^
  • New Zealand - det bedste rejseland

New Zealand - det bedste rejseland

Oplev New Zealand med rejsekonsulent Lasse Klejnstrup, der gennem årene har sammensat utallige rejser til New Zealand, som af Lonely Planets læsere er kåret til verdens bedste rejseland. Her er nogle af Lasses råd, når rejsen til New Zealand skal planlægges.

Lasses top 5, når rejsen går til New Zealand

?Hvad bør en rejse til New Zealand indeholde?
Tid til både Nord- og Sydøen. Cirka 1/3 tid på Nordøen og 2/3 på Sydøen. Den mere dramatiske natur, de lidt større afstande og de mere snørklede veje gør, at du skal bruge lidt mere tid på Sydøen. Jeg synes som minimum, at en rejse til New Zealand skal være på 3 uger. Ellers er der ikke tid nok til at se begge øer ordentligt. Og for hver dag ekstra får du mere af New Zealand ind under huden. 

Hvad er din bedste oplevelse?
Vandreture ud i den enestående grønne natur. Jeger specielt glad for naturen i Wanaka og Queenstown området på Sydøen og Bay of Island på Nordøen, der har New Zealands bedste strande.

Hvor finder du hyggelige "small town" stemning?
Wanaka. Byen er overskuelig og ligger flot ned til Lake Wanaka. Den minder om en mindre og mere stille udgave af "vilde" Queenstown. Fra Wanaka er der mange gode vandreture og sejlture. Du kan komme på flyveture og fisketur. Det hele med bjergudsigt.

Hvornår er det bedst at tage af sted?
Slutningen af oktober til begyndelsen af april. Højsæson er december og januar. Jeg foretrækker selv at rejse i november eller fra slutningen af februar.

Hvad er vigtigt, når man planlægger rejsen?
Tid og stop over. Sørg for, at der er god tid. New Zealand er på størrelse med Storbritannien, men stadigvæk overkommelig i bil eller autocamper. Camperen giver frihed. Der skal ikke planlægges og bestilles hoteller i forvejen, mens bilturen kræver planlægning for at være sikker på at få de rigtige overnatningssteder. 

Overvej at gøre et stop på ud- og/eller hjemrejsen
Rejser du til New Zealand, kan du ikke komme længere væk fra Danmark. Du kan gøre stop nogle dage i Sydney i Australien, Singapore eller på en Stillehavsø; eksempelvis Hawaii eller Fiji.

Bonusinformation til New Zealand rejsen

  • At smage New Zealands gode vine. Specielt hvidvine som Oyster Bay i Marlborough på Sydøen eller vine fra Sileni Estate i Hawkes Bay-området på Nordøen.
  • At det er gratis at besøge nationalparkerne i New Zealand.
  • At der i New Zealand er rigtig mange naturcampingpladser, hvor du kan overnatte.
  • At der er 10 gange flere får i New Zealand end kiwier (new zealændere).
  • At nationalmuseet Te Papa i Wellington er et museum ud over det sædvanlige - og så er det oven i købet gratis at besøge.

5 enestående naturoplevelser

BAY OF ISLAND
Grønt og altid med et mildt og venligt klima. Et lille new zealandsk paradis. Du kan svømme med delfiner eller tage på dybhavsfiskeri efter merlin. I Bay of Island er du hele tiden tæt ved havet. Besøg også Hole in the Rock, hvor havets mægtige kraftige har ædt sig gennem klipperne og skabt et Henry Moore kunstværk.

COROMANDEL-HALVØEN
Coramandel-halvøen virker isoleret og som en anden verden med meget uberørt natur, og det selvom der kun er små 3 timers kørsel fra Auckland. Her er uspoleret natur og rigtig gode badestrande.

ABEL TASMAN NATIONAL PARK
En lille park med store naturoplevelser, når du går ad den 50 km lange tur langs kysten. Det brusende hav, de gyldne strande og den tætte skov, kun afbrudt af hyggelige vandløb.

MOUNT COOK NATIONAL PARK
Nationalparken med New Zealands højeste bjerg af samme navn. Toppen af Cook er 3.754 meter over havet. Mount Cook er den ene af 18 bjergtinder i The Southern Alps. Mount Cook National Park hænger sammen med Westland National Park, der huser både Fox og Franz Josef-gletsjerne.

FIORDLAND NATIONAL PARK
Hvis naturen har en lyd, så er det i Fiordland en brusen af vand. Fiordland er New Zealands største nationalpark og på størrelse med Jylland. Stedet har været uberørt siden tidernes morgen og byder på dybe fjorde, lodrette klippe, himmelstræbende bjerge og nogle vilde vandfald. 500 km vandrestier bryder den næsten ufremkommelige natur.

Se MyPlanets rejseforslag til New Zealand.