^
  • Det sydlige Californien

    Ruteforslag til tur i autocamper i Californien

Det sydlige Californien

Tag på kør-selv ferie i Californien i motorhome, og nyd hvide sandstrande, naturskønne nationalparker og fortryllende forlystelsesparker.

Fra hyggelige San Francisco i nord til solrige San Diego i syd. Det sydlige Californien er en drømmedestination. Californien har det hele fra hvide sandstrande, drømmenes Hollywood, fortryllende forlystelsesparker i Los Angeles og naturskønne nationalparker med dybe, uendelige skove i Yosemite og Kings Canyon til unikke ørkenlandskaber i Death Valley, så alle i familien kan få dækket deres ønsker til en god ferie.

Turen i autocamper / motorhome kan begynde i Los Angeles, San Francisco og San Diego.
Forslag til varighed: 8-14 dage.
Længde: 2.100 km.

Det sydlige Californien i autocamper / motorhome
Rejser i motorhome rundt i det vestlige USA kan gøres på mange måder, men her ser du et forslag til en god rute med forskellige stop i Californien. Rytmen bestemmer du selv. Hvor mange dage du vil bruge de forskellige steder, om du vil lægge flere stop ind, eller om du vil køre en helt anden rute.

Lad dig inspirere, og tag en snak med en, der har været der. Så tilpasser vi rejsens varighed, rute og oplevelser til dine ønsker.

Få et tilbud

Rejsen dag for dag

Stop 1: Santa Margarita

Hent autocamperen / motorhomet hos Cruise America i Los Angeles. Rejsen går nordpå ad Route 101, som vil bringe dig frem til en KOA-campingplads. Området ved Santa Barbara kaldes for den amerikanske Riviera, så strandene kunne være et naturlig stop på vejen. Besøg den danske koloni Solvang, hvor amerikanerne udstiller Danmark, som vi så ud i 1950'erne. 
340 km til Santa Margarita.

road bear autocamper stop pacific coast highway 1 californien usa myplanet

Stop 2: Pacific Coast highway 1

Kør tilbage ad route 101 til spektakulære route 1, der slynger sig langs den amerikanske Stillehavskyst fra San Luis Obispo og nordpå. Efter en times tid når du Hearst Castle. Check ind på campingpladsen og tag derefter på opdagelse i avismilliadæren William Randolph Hearst's utrolige verden og slot eller nyd de gode strande ved San Simeon. Besøg San Luis Obispo. Indbyggerne forkorter bynavnet til SLO og inviterer til at nyde SLO-life.
85 km til Hearst Castle.

Stop 3: San Francisco

Turen fortsætter mod nord ad route 1 og er en af verdens smukkeste køreture. Du kan stoppe ved Carmel og Monterey og gå i fodsporerne af filmhelten Clint Eastwood og forfatteren John Steinbeck. Tag en afstikker ad 17 mile drive med den klippefyldte kyst, utrolige golfbaner og huse, som mindst bør kaldes herregårde. Fremme i San Francisco kan du vælge at bo ved Half Moon Bay State Beach eller den centralt beliggende campingplads (parkeringsplads) ved Candlestick Stadium, hjemmebane for de lokale 49'ers helte i amerikansk fodbold. Besøg Henry Cowell Redwoods State Park, hvor mange af de massive træer har stået i mere end 1.000 år.
320 km til San Francisco.

Stop 4: Yosemite National Park

Efter nogle dage i hyggelige San Francisco går turen videre mod øst og en af USAs mest populære nationalparker, Yosemite. På tre timer kommer du fra Stillehavet og San Francisco til Sierra Nevada-bjergene og Yosemites utrolige naturscenerier. Vi anbefaler Yosemite Pines RV park som mål for nattens overnatning. Så er du tæt på Yosemite og kan næste dag fra morgenstunden nyde parken og dens muligheder. De næste nætter kan du eventuelt overnatte i Yosemite Valley eller ved Tioga-passet. Yosemite er en lille smule større end Fyn, der er få veje og parken byder på lodrette klippeformationer, snedækkede bjergtoppe, mange vandreruter, USAs flotteste vandfald og en landevej, hvor du kommer op i 3.000 meters højde. Besøg Bridal Veil og Yosemite Falls og tag den 4 km lange vandretur til Inspiration Point. Stien er stejl, men belønningen venter i form af et billede af Yosemite-dalen, af klippetoppene El Capitan og Half Dome.
235 km til Groveland. 

Stop 5: Lone Pine | Death Valley

Turen går gennem Yosemite nationalparken ad Highway 120 (Tioga Road) og Tioga-passet. Når du møder Highway 395 er du på østsiden af Sierra Nevada-bjergene, og du fortsætter mod syd. Highway 395 byder på mange spændende naturscener og historier. Landevejen følger dalen det meste af vejen og skærer sig ind mellem tre nationalparker: Kings Canyon, Sequoia og Death Valley. Når du kommer til cowboybyen Lone Pine, hvor Hollywood i mere end 70 år har optaget westerns, så husk at tage en tur ad Movie Road og kig mod Mt. Whitney (det højeste bjerg i 48 sammenhængende stater). Få hundrede km mod øst ligger det laveste punkt i den vestlige verden. Badwater Basin er 85,5 meter under havets overflade. Overnat på Boulder Creek RV Resort lige syd for Lone Pine. Besøg lidt nord for Lone Pine Manzanar. Som en skarp kontrast til naturen ligger her en lejr, hvor 10.000 amerikanere af japansk herkomst blev interneret under 2. Verdenskrig. På de rigtige tidspunkter af året er der mulighed for en afstikker til Death Valley.
400 km til Lone Pine.

Stop 6: Barstow

Fortsæt ad 395 mod syd og det flade område i Mojave-ørkenen. Overnat i Barstow, hvor 395 krydser I-15. Tidligere var det The Old Spanish Trail og Route 66. Byen har to outlet malls med hundrede af butikker. Bo på KOA i Barstow. Tag gratisbussen fra KOA til sølvmine og spøgelsesbyen Calico.
260 km til Barstow.

Stop 7: San Diego

Campland on the Bay er San Diegos bedste campingplads. Dyp tæerne i sandet på deres private strand. Nyd solnedgangen og lidt sjov om bord på en sejlbåd fra marinaen. Prøv de mange aktiviteter for både børn og voksne. En campingplads, der går rent ind hos de fleste og som kræver lidt ekstra tid til "camping". Det samme gør San Diego, der er en rolig og tilbagelænet sydlig kontrast til hektiske Los Angeles. Besøg historiske del Coranado; San Diego Zoo og havnefronten. Restauranterne og souvenirbutikkerne i Tijuana, Mexico, er en populær aftentur.
300 km til Campland i San Diego.

Stop 8: Los Angeles

160 km og du er tilbage hos Cruise America i Los Angeles.

Kort