70125011 Få et tilbud
Nordindiens højdepunkter

Nordindiens højdepunkter

12 dage fra 38.500 kr pr. person
rejsekonsulent

Vi gør dine rejsedrømme til virkelighed

Send os dine ønsker til rejsen, så skræddersyer vi et rejseforslag til dig - helt uforpligtende.

bestil her

Rejsen dag for dag

Rute: Delhi - Agra - Jaipur - Narlai - Udaipur - Delhi

Dag 1: Afrejse fra Danmark

I dag rejser du fra Danmark til Delhi, den største by i Nordindien.

Dag 2-4: Delhi

Du ankommer til Delhi, hvor du bliver mødt af vores lokale repræsentant i lufthavnen. Der er arrangeret transport til dit hotel, The Imperial, hvor du skal bo de to første nætter. Det stemningsfyldte, luksuriøse og historiske hotel, der ligger i hjertet af Delhi, er designet af Sir Edwin Lutyen, som også var med til at skabe Indiens parlamentsbygning.

Efter indkvartering er det tid til at udforske Delhi, Djinnernes (åndernes) by. Der venter en historisk rejse i metropolen, hvor historien strækker sig over mere end 5.000 år. Byen rummer masser at kolonihistorie og to verdensarvsteder, men byder samtidig på en nutidig og helt moderne atmosfære. Som et overflødighedshorn for dine sanser, venter der også delikate madoplevelser, nogle af de fineste museer i Indien, et spændende natteliv og fantastiske muligheder for at shoppe på travle, ældgamle markeder og i de smarte designerbutikker og lækre indkøbscentre.

 

Udflugter:

 

Delhis største seværdigheder

 

Du bestemmer selv tempoet på dagens heldagstur rundt i Delhi, og også, hvor indgående den skal være, når du besøger de mange seværdigheder. Turen starter i den gamle bydel med alle de livlige markeder, blandt andet Chandni Chowk, der engang var det største marked i Indien. Turen går videre til det imponerende Red Fort og til Indiens største moské, Jama Masjid, der er smukt udsmykket med malerier, indlagte sten, udskæringer og glaserede fliser. Derefter kommer dine sanser på overarbejde i det farverige, udendørs madmarked, Dilli Haat, hvor du også kan besøge de mange boder med kunsthåndværk. Du tager videre til Laxminarayan-templet, der er bygget til ære for den hinduistiske gudinde for rigdom, og går en tur i de smukke, omkringliggende haver. Du oplever også UNESCO verdensarvstedet Humayuns grav, som er et historisk og symbolsk vartegn inden for den indisk-islamiske arkitektur med en perfekt sammenkædning af persisk arkitektur og indiske traditioner.

 

Privat heldagsudflugt med transport. Let fysisk krævende. Red Fort er lukket om mandagen.

Dag 4-5: Agra

Dagen i dag starter ud med en firetimers køretur fra Delhi til Agra sammen med din private chauffør. Du skal bo en enkelt nat på ITC Mughal, der ligger tæt på det verdensberømte Taj Mahal. På det store luksushotel har man tilstræbt at genskabe stilen og overdådigheden fra mogulriget og stormogulerne.

I Agra skal du opleve den hvide marmors magi. Byen er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste, blandt andet med et af verdens syv vidundere, Taj Mahal. Med beliggenheden på bredden af Yamuna-floden, er det arkitektoniske vidunder et vidnesbyrd om udødelig kærlighed, der er spækket med historie og naturligvis romantik. Når du bliver mødt af sælgere på de livlige markeder og de nysgerrige lokale i de kaotiske gyder, oplever du samtidig byens charme og får et fantastisk indblik i, hvor forskelligartet livet kan være. Agra blev første gang nævnt i det enestående indiske epos fra det 5. århundrede, Mahābhārata, og byen har tidligere været hovedstad i det store mogul-imperium.

Udflugter:

Skræddersyet tur til Agras klassiske seværdigheder

På dagens tur rundt til Agras mest berømte monumenter, vil du opleve den majestætiske mogul-arkitektur på nærmeste hold. Du starter ved de røde sandstensvolde omkring Agra Fort, der ligger på bredden af floden Yamuna. Her kan du udforske de udsøgte paladser, moskeer og repræsentationer, der den dag i dag vidner om mogulernes storslåede håndværkskunnen. Du kan næsten selv føle den fængslede kejser Shah Jahans længsel efter sin elskede, afdøde dronning Mumtaz Mahal, når du står på bredden og kigger over på Taj Mahal, hvor hun er stedt til hvile i det spektakulære mausoleum. Det fantastiske, sagnomspundne og utroligt smukke bygningsværk, der naturligvis står opført på alle lister over verdens vidundere, er en hyldest til kærligheden, skabt i marmor. Betragt det store bygningsværks betagende skønhed, den komplicerede byggeteknik og de smukke vægges udskårne udsmykninger, som engang havde indlejrede ædelsten. Turen afsluttes med et besøg ved Mehtab Bagh, som er et af de mest naturskønne udsigtspunkter på det ikoniske Taj.

Privat udflugt på tre timer med transport. Let fysisk krævende. Taj Mahal er lukket om fredagen.

Besøg i Fatehpur Sikri

På denne tur oplever du den tidligere mogulhovedstad Fatehpur Sikri, der blev grundlagt i 1500-tallet og anlagt af den tredje mogulkejser, Akbar. Målet med denne kejserby var, at det skulle være samlingssted for lederne af de mange religioner. Akbar havde nemlig en idé om en synkretistisk tro, altså en trosretning, hvor alle religioner samles til én stor. Men kun ti år efter færdiggørelsen blev byen rømmet som følge af tørke og vandmangel. Området er nu optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, hvilket gør det til et meget populært stop på vejen fra Agra til Jaipur.

Privat udflugt på 1½ time. Er indlagt på turen mellem Agra og Jaipur. Let fysisk krævende. Der er en kilometer fra parkeringspladsen til hovedindgangen, der tilbagelægges med offentlig el-bus.

Dag 5-8: Jaipur

I dag kører du videre fra Agra til Jaipur med besøg i Fatehpur Sikri. Afstanden er 250 kilometer og det tager cirka fem timer. I Jaipur skal du bo tre nætter på Jai Mahal Palace. Det overdådige og romantiske kulturarvshotel er indrettet i et gammelt fort, der er omgivet af velplejede haver med springvand og løsgående påfugle. De charmerende værelser er smagfuldt restaureret og med en indretning, der afspejler mogulernes storhed.

Jaipur er den evige, lyserøde stad og samtidig porten til det nordlige Indiens mest farverige delstat, Rajasthan. Jaipur, som er omgivet af de tørre Aravalli-bjerge, blev grundlagt i begyndelsen af det 18. århundrede af maharaja Jai Singh II, og den er præget af kongelig storhed og myter. Midt i det hektiske handelsliv i basarerne og butikkerne er der en lang række historiske, arkitektoniske herligheder. Den lyserøde farve i den pulserende og fortryllende by stammer tilbage fra Jaipurs sidste hersker, Man Singh II. Han befalede, at alle hjem skulle males lyserøde i anledning af det kongelige besøg af den britiske prins af Wales, Edward den 7., i 1876. Loven gælder stadig den dag i dag i den gamle del af byen.

Udflugter:

Højdepunkterne i Jaipur

I dag venter dig en sand kongelig oplevelse, når du besøger Jaipurs største seværdigheder. Du starter ud med at udforske Amber Fort, der er et fabelagtigt fæstningsanlæg i sandsten med udsigt over byen. Turen går videre til Rajasthans statsmuseum, Albert Hall, der rummer en meget omfattende samling af spændende kulturgenstande fra den indiske delstat. Derefter skal du opleve den æstetisk smukke facade med bikubestruktur på Hawa Mahal, Vindenes Palads. Det arkitektonisk overdådige bypalads er fyldt med kongelige gårde, templer, pavilloner samt Govind Devji-templet. Det er dedikeret til hinduguden Krishna og beliggende i hjertet af den gamle by. Du besøger også verdens største stenobservatorium, Jantar Mantar, og Anokhi Museum of Hand Printing, som bevarer den traditionelle indiske teknik, hvor man trykker mønstre på tekstiler i hånden. Naturligvis rummer museet mange smukke eksempler på kunsthåndværket.

Privat heldagsudflugt med transport. Let fysisk krævende.

Dag 8-9: Narlai

Efter morgenmaden venter en privat seks timers køretur, når din rejse går videre fra Jaipur til Narlai. Her skal du bo en enkelt nat på det historiske resort fra det 17. århundrede, Rawla Narlai. Det majestætiske fristed ligger ved foden af et højdedrag i den charmerende landsby og var oprindeligt et jagtslot for de regerende kongelige i Jodhpur. Der venter en helt særlig oplevelse, når du træder ind i hovedbygningens royale atmosfære, hvor vinduerne i Jharokha-stil har en overdådig udsigt over de anlagte haver med frangipani og bougainvillea.

Narlai er en malerisk landsby ved foden af Aravali-bjergkæden i Rajasthans Pali-distrikt i det nordlige Indien. Byen ligger halvvejs mellem Jodhpur og Udaipur ad veje, der er flankeret af frodige skove. Narlai er det perfekte udgangspunkt for udforskning af det nærliggende Ranakpur og Kumbhalgarh Fort. Landsbyen, der kan prale af en lang historie, der går tilbage til det 15. århundrede, har formået at holde fast i sin kulturarv og traditioner på smukkeste vis midt i rustikke og landlige omgivelser. Du går gennem de snoede gader, hvor foretagsomme handlende højrøstet gør opmærksom på deres butikker, som er fyldt med dagligvarer. Her møder du også kvinder i farverige sarier, hellige køer og gadehunde, der i den stærke sol søger skygge ved en tehandel på hjørnet. Med imødekommende smil og den traditionelle Rajasthani-gæstfrihed, føler du dig hurtigt hjemme her. Narlais højdepunkt, bogstavelig talt, er den mere end 100 meter høje bakke med den hvide elefantstatue på toppen, der er hugget ud i en monolit. Spredt i området omkring Narlai ligger der flere hindu- og Jain-templer, ligesom der findes andre interessante landsbyer, som du kan besøge.

 

Bytur i Narlai Village

 

Det tidligere jagtreservat for de kongelige i Jodhpur, Narlai, har rigtig meget at byde på. Du udforsker de rustikke landskaber i solide firehjulstrækkere på de labyrintiske småveje, hvor højdedraget og klippeudspringene danner en fantastisk kulisse. Du får et indblik i det lokale Rabari-samfunds interessante livsstil, og du støder på farverigt klædte landsbybeboere, som fanger din opmærksomhed med deres smittende smil. De udsmykkede Jain-templer, der ligger spredt rundt omkring i Narlai, er lige så fængslende. På turen har du også mulighed for at besøge et landbrug, hvor de traditionelle arbejdsmetoder stadig er i brug. Landmændene passer deres jorde, mens håndværkere arbejder med deres forskellige specialer. Kvæget bevæger sig rundt på udkig efter føde, og du kan ovenikøbet opleve en leopard, der vandrer frit rundt i udkanten af landsbyen på jagt efter mad. Du slutter turen af med et besøg på et stutteri, hvor du kan opleve de oprindelige, fuldblods Marwari-heste.

Privat udflugt på 2 timer inklusiv transport. Let fysisk krævende.

Leopard-safari ved Narlai

Tag med på denne spændende rejse ind i det fredede leopardreservat, der ligger midt i de majestætiske Aravalli-bjerge. I en specialbygget jeep kører du gennem den uvejsomme region, Godwad, på jagt efter de vilde og sky rovdyr. Du skal holde skarpt udkig efter de smidige kattedyr, der let falder i ét med den omgivende natur på grund af deres plettede og næsten camouflageagtige pels. Du vil opleve, hvordan dine erfarne guider bruger deres lokalkendskab og kendskab til dyrenes adfærd, så du bliver ført til stederne, hvor de yndefulde, solitære katte med størst sandsynlighed opholder sig. Hvis du er heldig, ser du et eller flere af de elegante dyr, der ligger og soler sig på et af områdets mange klipper.

Halvdags gruppeudflugt på 2 timer. Afgang ved solopgang eller ved solnedgang. Moderat fysisk krævende.

Dag 9-11: Udaipur

Din rundrejse i Nordindien går i dag videre til Udaipur. Den private køretur fra Narlai tager små tre timer. Du skal bo to nætter på Taj Fateh Prakash Hotel, der er del af City Palace-komplekset med en central beliggenhed ved bredden af den naturskønne Pichola-sø. Her kan du nyde paladsets royale atmosfære, mens du betragter den storslåede udsigt over søen, Jagmandir Island og Lake Palace, enten fra hotellets klassiske indiske altaner, kaldet jharokhas, eller fra dit værelse.

Den kongelige romantiske by, Udaipur, som ligger hengemt i hjertet af de skovklædte Aravalli-bjerge, er kendt som Søernes By. Den har altid skilt sig ud fra Rajasthans andre ørkenbyer med sit system af kunstige søer. Byen blev grundlagt i det 16. århundrede af Udai Singh II, der herskede i Mewar-dynastiet. I dag strækker den kongelige slægt sig 26 generationer tilbage i tiden. På trods af den luksuriøse storhed, har Udaipur en uformel og afslappet atmosfære. Juvelen i byens krone er den funklende Pichola-sø, der omkranser det flydende Taj Lake Palace, som du måske husker fra James Bond-filmen Octopussy fra 1983.

Udflugter:

Sejltur til Jag Mandir

Nyd en times sejltur på den pragtfulde Pichola-sø, hvorfra du kan opleve byens forskellige attraktioner og spændende arkitektur, som for eksempel bypaladset, fra en anden vinkel. Du besøger det berømte Jag Mandir fra det 17. århundrede, som bevogtes af otte elefanter i naturlig størrelse, omhyggeligt udskåret i marmor. Her kan du betragte paladsmurene, der tidligere var smykket med juveler, og gå en tur gennem de smukke haver og beundre de mange skønne blomster. Hvis du sejler tilbage i skumringen, har du mulighed for at nyde det stillestående vand, der magisk glimter i den nedgående sols stråler.

Højdepunkter i Udaipur

Rejs med ind i hjertet af Søernes By og udforsk den historiske kultur. Du besøger bypaladset fra det 6. århundrede, en flamboyant og imponerende bygning, beliggende på et højdedrag. Det er et af de største paladser i delstaten, og det byder på en spektakulær udsigt og et spændende museum. Turen går videre til Jagdish-templet fra det 17. århundrede, der er tilegnet den hinduistiske gud Krishna. Du skal også opleve Saheliyon ki Bari, "Jomfruernes Have", der rummer frodige, grønne plæner, fantastiske bassiner med lotusblomster, marmorpavilloner og springvand, der er udformet som elefanter. Dagen afrundes på krystalgalleriet, hvor du kan betragte verdens største private krystalsamling. 

Privat heldagsudflugt med transport. Let fysisk krævende.

Dag 11: Afrejse fra Delhi

Du er nået til rundrejsens sidste dag. Der er arrangeret privat transport til lufthavnen i Udaipur, hvorfra du flyver til Delhi. Turen tager en times tid. Fra Delhi går rejsen hjem mod Danmark med en international flyforbindelse.

Dag 12: Ankomst til Danmark

Efter en spændende og indholdsrig rejse rundt i det nordlige Indien ankommer du til Danmark.

Fotogalleri

Kort

Priseksempel

12 dage fra 38.500 kr
Pris pr. person ved 2 voksne
Bestil tilbud
Pris pr. person

fra kr. 38.500 pr. person ved 2 voksne*

*Vores priser er vejledende, og de er baseret på midtersæsonen. Derfor afhænger priserne af, hvilken sæson du rejser i, samt udbuddet af fly og hoteller. Tal med din rejsekonsulent og få mere information. Højsæsonen omfatter rejsemålets mest efterspurgte perioder på året, eksempelvis ferier og når vejret er mest behageligt.

Prisen inkluderer
  • Flyrejse fra Danmark til Delhi tur/retur
  • Lufthavnsskatter
  • 2 overnatninger på The Imperial i Delhi (Heritage Room) inkl. morgenmad
  • 1 overnatning på ITC Mughal i Agra (Royal Mughal Suite) inkl. morgenmad
  • 3 overnatninger på Jai Mahal Palace i Jaipur (Luxury Room Garden View) inkl. morgenmad
  • 1 overnatning på Rawla Narlai i Narlai (Luxury Grand Heritage) inkl. morgenmad
  • 2 overnatninger på Taj Fateh Prakash Hotel i Udaipur (Palace Room)
  • Udflugter og aktiviteter som beskrevet i rejseplanen
  • Transport til destinationerne, samt til og fra lufthavnen og til dit hotel
  • MyPlanet Concierge service (tilgængeligt 24 timer i døgnet under rejsen)
  • Fuld CO2 kompensation
Tilkøb til rejsen
  • Opgradering til Business class
  • Entréer og yderligere måltider, der ikke er beskrevet i rejseplanen
  • Personlige udgifter og drikkepenge
  • Visum og turistskatter
  • Sygdomsafbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
Tilpas rejsen

Rejsens varighed og indhold kan naturligvis tilpasses helt efter dine ønsker. Det samme kan rejsemåden og antallet af rejsedeltagere. Snak med en rejsekonsulent om mulighederne.

Relevante udflugter på rejsen

Disse udflugter kunne også være interessante for dig at søge inspiration i.

Kerala: Templer, traditioner og strande

Kerala: Templer, traditioner og strande

  • Oplev den kulturelle smeltedigel i Kochi
  • Overnat ombord på en husbåd i Keralas vådområder
  • Besøg te- og krydderiplantagerne i Munnar

16 dage fra 31.000 kr pr. person

Nordindiens højdepunkter

Nordindiens højdepunkter

  • Udforsk det nordlige Indiens unikke og farverige verden
  • Oplev Rajasthans enestående gæstfrihed og køkken
  • Følg i maharajaernes fodspor i de kongelige paladser

12 dage fra 38.500 kr pr. person

Japans kultur, gastronomi og samuraiernes historie

Japans kultur, gastronomi og samuraiernes historie

  • Oplev det spektakulære og imponerende Tokyo
  • Templer i Kyoto og streetfood i Osaka
  • Kom tæt på samurai, sumobrydere og mangakultur

16 dage fra 66.000 kr pr. person