^

Rejser til New England

Fantastiske naturoplevelser, små kystbyer og rå klippekyster. Det er essensen af New England.

New England i USA’s nordøstlige hjørne består af staterne Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, Rhode Island og Vermont, som byder på fantastiske naturoplevelser, små kystbyer og rå klippekyster. 

Natur og maritim charme i New England

Bevæger du dig nordpå langs den rå kyst, står fyrtårne på afsidesliggende klippeskær, og fiskerbåde lægger til med dagens fangst i små hyggelige kystbyer. Stop eksempelvis i den velbevarede by Newport, eller nyd New Englands bedste strande ved Cape Cod.  

Oplev efterårsfarverne i New England

Væk fra kysten venter idylliske småbyer og skovklædte bjerge på at blive udforsket. Ikke mindst om efteråret, hvor træernes gule, brune og røde blade får skovene til at ligne et blussende flammehav.

Vi tilpasser rejsen til dig

Nedenfor ser du nogle forslag til, hvordan en rejse til New England kan se ud. Her kan du finde masser af inspiration til, hvordan din personlige rejse skal sammensættes.

Ring på 70 12 50 11eller send en forespørgsel, når du har brug for en snak med en rejsekonsulent, som har været der selv. Så tilpasser vi sammen rejsens varighed, rute og oplevelser til dine ønsker.

Fakta

Dybe skove, fredfyldte bjerge, historiske Boston og små havnebyer med verdens bedste hummere. Det er hvad mange forbinder med New England. Men også de smukke efterårsfarver, der indhyller skovede i september og oktober måned tiltrækker mange besøgende til området.


New England omfatter de seks stater Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, Rhode Island og Vermont, der ligger i USA’s nordøstlige hjørne. Udover de fantastiske skove og kystlinjer er området især kendt sin rige historie, idet engelske immigranter etablerede den første koloni i New England her i 1620.


 


Top 6 seværdigheder i New England


Her har vi samlet nogle af de mest ikoniske udflugter og oplevelser i New England til dig. Måske skal din rejse indeholde dem alle eller måske blot et par stykker af dem. En ting er helt sikkert; disse seks seværdigheder er værd at rejse efter.


  1. 1. Boston, Massachusetts

Stemningen i Boston er næsten europæisk, og mange anser Boston for at være blandt USA's hyggeligste storbyer. Samtidig er Boston en af USA’s ældste storbyer, og den bugner af historie. Den kan du blive klogere på ved at vandre ad Freedom Trail, som tager dig rundt i byens gamle kvarterer og forbi flere af de smukke universiteter, byen er så kendt for. Gå også en tur gennem Bostons gamle kvarter Beacon Hill, hvor små fine murstenshuse flankerer de brolagte gader. Du kan også opleve shopping i verdensklasse, interessante museer og en moderne skyline, der imponerer, når mørket falder på.


  1. 2. Acadia National Park, Maine

Acadia ligger i Maine, og størstedelen af parken ligger på Mount Desert Island. Parken byder på fantastisk smuk natur med rå klippekyster og små skovklædte øer. Du kan vælge at opleve parken ad den godt 43 km lange Park Loop Road, som tager dig langs med kysten og gennem parken. På ruten kan du lægge vejen forbi Cadillac Montain, som ligger midt i parken og tilbyder en fantastisk udsigt over landskaberne.  Du finder også et væld af vandreruter, hvor du kan dykke endnu dybere ind i naturen.


  1. 3. Hvalsafari

I sommerhalvåret er der gode chancer for at opleve hvaler flere steder i New England, men også andre arter finder vej til disse næringsrige farvande. De mest almindelige er pukkelhvaler, grindehvaler, finhval og vågehvaler. Et af de bedste steder at tage på hvalsafari er Stellwagen Bank National Marine Sanctuary i Massachusets. De fleste ture afgår fra Cape Cod, og ofte er der dygtige guider med på turen til at spotte hvalerne og fortælle en masse om livet under havet. Chancerne for at se hvaler er så stor, at flere udbydere af hvalsafarier garanterer det. Bar Harbour i Maine er et andet godt udgangspunkt for en hvalsafari, hvor der også er gode chancer for at opleve sæler og delfiner. Der afgår også en række hvalsafarier fra Boston. Blot en times sejlads ud fra kysten kan du opleve hvaler og samtidig nyde synet af Bostons skyline fra vandet.


  1. 4. White Mountain, New Hampshire

I New Hampshire finder du parken White Mountains National Forest. Skovene er smukke hele året rundt, men særligt i efterårsmånederne er White Mountains et prægtigt syn. Her skifter bladene farve og forvandler skoven til et hav af brune, røde, orange og gule nuancer. Tag med på en togtur gennem bjergene. Det er en af de bedste måder at opleve dette kæmpe naturområde, og der er flere forskellige ruter at vælge imellem. En helt anden mulighed er at snøre vandreskoene og begive dig væk fra alfarvej og tættere på naturen.


  1. 5. Cape Cod, Massachusetts

Cape Cod-halvøen syd for Boston er et charmerende og smukt fristed, som indbyder til afslapning i skønne omgivelser. Det er her, adskillige forfattere og kunstnere har fundet inspiration gennem tiden, og du vil hurtigt forstå hvorfor. Halvøen bugner af naturreservater, fine sandstrande og hyggelige landsbyer med små charmerende huse. Nyd en afslappende dag på stranden, og følg nogle af de mange vandrestier langs kysten, hvor høje klipper, bølgende klitter og brede strande præger landskabet. I sommersæsonen er det ikke kun mennesker, der valfarter til Cape Cod. Vandene omkring halvøen indtages af hvaler, og hvalsafari er derfor populært på dette tidspunkt.


  1. 6. Martha's Vineyard, Massachusetts

Martha’s Vineyard er meget populær blandt flere af USA’s filmstjerner og politikere, som ofte kommer her for at slippe væk fra rampelyset. Øen har en helt speciel atmosfære, som er særlig tydeligt i byer som Oak Bluffs, hvor små pandekagehuse i alle regnbuens farver ligger side om side. En anden lille by, der er et besøg værd, er Edgartown, hvor de små butikker langs den hyggelige hovedgade indbyder til shopping og store villaer ligger på rad og række langs med vandet. I den modsatte ende af øen finder du The Gay Head Cliffs. Her stopper de grønne enge brat ved den store skrænt, der fører ned til havet lagt under dig. Gå en tur på stranden og se skrænten nedefra, hvor den synes endnu mere storslået. Det kan varmt anbefales at leje en cykel på Martha’s Vineyard. Afstandene er relativ små, og på cykel får du mulighed for at nyde naturen undervejs.


Vejret i New England


Vejret i New England varierer meget fra syd til nord og øst til vest, og de fire årstider byder på hver deres vejr og charme. Men generelt kan man sige, at foråret i New England er fugtigt og køligt. Temperaturerne stiger støt hen imod juni måned, og midt på sommeren kan temperaturerne godt komme op omkring de 28 °C. Der er dog også risiko for nogle kolde dage med betydelig lavere temperaturer. Efteråret begynder tidligt, og allerede i oktober kan du opleve frostgrader. Det er dog også i efteråret (september/oktober) at træernes bladene skifter farve, og skovene lyser op i orange, røde og gule nuancer. Forude venter en lang og kold vinter, der som oftest byder på en del sne helt frem til april måned. Det skal dog siges, at vejret i New England ofte er meget ustabilt, så der skal pakkes til lidt af hvert.


Fakta om New England


  • Delstat: Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, Rhode Island og Vermont

  • Areal: 186.458 km2

  • Befolkning: 14 mio

  • Største by: Boston (685.000)

  • Sprog: Engelsk

  • Valuta: Amerikanske dollars

  • Flyvetid fra Danmark: Boston – ca. 11 timer