En rejse til Queenstown byder på en skøn blanding af storbyferie og action. Her finder du et stort udbud af restauranter, caféer og butikker, men samtidig et bredt udvalg af mere action-prægede aktiviteter. Uanset om du vil prøve suset fra et bungyjump, en raftingtur på floden, en jetbådtur i flyvende fart på søen eller noget helt fjerde, kan det lade sig gøre i Queenstown.
Top 6 oplevelser ved Queenstown
Queenstown er en stor legeplads for enhver der søger sjove aktiviteter og fart over feltet. På en rejse til Queensland kan du krydre dit ophold med en perlerække af udflugter og adrenalinfyldte oplevelser. Men det kan være svært at vælge, så her fra du vores bud på de 6 fedeste aktiviteter i Queenstown.
- 1. Zip-line tur
Oplev adrenalinsuset, når du flyver henover trætoppene nær Queenstown spændt fast til en solid stålwire. Udsigten over byen og søen er fremragende, og i det fjerne kan du tydeligt se bjergene. Du skal med fire zip-lines på turen. Den første er den letteste, men derfra bliver de gradvis hurtigere og længere. Sikkerheden er naturligvis i top, og guiden sørger for, at alt klapper. Så du kan roligt slappe af og nyde denne anderledes naturoplevelse.
- 2. Skyline Queenstown
Tag med svævebanen Skyline Queenstown 450 meter til toppen af Bob's Peak. Nyd den imponerende udsigt over Queenstown på vejen op. Vel fremme på toppen kan du sætte dig til rette i restauranten, der ligger med en spektakulær udsigt over de smukke bjergene, byen og Lake Wakatipu. Nyd et godt måltid mad, inden du tager svævebanen tilbage til Queenstown.
- 3. Tur i jetbåd
Queenstown byder på flere forskellige ture i jetbåd. Lige meget hvilken en du vælger, er du sikret vind i håret, vandsprøjt og sug i maven undervejs. Ofte går turen til smalle kløfter, gennem brusende strømfald og i fuld fart over blikstille søer. Og mon ikke føreren af båden foretager nogle af de hårrejsende 360-graders vendinger, som giver et adrenalinsus i verdensklasse.
- 4. Bungyjump
Fra kanten af en lille afsats kan du kigge lige ned i den dybe kløft, hvor vandmasserne bruser under dig. Her begynder hjertet nok at banke lidt hurtigere end normalt. Men overvinder du trangen til at kravle tilbage på land, så har du en fantastisk oplevelse i vente. Elastikspring er stort i Queenstown, og er du til frie fald, må du ikke snyde dig selv for at prøve det. Ved Kawarau Suspension Bridge kan du falde 43 meter i dybet og selv bestemme om det skal være med eller uden vådt hår.
- 5. Vandreture
Queenstown er omgivet af vild natur spækket med gode vandreruter. Så hvis du ikke er til de hæsblæsende oplevelser, kan en vandretur i området være et fantastisk alternativ. På alle sider af byen er der muligheder for vandreture, med udsigt til store oplevelser i Southern Alps’ skønne natur. Tag på en afslappende vandretur langs Lake Wakatipu, eller kast dig ud i en heldags-vandretur op ad bjerget Ben Lemond bag Queenstown, som er en af de mere krævende vandreture i området. Fra Ben Lemond har du fabelagtig udsigt over søen, Queenstowns bagland og det bjergrige landskab.
- 6. River rafting
Heli-rafting, whitewater-rafting eller familie-rafting. Der findes noget for alle temperamenter, niveauer og aldersgrupper i Queenstown, så du er sikret en god oplevelse. Udforsk områdets floder, nyd naturen og få et adrenalinsus udover det sædvanlige, når gummibåden suser gennem de brusende vandmasser, mens du padler så godt du har lært.
Fakta om Queenstown
- Areal: 25,55 km2
- Befolkning: 15.800
- Sprog: Engelsk
- Valuta: Newzealandsk dollar
- Flyvetid fra Danmark: ca. 28 timer