Jeg har rejst til mange forskellige lande, men har tabt mit hjerte til Australien og New Zealand, som jeg gerne besøger igen og igen. Jeg elsker at rejse, og har haft fornøjelsen af at være i rejsebranchen siden 2003.
Down Under flere gange
Jeg har kørt langs Australiens østkyst mellem Cairns og Sydney, travet gaderne tynde i storbyerne Sydney og Melbourne, besøgt Uluru, Kings Canyon og Alice Springs, udforsket nationalparkerne i det tropiske nord og slappet af på det flotte waterfront område i Darwin. Jeg har også taget hele turen fra nord til syd i New Zealand, hvor jeg undervejs udforskede den skønne natur både til lands, til vands og fra luften.
Australske oplevelser
Jeg har mange favoritdestinationer og oplevelser i Australien. Blandt andet storbyen Melbourne, pingvinerne i Bicheno på Tasmanien og en fantastisk middag under stjernerne i outbacken. Overnatningen på Great Barrier Reef, vandreturen ved Kings Canyon og dukkerten ved et smukt vandfald i det tropiske nord er også helt klart blandt top ti oplevelser. Men det er alligevel Western Australia, jeg finder allermest fantastisk og unik. Især strandene i den sydvestlige del af staten, står for mig som noget af det smukkeste, jeg har set.
Natur, natur og atter…
Mine favoritoplevelser i New Zealand er helt sikkert sejlturen på Doubtful Sound, svømmeturen med vilde delfiner ved Kaikoura, mødet med Maorikulturen, det termiske område ved Rotorua og gletchervandring på Franz Josef gletsjeren. Jeg kan dog også varmt anbefale at spise et festmåltid på “The Green Dragon” i Hobbiton og nyde den smukke natur fra en specialbygget jernbane-vogn på “Forgotten World” sporene. Eller tag blot vandrestøvlerne eller cyklerne frem og nyd den imponerende natur, som du møder overalt.
Med venlig hilsen
Randi Kirkeby Krogh
E-mail: rkk@myplanet.dk
Tlf: 87 34 93 25