundet tidsforskellen ankommer du samme dag, som du tager afsted. Så det er muligt at få de første indtryk af denne unikke by allerede i dag. Las Vegas sover aldrig, og her sker noget alle døgnets timer. Gå en tur ad Las Vegas Boulevard, også kendt som ’The Strip’. Hvert hotel og kasino langs denne rute har sit eget tema, som vises frem på fantastisk vis. Her er sørøvere, romerske soldater og en pyramide i fuld størrelse. Sågar en miniudgave af Venedig komplet med kanaler og gondoler er blevet bygget midt i byen. Man behøver ikke spille for at nyde de fantastiske hoteller. Men melder lysten sig, er du aldrig langt fra et spillebord i Las Vegas.

Dag 2: Las Vegas

Las Vegas har noget for alle. Fra ekstravagante shows til farverige kasinoer og fra fantasifulde hoteller til enorme shoppingcentre. Det kan anbefales at tage turen op til toppen af Stratosphere Hotel Tower, der er den højeste bygning vest for Mississippi. Her kan du spise middag på toppen af verden, eller blot nyde den fantastiske udsigt fra observationsplatformen. Er du på jagt efter gode tilbud, er de såkaldte ’outlet malls’ et godt sted at lede efter designervarer til discountpriser. Eller tag bilen og kør en halv time ud af byen for at lufte vandrestøvlerne i Red Rock Canyon. Det er værd at slutte aftenen ved det majestætiske springvandsshow, der udspiller sig foran Bellagio Hotel. Med sin dramatiske kombination af musik, vand og lys leverer Bellagio et spektakulært show, der bestemt er værd at gå efter. 

Dag 3: Mod Zion

Du forlader Las Vegas og kører østpå mod Utah og Zion National Park. Undervejs kan du vælge at køre en lille afstikker gennem Valley of Fire State Park i det sydøstlige hjørne af Nevada. Her får du en forsmag på de fantastiske klippeformationer, der venter i dette hjørne af landet. Målet er Zion National Park, hvor floder og bække gennem millioner af år har skåret sig ned i landskaberne og skabt en forunderlig verden. Høje sandstensmure rejser sig over dalene, men modsat eksempelvis Grand Canyon, hvor man står på kanten og kigger ned, oplever man typisk Zion ved at stå nede i slugterne og kigge op. Hvis tiden tillader det, kan du måske nå en lille aftentur allerede i dag. Eller kig forbi det glimrende besøgscenter, hvor du kan få vejrudsigten og høre mere om de mange vandreruter i parken. 

Distance: ca. 270 km fra Las Vegas til Zion.

Dag 4: Zion National Park

Zion er enhver vandrers paradis, og du har hele dagen til at udforske parken. Fra besøgscenteret kører gratisbusser ind i dalen, hvor der gøres stop ved starten på alle de gode vandrestier. Der er noget for enhver smag. Fra lette, men spektakulære, ruter som Riverside Walk, der fører helt ind i bunden af dalen, til legendariske og noget hårdere ture som Angels Landing, The Narrows og Observation Point. 

Forslag til vandreture:

  • Riverside Walk: Let, 3 km, fladt.
  • Watchman Trail: Moderat, 4,5 km, let stigning, bedst om formiddagen.
  • Angels landing Trail: Svær, 8 km, stiger næsten 500 meter, flere steder med stejle lodrette sider. Ikke for vandrere med højdeskræk.

Dag 5: Mod Bryce

Der venter en fantastisk flot køretur, når du forlader Zion og sætter kurs mod Bryce. Først snor vejen sig ud af Zion-dalen og op gennem et stenet og råt landskab. Her er det værd at parkere bilen og gå en tur på cirka 1,6 kilometer til Canyon Overlook. Fortsæt mod Bryce gennem skiftende landskaber, der synes at blive mere og mere eventyrlige, jo tættere på parken du kommer. Det er værd at afslutte dagen med en gåtur langs kanten af kløften, hvorfra du kan nyde solnedgangen over Bryce Canyon.

Distance: Ca. 150 km fra Zion til Bryce

Dag 6: Bryce Canyon National Park

Bryce Canyon er et fantastisk syn. Her har elementerne eroderet Paunsagunt-plateauet og skabt adskillige spektakulære naturlige ”amfiteatre” fyldt med farverige klippeformationer og spir. Nationalparken har mange smukke udsigtspunkter langs kanten af kløften. Disse kan let nås med shuttlebusserne fra besøgscenteret eller ved at følge stien langs kanten. Men det er værd at udforske nogle af de vandreture, der fører ned mellem klippespirerne i dalen. Eller tag bilen og kør helt ned for enden af vejen, hvor Bristlecone Loop viser helt andre sider af nationalparken. Nogle af træerne langs denne rute er adskillige tusinde år gamle. 

Forslag til vandretur: 

  • Fairyland Trail: 8 miles / 13 km, 700 meter i niveauforskel, 4-5 timer. 
  • Navajo Loop: 2,5 km gennem hjertet af kløften. Stor niveauforskel. 2 timer. 
  • Bristlecone Loop: 1,6 km, let, ingen niveauforskel.

Dag 7: Bryce til Arches

I dag venter en af de flotteste køreture i Det Sydvestlige USA. Fra Bryce snor Scenic Byway 12 sig gennem utæmmede ørkenlandskaber i Grand Staircase-Escalante National Monument, Capitol Reef National Park og Goblin Valley State Park til byen Moab. Lige inden Moab er det værd at dreje af for at opleve to af de smukkeste udsigter i denne del af landet. Ved Dead Horse Point State Park belønnes du med et fantastisk vue over Colorado-floden, der snor sig gennem tørre ørkenlandskaber langt under dig. Flere vilde stenlandskaber venter få kilometer derfra i den del af Canyonland National Park, der er kendt som Island in the Sky. Ved begge områder kan du udforske små vandrestier og storslåede eroderede stenlandskaber, inden du fortsætter det sidste stykke mod Moab. 

Distance: Cirka 450 km fra Bryce til Moab ad Scenic Byway 12

Dag 8: Arches National Park

Hele dagen er fri til at udforske Arches National Park. Arches gemmer på mere end 2000 naturlige sandstensbuer, der indrammes på smukkeste vis af Rocky Mountains snedækkede bjergtoppe i horisonten. Nogle buer er små, mens andre er gigantiske mesterværker, skabt af elementerne gennem millioner af år. 

Forslag til vandreture:

  • Park Avenue: 1 mile / 1,6 km, 30 – 60 minutter hver vej. 100 meter i højde forskel. 
  • Devils Garden: 7,2 miles / 11,6 km, 3-5 timer.
  • Delicate Arch: 3 miles / 4, 8 km rundtur, 2-3 timer. 146 meter i højde forskel. Perfekt sidst på eftermiddagen eller til solnedgang. 

Dag 9: Arches til Monument Valley

Fra Moab fortsætter turen sydpå gennem flotte landskaber mod Monument Valley. Tag eventuelt en omvej mod vest og udforsk området The Needles i Canyonland National Park. Eller kør hurtigt sydpå og brug tiden på at udforske Monument Valley, der byder på nogle af de mest ikoniske landskaber i Det Vilde Vesten. Her hæver himmelstræbende sandstenssøjler sig som katedraler over ørkenen, og hvert øjeblik forventer du at John Wayne eller Marlborough-manden kommer ridende ind i billedet. Landskabet er taget ud af en western, og det er svært ikke at blive revet med af stemningen. Denne aften overnatter du i Kayenta. Overvej eventuelt en solnedgangstur i firehjulstrækker eller til fods med en lokal navajo-indianer. 
Distance: Cirka 240 km fra Arches til Monument Valley.

Dag 10: Monument Valley til Page

Naturvidunderne ligger tæt i denne del af USA, og du har meget i vente, når du fra morgenstunden sætter kursen gennem de solbagte landskaber mod byen Page. På vejen er der mulighed for at gøre stop i Navajo National Monument i Arizona for at tage med lokal guide på vandretur til en af områdets klippelandsbyer med lerklinede huse. (Cirka 8 km rundtur med navajo-guide, 218 meter i højdeforskel.)

Byen Page ligger smukt ned til Lake Powell, hvis dybblå vand indrammes af dramatiske, orange klippevægge. Der har ikke altid ligget en sø på dette sted. I årtusinder løb Colorado-floden gennem Glen Canyon og skabte en fantastisk kløft gennem sandstenene. Men i 1963 blev Glen Canyon-dæmningen konstrueret, hvilket tæmmede Colorado-floden og omformede den smukke Glen Canyon til søen Lake Powell. Stedet er med rette et populært udflugtsmål for amerikanerne. Vejret er som regel godt, og søen indbyder til både afslapning og eventyr til lands og til vands. Det er muligt at tage en guidet tur ved dæmningen, hvor du for alvor oplever byggeriets gigantiske dimensioner. Afslut eventuelt dagen med en kort gåtur i Colorado Bend State Park lige udenfor Page, hvor Colorado-floden næsten slår knude på sig selv. 

Distance: Cirka 200 km fra Monument Valley til Page. 

Dag 11: Page til Grand Canyon

I dag venter et af turens absolutte højdepunkter: Grand Canyon National Park. Men inden du når så langt, er det værd at tage en guidet tur til Antelope Canyon, der ligger på indiansk ejet jord øst for Page. Med sine surrealistiske, eroderede former er Antelope Canyon endnu et af naturens mesterværker. Ikke mindst, når lyset falder gennem den snævre kløft og lader lys og skygger danse over de glatslebne klippepassager, der mest af alt ligner indersiden af et gyldent isbjerg. Kløften er et yndet mål for fotografer, der kan bruge lang tid på at fange stedets særlige atmosfære. Antelope Canyon tur med navajo-guide bør bestilles hjemmefra.

Flere vidundere venter forude, og sidst på dagen når du til det måske største af dem alle. Få andre landskaber på jorden er så åndeløst smuk som Grand Canyon, og der er noget ganske særligt ved at opleve dette storslåede syn for første gang. Gennem årtusinder har Colorado-floden skåret sig igennem sandstensklipperne og skabt et ufatteligt landskab af overjordisk skønhed. Du har hele to nætter her, så du har god tid til at udforske dette fantastiske sted.

Distance: Cirka ca. 230 km

Dag 12: Grand Canyon

Hele dagen er fri til at udforske Grand Canyon. Det er i høj grad værd at stå tidligt op for at opleve   solopgangen fra toppen af kløften, hvorfra du kan se floden langt under dig. Solen stiger langsomt op over horisonten, og de første spæde stråler får landskaberne til at gløde. Hurtigt tager solen til i styrke og skaber lange skygger i kløften under dig. Når man sidder der på kanten i den lune morgensol, er det svært at forestille sig, at de første spanske opdagelsesrejsende beskrev Grand Canyon som værdiløs. 

Der er mange måder at opleve Grand Canyon på. Det klassiske vue over kløften fås fra forskellige udsigtspunkter langs med South Rim. Du kan fint bruge en hel dag på at vandre langs kanten. Eller tag en af stierne mod bunden af kløften. En anden mulighed er at tage en guidet tur på hesteryg eller i helikopter for at se andre sider af kløften. 

Dag 13: Grand Canyon til Laughlin 

Helt andre oplevelser venter i dag, når kursen sættes mod byen Kingman i Arizona. Sig navnet Route 66, og straks begynder billeder af klassiske road trips gennem åbne landskaber at springe frem på nethinden. Der er ingen tvivl om, at Route 66 har opnået legendarisk status. Det til trods for at vejen visse steder er forsvundet fra landkortet. Ruten fik sit berømte vejnummer i 1926, og i en menneskealder forbandt den The Midwest med Californien. Vejen kom til at spille en væsentlig rolle i udviklingen af det moderne Amerika. Også psykologisk. For ingen andre vejstrækninger i landet har bidraget så meget til skabelsen af den frihedsfølelse, der er et centralt aspekt i den amerikanske drøm. Den dag i dag er Route 66 endnu ensbetydende med det klassiske road trip vestpå mod det søde liv i Californiens varme klima. Kun mindre strækninger af den originale rute er bevaret. Deriblandt mellem byerne Seligman og Kingman, hvor du kan opleve autentisk 50’er atmosfære og masser af den klassiske Route 66-stemning. Det er også muligt at tage en afstikker til spøgelsesbyen Oatman, inden du når frem til Laughlin. 

Distance: Cirka 350 km.

Dag 14: Hjemrejse fra Las Vegas

Fra Laughlin går turen tilbage mod Las Vegas. Hvis tiden tillader det, er det værd at stoppe ved Hoover Dam, der var et ingeniørmæssigt mesterværk, da den stod færdig i 1930erne. Vel fremme i Las Vegas afleveres bilen, og hjemrejsen begynder. 

Distance: Cirka 170 km.

Dag 15: Ankomst til Danmark

Du ankommer til Danmark.

Kort

Pris pr. person

15 dage fra kr. 14.500

Prisen inkluderer

  • Flyrejse Danmark – Las Vegas t/r
  • 13 døgns leje af bil (Ansvars- og kaskoforsikring, fri km, første tank benzin og ekstra førere). 
  • 2 nætter på godt turistklassehotel i Las Vegas
  • 2 nætter på godt turistklassehotel ved Zion National Park
  • 2 nætter på godt turistklassehotel ved Bryce National Park
  • 2 nætter på godt turistklassehotel ved Arches National Park
  • 1 nat på godt turistklassehotel ved Monument Valley
  • 1 nat på godt turistklassehotel i Page
  • 2 nætter på godt turistklassehotel ved Grand Canyon National Park
  • 1 nat på godt turistklassehotel i Laughlin

Tilkøb

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring

Særligt om rejsen

Denne rejse er baseret på afrejse i juni, september eller oktober, hvor vejret er optimalt. Rejsen kan dog gennemføres hele året. Men prisen vil variere alt efter rejsetidspunktet. Foretrækker du at rejse på et andet tidspunkt, eller ønsker du at ændre på rejsens længde og indhold, bedes du kontakte os på telefon 70 12 50 11. Så sammensætter vi et rejsetilbud, der matcher netop dine ønsker.

Prisen er udregnet ved 2 voksne, der deler værelse. Tilbudsreference: 48739878

Flere oplevelser

Grand Canyon helikoptertur

Grand Canyons storhed opleves allerbedst på en helikoptertur ind mellem de stejle klippevægge.
30 minutter fra kr. 1.870

Flere oplevelser

  • Grand Canyon helikoptertur

    Grand Canyons storhed opleves allerbedst på en helikoptertur ind mellem de stejle klippevægge.
    30 minutter fra kr. 1.870