^
  • Værd at se i New Zealand

Værd at se i New Zealand

På vores vej gennem New Zealand i autocamper blev mange ruter tilrettelagt efter ting, vi gerne ville se eller områder, vi kunne tænke os at lære nærmere at kende. Denne specielle søndag befandt vi os i den sydøstlige del af landet i det område, der hedder Catlins Forest Park, og vi var på vej mod byen Invercargill.

Det var vores plan, at vi først skulle på en lille vandretur til vandfaldet Purakaunui Falls, og derefter ville vi køre til et sted, der ifølge kortet skulle være en "Fossilised Forest" (forstenet skov). Hvordan mon sådan en så ud? Var det måske krogede gamle fabeltræer, der på forunderlig vis var blevet forvandlet til sten for mange, mange år siden? Det måtte vi bare se!

Se MyPlanets rejseforslag til New Zealand.

Nysgerrigheden vækkes
Efter at have set vandfaldet, som faktisk var ganske smukt, kørte vi ca. 20 minutter senere gennem den lille by Papatowai. Netop som vi var på vej ud af byen, fik jeg et glimt af en gammel grøn bus på højre side. Bussen holdt midt i en særdeles frodig bevoksning, og ved vejen stod der en mandsstor dukke med et skilt løftet op i strakte arme, hvorpå stod "Curios". Jeg fortsatte ca. 100 meter, og så var der et eller andet, der fik mig til at køre ind til siden. Jeg foretog en kvik U-vending og kørte tilbage med den tanke, at jeg måtte tage et billede.

Det var ganske rigtigt en mærkelig bus. Vognen var en model, der mest af alt lignede noget fra en Morten Korch-film, sådan en med Dirch Passer som folkekær og syngende chauffør. Den var imidlertid blevet ændret en del. Over forreste del af bussen var bygget "en kasse" i træ, som forhøjede køretøjet godt en halv meter. Ved bagenden var den også udvidet opad, lidt højere end foran. Mellem de to udvidelser var der et gelænder, som antydede, at der var en tagterrasse deroppe. Af den meget frodige bevoksning rundt om bussen fremgik det, at den vist ikke havde været ude at køre for nylig. Da vi havde parkeret vores autocamper, så vi, at bussen var et galleri. - Galleri? Det kan da ikke være ret stort - det må vi se, tænkte jeg.

Et levende galleri
Omgivelserne var spækket med skøre og sjove ting, bl.a. en postkasse formet som en ca. en meter stor hval ("whale-mail" stod der); vandmøller lavet af muslingeskaller; små vindmøller; solceller til strømproduktion samt noget, der lignede en dørklokke og et skilt med ordene "There are many temptations in life and this is one of them" (Der er mange fristelser i livet, og dette er en af dem).

Jeg tøvede et øjeblik, men det gjaldt ikke familiens yngste medlem, der fra begyndelsen havde været mere end skeptisk over at skulle på galleribesøg. Han trykkede straks, og i samme nu blev drengens mor ramt af en kraftig vandstråle. Vandet, som var blevet aktiveret af ringeklokken, kom ud af munden på en ansigtsmaske af keramik, der hang på bagsiden af bussen. Masken delte i øvrigt ansigtstræk med Margaret Thatcher. Og så var stilen ellers lagt.

Bussen var fyldt til bristepunktet med sjove, skøre og geniale ... øh ... kunstværker, installationer eller opfindelser. Det meste var lavet af genbrugsmaterialer, drivtømmer, konservesdåser, muslingeskaller, indmad fra gamle fjernsyn og radioer o.s.v. Og det var muligt at prøve det hele. Der var lamper, der lyste og blinkede; sjove lyde; mekaniske figurer, der bevægede sig, når vi drejede på håndtag; der var musik, mobiler, billeder, tegninger og meget meget mere. Mange af de udstillede genstande bar tydeligt præg af en veludviklet sans for humor... Pludselig, mens vi gik og var optaget af de mange spændende ting, kom et lille modeltog kørende rundt oppe under taget. Dette galleri var simpelthen helt specielt!

Om jeg så skrev i timevis, ville jeg ikke kunne beskrive dette eventyrlige sted bare nogenlunde retfærdigt. I en lille tilbygning til bussen (nærmest som en lille udestue) var der indrettet et værksted, og der sad Blair Somerville og arbejdede. En lidt genert, meget sympatisk fyr. Blair var uddannet ingeniør, men var flyttet fra millionbyen Auckland til denne lille landsby for at fremstille sine forunderlige kunstværker. Bussen var hans egen, og det havde taget ham fire år at opbygge det ca. 10 m2 store galleri.

Jeg købte en lille mekanisk figur eller skulptur af en kiwifugl lavet af drivtømmer og ståltråd. Den kan lave små flyveøvelser, når man drejer på et håndtag. "Learning to fly" står der på den. Kiwifugle, som i virkeligheden er på størrelse med en høne og tilhører strudsefamilien, kan normalt slet ikke flyve. På den anden side plejer ingeniører da heller ikke at indrette eventyrlige gallerier i gamle busser.

En eftertanke
Langt efter tidsplanen nåede vi frem til den forstenede skov, der viste sig at være nogle aftegninger af nogle mange tusinde (eller var det millioner) år gamle træer på nogle klipper ude i strandkanten. Senere på dagen kørte vi ind i en kombination af voldsom regn, stærk blæst og et mærkbar temperaturfald. Mens jeg med et fast tag om rattet og et stift blik på vejen kørte camperen mod Invercargill, tænkte jeg på, at det muligvis er således, at rejser hyppigt planlægges med tanke på seværdigheder, men at de store oplevelser ofte befinder sig mellem seværdighederne.