^
  • Vandring i skyerne i Tongariro

Vandring i skyerne i Tongariro

Forstenede lavaformationer, turkise småsøer, vulkankratere i rødt og sort, svimlende udsigter og svovldamp, som siver ud af bjergene. Tongariro Alpine Crossing er New Zealands mest populære endags-vandretur. 

Regnen pisker ned og begrænser sigtbarheden til nogle meter, da jeg i skumringen ankommer til det imponerende hotel, The Grand Chateau. Det er den mest regnfulde sensommer i mands minde i New Zealand, og denne aften er ingen undtagelse.

Jeg er kommet til Tongariro National Park midt på Nordøen for at vandre Tongariro Alpine Crossing, som længe har været populær blandt vandrere, men den har nærmest fået kultstatus efter al opmærksomheden, som Ringenes Herre-filmene har givet nationalparken. Nu er jeg blevet nysgerrig og vil vide, hvad det er, som gør netop denne vandrerute så attraktiv.

Se MyPlanets dagstur 'Vandretur ad Tongariro Crossing, vores vandreferie i New Zealand eller MyPlanets øvrige rejseforslag til New Zealand her.

Vejret bedres
Skuffelsen er dog stor, da jeg ved indtjekningen bliver informeret om, at regnvejret forhindrer vandring næste dag. Mit program tillader mig ikke at blive en ekstra dag, så det er bare at acceptere, at jeg ikke får min nysgerrighed stillet. Da jeg vågner tidligt næste morgen, beslutter jeg mig dog for at tjekke vejret. Jeg trækker de tunge fløjlsgardiner fra og ser, at regnen er hørt op, og at de lavtliggende skyer farer over himlen. En hurtig samtale og jeg erfarer, at vandringen formentlig vil kunne gennemføres, og at jeg bør indfinde mig på parkeringspladsen neden for hotellet om en halv time. Tiden er knap, og jeg farer i tøjet, tager noget frugt med og fylder to vandflasker. Morgenmad er der ikke tid til.

Ingen vej tilbage
Vi er omkring tyve nysgerrige i bussen, som skrumler op mod vulkanerne og vandringens udgangspunkt. Vel fremme studerer buschaufføren de skydækkede bjergmassiver grundigt, inden han vender sig mod os og alvorligt meddeler, at der hersker hårde forhold oppe på stien, med stærk sydvestlig vind, tætte skyer og regn.- Jeg vil absolut ikke anbefale at gå turen i dag, siger han. Vi bliver alle sammen siddende, rokker lidt på os og venter på, at nogen skal sige noget. Efter lang tavshed spørger jeg, om det er farligt. - Med den dårlige sigtbarhed og den stærke vind, som råder deroppe i dag, er der farlige steder, fordi det skråner stejlt ned lige ved siden af stien, lyder svaret.

Der er fortsat stille i bussen. Vi begynder at kigge lidt usikkert på hinanden. Til sidst er der et par, som rejser sig. Som på kommando følger mange af os efter. Ude i den kolde morgenluft rykker vinden straks i én. I en klynge sætter vi igang ad stien, som går svagt op over en åben slette med brunt græs og lave buske. Jeg vender mig om og ser, at bussen kører væk med de passagerer, som valgte at følge chaufførens råd. Nuvel, nu er der ingen vej tilbage. Jeg snører hætten ordentligt og traver beslutsomt videre i modvinden. Efterhånden som vi hver især finder vores egen takt, spredes vi på stien.

Mægtigt landskab
Efter en times tid fortryder jeg næsten. Mine hænder er stive, og benene føles som bly. Jeg er ved slutningen af vandringens første rigtigt stejle parti, og der bliver kortere og kortere mellem hvilepauserne. Blot 20-30 meter over mit hoved hænger en tung sky, som afgiver små, kolde regndråber. Mine stivfrosne fingre griber fat om de store lavaformationer, som ligger på og langs stien, mens jeg klatrer videre op.

Pludselig indser jeg, at jeg i min iver helt har glemt at spise. Ikke så mærkeligt, at jeg ikke rigtig orker mere. Jeg sætter mig på en stor lavablok og kigger mig omkring, mens jeg spiser. Udsigten over det mægtige landskab er betagende. Skyen over mig begrænser sig til bjerget, og længere borte skinner solen på det steppelignende landskab, som får smukke brune og grønne nuancer. Vulkanernes sorte sider er næsten spøgelsesagtige. Langt under mig blinker en lille bæk, og nogle vandrere ses som små prikker.

Tongariro National Park skyldes en vis maorihøvding, som indså, at områdets unikke natur burde beskyttes. Han overgav derfor jorden til New Zealands befolkning i 1887, og området blev nationalpark. Tongariro Nationalpark omfatter næsten 80.000 hektar og domineres af tre vulkaner: Tongariro, Ngauruhoe og Ruapehu.

Ugæstfri natur
Styrket af det lille måltid fortsætter jeg turen op. Snart når jeg over toppen og kommer ud på et fladt, måneagtigt område. Skyerne omslutter mig, og jeg befinder mig på the South Crater, en sadel mellem Mt Tongariro og Mt Ngauruhoe. Alt er øde, og jorden breder sig ud sort, gold og ugæstfri, til den forsvinder i tågen. Jeg skimter en pæl, som markerer stien, og vandrer videre, taknemmelig over at gå i plant terræn. Pludselig hører jeg stemmer, og ud af tågen træder to skikkelser. Det viser sig at være to hollandske vandrere, som holder pause. Vi veksler nogle ord, inden jeg går videre for atter at blive omsluttet af den hvide tåge og stilheden.

Man kan gøre en afstikker til toppen af Mt Ngauruhoe, men det er mindst tre ekstra timers stejl vandring, og med dagens vejrforhold er der næppe nogen, der vælger at tage den omvej. Bjerget blev kendt som Dommedagsbjerget i Ringenes Herre-filmene, og jeg er skuffet over, at jeg ikke kan se den kegleformede vulkan. Efter en stund er jeg fremme ved næste stejle etape. Her møder jeg flere andre. Nogle står og puster, mens andre passerer i forbavsende hurtigt tempo og forsvinder ind i tågen. Indædt kæmper jeg mig videre, skridt for skridt, op mod Red Crater. 

Verdens ende
Senere befinder jeg mig på en bjergkam af sort lavagrus og lavasten med stejle sider. Rundt om mig er der helt tyst og øde, bare sort lava og hvid tåge. Det føles, som om jeg befinder mig ved verdens ende, men jeg er ved Tongariro Alpine Crossings højeste punkt, ca. 1.000 meter højere oppe i forhold til hvor jeg startede nogle timer tidligere. Vinden rykker i mig, og min anorak er våd af den vedvarende støvregn. Jeg fortsætter mod, hvad jeg på forhånd havde regnet med skulle være vandringens højdepunkt: Emerald Lakes. En stykke nede dukker de pludselig op, men istedet for den intense turkise farve kendt fra postkort ser jeg to blege turkise pletter, som gradvis anes, men som jeg først ser klart, da jeg er lige over dem. Jeg søger læ foran nogle store stenkolosser og benytter lejligheden til at tømme vandrestøvlerne for lavagrus og spise lidt mere. 

Verden åbner sig
Det føles skønt at vide, at de sejeste stræk nu ligger bag mig, og jeg koncentrerer mig i stedet om at nyde det specielle landskab. Vegetationen er sparsom, men små hvide blomster trodser forholdene og gror mellem stenblokkene. Her og der hvæser svovldamp op af jorden. Pludselig skinner solen gennem skyerne, og foran mig åbner verden sig atter. Udsigten er fantastisk. Lake Rotoairas blå vand lyser nedenfor, og længere borte skimtes Lake Taupo. Stien begynder at gå nedad i zigzag gennem højt tuegræs, der bølger i vinden. Ved Ketetahi Hut træffer jeg nogle af mine fæller fra bussen, og vi snakker om dagens oplevelser.

Efter hvilepausen fortsætter vi færden nedad. Af og til går stien så dybt, at kun vores hoveder stikker op over jordskorpen. Efterhånden bliver vegetationen højere, og efter et stykke tid kommer vi ned i tæt skov. Kontrasten til den vindomsuste, karrige natur nogle timer tidligere er total inde under de frodige træer, hvor solen stråler gennem løvet. En flod fyldt til bristepunktet flyder langs stien, og af og til krydser vi den via små træbroer.

Magisk sted
Nogle kilometer inde i skoven når vi pludselig frem til en lysning, og der holder bussen og venter. 17 km har jeg vandret, opad og nedad og gennem stærkt varieret landskab. Det har været en storslået oplevelse, men jeg er nu glad for, at jeg ikke behøver at gå hele vejen tilbage. Jeg siger farvel til Tongariro Alpine Crossing, og mine trætte ben nyder, at jeg synker ned i bussædet. Vi venter på de andre vandrere, og på aftalt tid ruller vi tilbage mod The Grand Chateau. Solen er nu trængt frem under de fleste skyer, og jeg kigger andagtsfuldt op mod vulkanerne gennem busruderne, glad for at jeg fik chancen for at opleve dette magiske sted på nært hold.

Bemærk
Important information from the Department of Conservation 

The Tongariro Alpine Crossing continues to be one of the most popular and spectacular destinations for holidaymakers to New Zealand. The Department of Conservation has recently undertaken a review of operators in the Tongariro National Park, and as a result there are currently no guided walking options available on the Tongariro Alpine Crossing.

Independent walkers with a good level of fitness and preparedness can still do the Tongariro Alpine Crossing. We strongly encourage you to emphasise the following safety tips to any clients that are planning to walk the Tongariro Alpine Crossing:

  • The weather in this area is very changeable. It can be sunny at first and an hour later be cold and stormy. Take adequate clothing and gear for all weathers even if you don't think you need it. 
  • Visitors often get into difficulty because they over-estimate their ability, take unnecessary risks or aren't prepared for the conditions. Make sure you have enough food, water and equipment to keep safe. Note that there is no food or drink available on the track. 
  • Preferably do your activity with other people and always tell someone where you are going and how long you intend to be away. Notify them if your plans change.