Mange dør af hedeslag, hjerteslag, tørst, drukner i Coloradofloden eller falder ned fra klipper, når de vandrer i Grand Canyon. Skribenten overlevede, men først skulle han helt ned på bunden.
Jeg tror, jeg skal dø. Vælte om i støvet. Rulle ned i dybet. Forsvinde for evigt. Aldrig før har mine ben været så stive. Jeg prøver at tænke på det, jeg har læst om at vandre i Grand Canyon; at det er anstrengende men i bund og grund ikke så svært, for det handler dybest set blot om at flytte det ene ben foran det andet, så det andet foran det første og så fremdeles. Jeg kommer netop fra bunden. Helt nede fra dybet. Taler højlydt til mig selv – “kom nu, videre, videre” – for at piske mig til fremadrettet bevægelse. Ser op, men kan ikke se kanten. Så langtfra. Fjols!
Min opstigning er dårligt begyndt. Og her er allerede umanerlig hedt. 42 grader. I går eftermiddags var her 46 grader. Natten har stort set ikke kølet stedet. Spiste morgenmad 4.30. Klokken er nu fem. Guderne må vide, hvor lang tid det skal tage at komme op. Fem timer? 10? Nogensinde? Jeg er tørstig som ind i helvede – min krop er drivvåd af sved, har allerede på blot en halv time drukket en liter vand. Har jeg nok? I min rygsæk ligger to liter vand, og i hånden har jeg en halvtom toliters flaske. Hvad gik der af mig i går? Strakte ikke ud efter en dags vandretur næsten lodret ned. Klaptorsk! Jeg tænker på telefonen, jeg så under min nedstigning. Hvor langt er den mon oppe? Der var noget morbidt over den. En sort telefon stillet på en bunke sten under et lille læskur. Et skilt forkynder, at telefonen kun er til det alleryderste nødstilfælde – når man ikke kan overleve sin tur eller falder over en død vandrer.
Jeg ser ned. Stien bag mig slynger sig langs den orangegyldne klippeside, som ender nede ved tunnelen, der er sprængt igennem en massiv klippe; nede ved hængebroen over den brusende irgrønne Coloradoflod. Ser så en støvsky højt oppe. Kigger op på de forrevne, lodrette klippevægge. Der hænger en mat, hvid måne på den blåsorte himmel. Hører nu hestehove. Slæber mig videre op. Hestene kommer nærmere. Ser to cowboys med læderfjæs. Med sig har de en karavane af muldyr belæsset med mad og udstyr, som de bringer ned til verdens mest afsidesliggende vandrehjem, Phantom Ranch, i bunden af Grand Canyon, hvor jeg overnattede. Rytterne hilser tavst. Jeg tror nok, at jeg smiler. De skal ikke vide, at jeg er udmattet, som var min sidste time kommet. De skal ikke vide, at jeg tænkte på telefonen. Nej! Op – det kommer jeg. Jeg beslutter det.
Se MyPlanets rejser til Grand Canyon, eller se vores andre rejser til USA.
Jordens historiebog
Grand Canyon, du store hul. Faktisk er Grand Canyon, Arizona kun den fjerdestørste kløft i verden. Men det betyder ikke, at stedet ikke for alvor er “grand”. Det fortjener til fulde sin status som et af verdens syv naturvidundere. Så mægtigt er hullet, at det ikke lader sig rumme i et almindeligt menneskesind. Alene de fysiske dimensioner. Den er 2,6 kilometer dyb; i gennemsnit 16 kilometer bredt; og 440 kilometer langt. Her er så megen sten, granit og klippe oven på hinanden – og så nøgent og bart – at bevæger man sig få hundrede meter væk fra kødranden af turister ved udsigtspunkterne, er det som at spadsere ind i evigheden. Her er stille, så stille. Intet synes at bevæge sig. Det er, som om det kolossale orgie af bronzefarvede klipper – et størknet hav af fremspring og klippevægge og lodrette klipper – er låst fast i tiden. Når solen står højt på himlen, er her ikke en skygge. Ofte ikke en vind. Og som sagt – ikke en lyd.
Det mest forbløffende ved stedet er tidsdimensionerne, forbløffende på samme måde, som når man forsøger at fatte universets størrelse. Man kan blive vanvittig af det, fordi man mangler sansekraften til at forholde sig til det. Den nederste stenmasse i Grand Caynon, Vishnu-gruppen, er omkring 1,6 mia. år gammel – en tredjedel af Jordens alder. Den yngste formation er den øverste – Kaibab-formationen – limstensmassen man står på, når man skuer ud over Grand Canyon. Den er 250 mio. år. Homo Sapiens er rundt regnet 100.000 år. Så selv det yngste af Grand Canyons lag er 2.500 gange så gammelt som vores art. En tur op eller ned ad Grand Canyon er en rejse i tiden på hundrede millioner år – en geologisk historiebog.
Vil du opleve Grand Canyon fra oven, så se MyPlanets Grand Canyon helikoptertur.
Blod på tanden
En gang kom jeg forbi Grand Canyon i forbindelse med en reportage. Jeg havde en halv dag i overskud og tænkte, at det måtte være nok. En hovedløs tanke, skulle det vise sig. Og livsfarligt, fandt jeg ud af, da jeg naivt troede, at jeg lige kunne vandre ned til Coloradofloden og op igen på en halv eftermiddag. Jeg må utroligt nok have overset de kæmpeskilte, der overalt advarer om, at det vil være selvmord at forsøge at vandre op og ned på en dag. Det var en varm dag i juni. Alt, jeg havde at drikke, var en halv flaske lunkent kondivand.
En time vandrede jeg og kunne ikke så meget som få øje på en flig af Coloradofloden. Landskabet blev mere og mere massivt i takt med, at det efterhånden rejste sig omkring mig. Og alligevel var det, som om jeg ingen steder nåede. Jeg havde for længst drukket min kondivand. Og traf mit livs klogeste beslutning: Jeg måtte op – i en fart. Min gane var tør på en måde, jeg ikke vidste, den kunne blive. Jeg begyndte at fantasere, at jeg kastede mig over vandrere, jeg mødte, og flåede vanddunkene fra dem. Jeg holdt ud. Men det svimlede for mig, da jeg nåede op. Og jeg var blevet klogere. Men havde samtidig fået blod på tanden. At gå ned til Coloradofloden, var jeg nu klar over, ville være stort. En dag ville jeg gøre det.
Døden i dybet
Jeg vælger den korteste, men også stejleste rute ned: South Kaibab Trail på omkring 10 kilometer. Dagen inden min nedstigning får jeg i et informationscenter øje på en bog med titlen: “Over the Edge: Death in Grand Canyon”. Bogomslaget viser et foto af skelettet af en vandrer, og på forsiden står der: “Hårrejsende beretninger af alle kendte dødsfald i det mest kendte af verdens syv naturvidundere”. Bogen er over 400 sider. Over 600 dødsfald beskrives med detaljerigdom. Mens mørket sænker sig over det nøgne landskab og en kridhvid måne stiger til vejrs, læser jeg bogen i mit motelværelse inden morgendagens vandretur.
Et omvendt bjerg
Efter at de to cowboys og deres muldyr har passeret mig, sker noget, jeg ikke troede ville ske. Jeg går hurtigere. Er nået op i et nyt luftlag. Her er langtfra køligt, men mildt nok til at kroppen kan fungere igen og benene flytte sig. Den værste syre er trampet ud. Jeg passerer telefonen i støt tempo. Solen titter frem og bliver på mindre end en halv time så stærk, at jeg bliver nødt til at finde en T-shirt frem og sætte den fast i min baseballkasket, så den dækker min nakke og får mig til at ligne en billig efterligning af Lawrence of Arabia. Så møder jeg den første vandrer på vej ned. En rank, ældre herre med hvidt hår, hvidt veltrimmet skæg, som med dyb stemme siger: – Fin lille spadseretur, hva’?, hvorefter han spurter videre. På et tidspunkt midtvejs oppe begynder mine ben at føles tunge igen. Det er hårdere at gå op end ned. Og det er det mest psykologisk udfordrende ved vandring i Grand Canyon. Vandringens højdepunkt er i virkeligheden lavpunktet. Og det føles som en nedtur, når man går op. I en vis forstand er Grand Canyon et omvendt bjerg, og er det også i den forstand, at jo højere op jeg kommer, des flere mennesker møder jeg.
Sejrens sødme
I begyndelsen er det fint at se mennesker igen. Jeg labber deres beundrende blikke i mig. – Kommer du helt dernede fra?, spørger mange. Jeg fortæller om bunden, som havde jeg ikke bestilt andet de sidste ti år end at vandre op og ned. Jeg føler mig som Grand Canyons konge. Og når man er konge, er det svært ikke at foragte det jævne fodfolk. Dem, som bare er på en spadseretur og ikke kunne drømme om at gå helt ned. Med stille og urimelig (jeg ved det) foragt betragter jeg deres hvide T-shirts og hvide sneakers og hvide sokker. Amatører! Turister! Hvad de tænker om mig, tør jeg til gengæld dårligt gætte på. Sikkert dette: Hvorfor har den idiot en T-shirt i sin baseballkasket? Hvorfor vakler han så meget? Hvorfor er han æltet i rødt støv? Hvorfor stinker han så meget af sved? Hvorfor er hans øjne blodsprængte? Men de må tænke, hvad de vil. Fireenhalv time efter afgang fra Phantom Ranch er jeg oppe. Kun en time længere end nedturen tog. Næppe en verdensrekord. Men godt gået, hvis jeg selv skal sige det.
