^
  • På kanten af en ulmende vulkan i New Zealand

På kanten af en ulmende vulkan i New Zealand

Tidligere MyPlanet-medarbejder og forfatter til bogen En New Zealandsk Mosaik, Helle Rettig, kommer her med sit bud på en hel unik og anderledes oplevelse i New Zealand.

Når man som jeg har rejst, boet og studeret i New Zealand i flere år, har man efterhånden set og genset de fleste kroge af landet. Det var derfor med stor spænding, at jeg udvidede mit besøgsfelt til også at inkludere en aktiv vulkanø. En ø, jeg gennem flere år havde set ude i horisonten – eller rettere, havde set en næsten konstant damp- og røgsky fra.



White Island er New Zealands mest aktive vulkan, beliggende 50 km fra kysten i Bay of Plenty på Nordøen. Jeg havde booket mig ind på en dagstur til øen, og måtte ved indtjekning skrive under på, at det var på eget ansvar, jeg begav mig af sted, og at jeg afskrev mig retten til en hel masse. Det virkede lidt vildt, og jeg havde da også lige et øjebliks betænkningstid, men jeg stolede nok på firmaet bag turen til at tage af sted.

Se vores udlugt til White Island - her er du sikret en oplevelse for livet.

Ubarmhjertige omgivelser

Vi var omkring 45 mennesker ombord på båden Pee Jay, og alle havde fået besked på at tage kraftige, lukkede sko på. Besætningen, bestående af fem guider og kaptajnen, startede derefter dagen med at dele sikkerhedshjelme og gasmasker ud. Vi måtte selv bestemme, om vi ønskede at benytte gasmaskerne, men sikkerhedshjelmene var et krav under hele opholdet på øen. Det var naturligvis bare en sikkerhedsforanstaltning i tilfælde af flyvende sten eller andet nedfald, for skulle der komme et udbrud, var sikkerhedshjelmene nok ikke meget værd. Vi blev i øvrigt rådet til at vaske vores fodtøj efter turen, ellers ville svovlen ætse sålerne. Guiderne viste os, hvordan de selv gik i sko White Island uden metalnitter, der bare ville ruste, det samme med deres solbriller, der var i plast De kunne i øvrigt godt regne med at skifte deres rygsække ud hver måned, lynlåsene kunne ikke klare mere, og deres T-shirts med firmalogoet blev også skiftet ud regelmæssigt, fordi 2-3 timer hver dag i den vulkanske luft tærede på tøjfibrene. Det var stærke sager, vi havde med at gøre.

Der var ikke nogen anløbsbro på White Island, så båden ankrede op godt 100 meter fra land. I gummibåd blev vi sejlet ind til en betonklods, hvorfra vi måtte op ad en stige og over store kampesten for at komme over på stranden. Fik jeg sagt at turen ikke er egnet for mindre børn og gangbesværede?



Udforskning af en aktiv vulkan

White Island er 324 hektarer, hvilket ikke siger så meget, men fra landgangen var der cirka en halv times gang op til hovedkrateret. Øen var beboet i en periode fra 1885 til 1930, idet man med svigtende held forsøgte at udvinde svovlkis. Al mad og drikke, inklusiv drikkevand, skulle fragtes til øen med båd, og hård sø gjorde ofte øen utilgængelig i ugevis. Et vulkanudbrud i 1914 kostede 11 mennesker livet, og der er ingen tvivl om, at det har krævet mod at arbejde et så øde sted. Nu til dags er der ingen, der bor på øen, og det er kun turister med guide og videnskabsmænd, der færdes der. Der findes stort set ingen levende organismer, udover et par lav- og algearter og en stor koloni suler, der finder deres føde på havet. Da vi først havde fået hjelmene på, fundet sammen med vores guider, og solen i øvrigt var brudt frem, begav vi os rundt på øen. Og hvilken ø! Det var en hel utrolig fornemmelse at vide, at jeg stod på en aktiv vulkan, der i princippet kunne begynde at rumle og puste og bryde ud, hvornår det skulle være. Fornuften sagde, at det havde geologerne på land naturligvis 100% overblik over, men alligevel var der lidt spænding over det.

Vi vandrede gennem et eroderet landskab, der mest af alt mindede om det man ser på billeder af månen. Her var alle nuancer af brunt og gråt, med enkelte gule svovlklatter hist og her. Luften var fuld af svovl, selvom vi var heldige med, at vinden blæste røgen væk fra os, og guiderne uddelte bolcher, som fik os til at trække vejret gennem næ- sen, og dermed slap for, at svovlen irriterede ganen og svælget. Dem, der følte sig generede af røgen, kunne blot benytte deres gasmaske.



White Island består af flere kratere, men det første vi kom til, Donald Duck, var ikke længere aktivt. Vi bevægede os højere op, så vi havde udsigt over hele øen, og stod pludselig på kanten af hovedkrateret – WAU! Jeg skal indrømme, at det kildrede lidt i maven, og guidens advarsel om ikke at komme for tæt på den skrøbelige kant, blev fulgt meget nøje af alle. Lyden var ekstrem, som et kæmpe monster, der lå begravet under overfladen, og dertil kom de store ’blop’, som den kogende mudder frembragte. Selve krateret, der var i svovlgule nuancer, var enormt, og store dele var dækket af damp og røg, som væltede ud i det fjerneste hjørne. Sjældent har jeg været så totalt imponeret og målløs over naturens kræfter, og jeg var dybt taknemmelig for, at jeg havde mulighed for at opleve det.



Vi havde rig lejlighed til at forevige dette utrolige landskab, inden vi langsomt bevæ- gede os ned mod båden igen. Undervejs så vi også smukke svovlaflejringer og fik besked på at smage på vandet i en lille å, vi krydsede. Det smagte metallisk og var et eksempel på, at selv grundvandet ikke var fri for vulkanske stoffer.

En uforglemmelig oplevelse

Tilbage på stranden var jeg vist ikke den eneste, der var glad for at se, at vores båd stadig lå for anker. Det var en utrolig oplevelse at besøge øen, men tanken om at være tvunget til at overnatte der, var vanvittigt skræmmende.

Hver gang jeg efterfølgende har siddet med morgenkaffen på terrassen og kigget ud over Bay of Plenty, har jeg tænkt på mit besøg på øen. Specielt de dage, hvor den lokale radioavis har orienteret mig om, at fareniveauet derude er steget til alert level 2 eller endda alert level 3. Så er der gang i vulkanen og det gælder om at holde sig væk og blot observere fra land. Fantastisk at bo et sted, hvor kræfterne fra jordens indre er synlige i horisonten.