^
  • New Zealand er perfekt til aktive oplevelser

New Zealand er perfekt til aktive oplevelser

Med sine sneklædte bjerge, dybe fjorde, frodige regnskove og dramatiske kyster er New Zealand som skabt til aktive oplevelser. Her er noget for enhver smag og aktivitetsniveau. Fra korte cykelture gennem de smukke landskaber til krævende vandreture over aktive vulkaner. MyPlanets rejsekonsulent Lasse Klejnstrup har rejst New Zealand tynd på kryds og tværs, og han har oplevet landet på et væld af forskellige måder. Så det var ikke nogen let opgave for ham, at komme frem til denne liste over New Zealands bedste aktive oplevelser.
Se MyPlanets oplevelser i New Zealand.

 

Fantastiske vandreture

New Zealand bugner af fantastiske vandreture. Ofte kan du bare holde ind ved siden af vejen og tage den første og bedste sti. Eller forhør dig hos de lokale turistbureauer om gode ture i nærområdet. Andre ture kræver lidt mere planlægning. Tilladelse til at vandre ad den populære Milford Track skal bestilles mange måneder i forvejen, mens den 60 km lange Kepler Track tager omkring 4 dage at tilbagelægge med overnatninger undervejs. Routeburn Track i Mount Aspiring National Park er også fantastisk. Men New Zealands mest berømte endagsvandretur er uden tvivl Tongariro Crossing, der fører over rå lavamarker og forbi multifarvede søer i Nordøens vulkanske højland.

Abel Tasman Nationalparken i kajak

Abel Tasmans vilde kyster, øde strande og klare vand indbyder til udforskning i kajak. Vandet er roligt, så alle kan være med. Også folk uden kajak-erfaring. Især hvis du holder dig tæt på kysterne, der prydes af frodig vegetation og forunderlige klippeformationer. Dyrelivet er ligeledes rigt. Fugle af forskellig art ses med jævne mellemrum, og ved Tonga Island holder en sælkoloni til. Det kan anbefales at gå i land på en af de mange flotte strande, hvorfra stier fører dybere ind i parken.

Friheden på en cykel

Cyklen giver den ultimative frihed til at udforske naturen i dit eget tempo. Fra en cykelsaddel kan du mærke luften i ansigtet og dufte naturen omkring dig. Du kan stoppe, når du har lyst, og tage små sideveje, der ser spændende ud. Der er gode cykelruter overalt i New Zealand. Eksempelvis på Coromandel-halvøen, hvor du kan cykle over frodige bakker med græssende får og smukke havudsigter. Eller fra Queenstown hvor en fin sti fører til den gamle guldgraverby Arrowtown. Nogle cykelture er lette dagsture ad gode veje, mens andre er krævende mountainbike-eventyr med adskillige overnatninger dybt inde i New Zealands vilde natur. Drømmer du om de længere og vildere cykelture, er det værd at tage en organiseret tur med guide.

Gletsjervandring ved Fox eller Franz Josef

Westland National Park er et fantastisk område, hvor brusende floder og mægtige gletsjere skærer sig vej fra bjergenes ismassiver helt ned til de tempererede regnskove. Det er muligt at vandre op til gletsjerne. Men endnu mere eventyrlig er en gåtur på selve gletsjeren. Dette kræver dog en mindre ekspedition. Først fører en helikopter dig op på selve isen, hvor isskoene spændendes på. Så er du klar til, sammen med guiden, at udforske de skjulte sprækker og huler i denne forunderlige verden af is. Efter et par timer på isen, går turen tilbage til byen med helikopter. 

Svøm med delfiner i Bay of Islands

Bay of Island ud for Nordøen er uden tvivl blandt New Zealands smukkeste naturområder. Her hæver 144 grønklædte øer sig op af havet, der er hjem for et væld af dyr. Deriblandt delfiner, som det er muligt at svømme med på en sejltur fra den lille by Paihia. Delfiner er nysgerrige og intelligente dyr, og det sker ofte, at de kommer helt tæt på for at se dig an. Også pingviner og forskellige havfugle holder til i bugten, der fra tid til anden også får besøg af hvaler. Andre gode steder at svømme med delfiner er Akaora og Kaikoura på Sydøen.

Rafting kan både være sort og hvid

New Zealands brusende floder byder på glimrende white water rafting. Især omkring Rotorua, der byder på nogle af New Zealands vildeste strømfald. En helt anden form for rafting er black water rafting i Waitomo Caves. Iklædt våddragt og siddende i en stor badering flyder du rundt i det store tunnelsystem, der gennemstrømmes af underjordiske floder. Nogle steder kan det være nødvendigt at træde op på land for at forcerer klippepartier, inden turen fortsætter ad floden gennem hulen. Med held ser du måske nogle af de selvlysende orme, hulen er så berømt for.