^
  • The Catlins på Sydøen

The Catlins på Sydøen

En artikel om Catlinsregionen anno 1985 indledes med: "Denne fredelige, skovklædte kyststrækning i det sydøstlige hjørne af Otago/Southland er den bedst bevarede hemmelighed, hvad naturskønhed angår på Sydøen". 20 år senere passer beskrivelsen stadig, med undtagelse af passagen om den bedst bevarede hemmelighed. I de senere år er det nemlig rygtedes, at denne lille naturperle har meget at byde på for naturelskere.

Bliv inspireret af artiklen og se MyPlanets rejseforslag til New Zealand.

I begyndelsen af i år blev de sidste 20 km af vejen gennem området endelig asfalteret, så man nu kan køre de godt 100 km på under to timer nonstop (det er ikke nogen motorvej!), men det gør man naturligvis ikke. Dertil er der alt for meget at se og opleve. Et godt sted at starte, hvis man nærmer sig nordfra, er Nugget Point - et landmærke på den sydligste østkyst. Fra fyrtårnet har man en storslået udsigt ned over klipperne, som er tilholdssted for pelssæler og søløver og et utal af havfugle, såsom skarver, suler, guløjede pingviner, måger og terner.

Et endnu bedre søløvested er den nærliggende strand ved Cannibal Bay, hvor man kan komme helt tæt på dem, men man skal ikke placere sig mellem dem og vandet, hvor de vil søge til, hvis man kommer for tæt på. Bugten fik sit makabre navn af de første europæiske indvandrere omkring 1840, da de fandt menneskeknogler på stranden. De skulle efter sigende være et levn fra et slag mellem to maoristammer i 1830'erne. Der har ikke altid været fredeligt i Catlins!

Spor efter moafuglen
Maorierne bosatte sig i Catlinsområdet omkring år 1000. Der var nem adgang fra havet, hvorfra de også fik hovedparten af deres føde. Der var klippehuler at søge ly i, og skoven var fuld af fugle, deriblandt den gigantiske, vingeløse moafugl, der er i familie med kiwifuglen. Man brændte skoven af, hvorefter det var en smal sag at dræbe moaerne med spyd, og så var der mad til stammen i lang tid. Desværre var moaen udryddet allerede i slutningen af 1700-tallet, inden den europæiske indvandring begyndte. 

Arkæologiske fund i området viser, at de sidste moaer blev jaget her. Tænk hvis man stadig kunne se dem i levende live i deres naturlige omgivelser!

Lektion i maori
Der er mange stednavne, der bærer vidnesbyrd om maoribosættelser. Owaka, som er hovedbyen med ca. 400 indbyggere og flere overnatningsmuligheder, betyder "kanostedet", hvilket antyder, at det var her, man udhulede træstammer til kanoer. I nærheden ligger Purakaunui Falls, det største og mest imponerende vandfald i området, let tilgængeligt via en sti gennem regnskoven. Purakaunui betyder "store stabler af træstammer". Måske var det her, man fik materialet til kanoerne? 

Papatowai, en lille by syd for Owaka, betyder "et fladt sted med træer". Maori stednavne er tit relateret til naturforhold det pågældende sted. Det er for øvrigt klogt at gøre holdt i Papatowai, for den lille købmandsbutik er sidste indkøbsmulighed inden Invercargill. I tilknytning til butikken er der et lille motel, hvor man kan overnatte for under $100 for to, hvis man har lyst til at udforske egnen yderligere. I hvert fald skal man give sig tid til at gå over på den anden side af vejen og besøge "Den sidste sigøjner", som har til huse i en meget særpræget beboelsesvogn. Den er fyldt med finurlige ting og sager af mere eller mindre kunstnerisk tilsnit, så der er mulighed for at erhverve en utraditionel souvenir eller to.

Fredet regnskov
I umiddelbar nærhed ligger Tautuku-bugten, en dejlig, gylden sandstrand med baggrund af den mørkegrønne regnskov, der vokser helt ned til stranden. Tautuku betyder "at krumme sig" og hentyder til bugtens halvmåneform. Fra Florence Hill, en vigeplads ved hovedvejen, har man udsigt over hele bugten, der mod syd afgrænses af Tautuku-halvøen. Videre sydpå kører man igennem Tautuku skovreservatet, 550 ha tæt regnskov, der er fuldstændig uberørt og fredet i klasse A. Tætheden er så massiv, at det føles som at køre mellem to høje, grønne mure. En lille sidevej fører ned til Cathedral Caves (domkirkehulerne), som er 30 m høje med et loft, der minder om hvælvinger i en domkirke, og som strækker sig 100 m ind i klippen. Der har været plads til en hel maoristamme derinde. Der er en meget fin akustik, så man fristes til at bryde ud i sang! Der er kun adgang ved lavvande, og vandreturen på 20 min. derned er bestemt anstregelserne værd.

Vel ude af skoven når man frem til regionens sydligste "større" seværdighed: Curio Bay, hvor delfiner ynder at holde til, og hvor en forstenet skov kan ses ved lavvande. For ca. 180 millioner år siden (i dinosaurtiden) var den en levende, subtropisk skov. Da træerne væltede, blev de med tiden dækket af sand og senere havvand, hvorefter de i de følgende millioner af år blev omdannet til kisel, der tydeligt viser barkoverfladen og årerne i træet. Både stammer og træstubbe er synlige. Det er en barsk kyst, der viser sig fra sin mest overvældende side i stormvejr, og det var netop sådan, vi fik den at se, da vi var der på familieturen i påsken.

Regn og rusk
Vi havde booket os ind på Curio Bay Backpackers, et lille, hyggeligt sted med to dobbeltværelser og et køjerum, beliggende lige ned til stranden med den skønneste udsigt over bugten. Vi nøjedes med at nyde den inde fra dagligstuen den første dag, for det stormede, og regnen piskede på ruderne. Men der var hyggeligt indendøre med ild i brændeovnen. En bacpacker fortalte, at hun havde været ude at bade dagen i forvejen - brrrr... Lige da hun hoppede i, troede hun, at hun ville få et hjerteslag, men pludselig blev hun omringet af en flok legesyge delfiner, hvorefter hun glemte alt om det kolde vand. Om aftenen stormede det så voldsomt, at strømmen forsvandt, så stearinlysene måtte frem, hvilket dog blot forhøjede den hyggelige atmosfære. Det var dejligt at ligge i en god, varm seng og lytte til elementernes rasen med barnebarnet i "smørhullet". Ren råhygge!

Næste dag var blæsten løjet af, og regnen var ophørt, så vi klædte os på, som skulle vi til Sydpolen, som jo er nærmeste nabo i sydlig retning, og begav os ned til kysten ved The Petrified Forest. Nok havde blæsten lagt sig noget, men det havde havet ikke, så vi blev vidner til et storslået skuespil. Bølgerne slog med voldsom kraft ind mod klipperne, vandet stod i kaskader højt op i luften, og de hule drøn gjorde det til en totaloplevelse af naturkræfter, når de bliver sluppet løs. Resten af dagen tilbragte vi i lidt roligere omgivelser med at gå ture på den brede sandstrand ved bugten. Barnebarnet strålede som en sol over at få lov til at pjaske i strandkanten i sine nye gummistøvler, og vi voksne havde også en dejlig oplevelse.

Efter dagens anstrengelser meldte sulten sig. Der er ingen muligheder for at gå ud at spise i Curio Bay, men 6 km derfra, i Waikawa, er der et lille sted med det pompøse navn "Niagara Falls Cafe", hvor de bl.a. serverer en lækker pasta med svampesovs. Der er et vandfald i nærheden, men det er ikke helt så stort som det rigtige.

Solskin og søløver
På tredje- og sidstedagen vågnede vi op til den smukkeste morgen, slog gardinerne til side og fik den opgående sol lige ind i værelset. En perfekt start på en perfekt dag. Godt nok er kysten storslået i storm, men den er nu heller ikke så ringe i sol - og stille vejr! Det tog os det meste af dagen at nå hjem til Dunedin, for det flotte vejr indbød til adskillige svinkeærinder undervejs, f.eks. til Matai Falls, ikke så stort som Purakaunui, men idyllisk beliggende for enden af en kilometerlang skovvej. Ved Surat Bay (drej fra i Owaka) havde vi hørt, at der også skulle være søløver. Og rygtet talte sandt: efter en kort spadseretur på stranden, hvor der kun er adgang ved lavvande, fik vi øje på en flok på mindst 20. Fascinerende at iagttage så store dyr på nært hold i deres naturlige habitat. Catlins er et sted, vi vil vende tilbage til igen og igen. Mulighederne for naturoplevelser er uudtømmelige.

Artiklen, som jeg startede med at citere, slutter således: "Folk, som holder af freden og roen i Catlins, ønsker, at dette unikke område får lov til at forblive ukendt og uforstyrret." Dette ønske bliver vanskeligt at få opfyldt. Ukendt er Catlins ikke længere, endnu nogenlunde uforstyrret, men skynd jer! Turismen vil betyde et tiltrængt økonomisk opsving for regionen, men det skal opvejes mod hensynet til natur og miljø, som jo er det, turisterne kommer for.