^
  • ANZAC Day

ANZAC Day

Den 25. april er en af de vigtigste dage i den newzealandske kalender. Datoen, du er nødt til at kende, hvis du besøger New Zealand og specielt, hvis du er i New Zealand i april. På kalenderen står der ANZAC Day. En forkortelse for Australian and New Zealand Army Corps Day. Dagen, hvor landet højtideligholder mindet om alle de australske og newzealandske soldater, der er faldet i krig.

Den 25. april 1915 var dagen for en planlagt invasion af Gallipoli i Tyrkiet, hvor Australian New Zealand Army Corps forsøgte landgang ved et smalt farvand i Dardanellerne. Allerede inden de allierede nåede i land ved daggry, blev de angrebet fra de høje, omkringliggende klipper, og ANZAC led store tab.

Det endte i en katastrofe. Ved udgangen af 1915 blev de resterende tropper evakueret fra Gallipoli. De samlede tabstal for begge sider var langt over 120.000, hvoraf næsten 3.000 var newzealandske soldater. New Zealand var det land, blandt de allierede, der led de største tab i forhold til indbyggertal, idet 1. Verdenskrig resulterede i 17.000 dræbte ud af landets dengang 1 million indbyggere. Stort set hver familie i New Zealand blev berørt af krigen i Europa og Nordafrika.

I 1920’erne blev den 25. april udnævnt til helligdag, og den dag i dag samles folk stadig til en stille, højtidelig kransenedlæggelse ved det lokale krigsmonument for at mindes ofrene. Ikke kun dem fra Gallipoli og andre krigsmarker fra 1. Verdenskrig, men fra alle de krige, New Zealand har deltaget i. De sidste veteraner fra Gallipoli døde for år tilbage, men deres børn, børnebørn og oldebørn møder trofast op med medaljer placeret ved siden af en rød papirsvalmue på venstre bryst.



ANZAC Day er således stadig en dag, der forener New Zealand. Valmuen blev symbolet, der bæres til ære for de faldne soldater, efter et digt, som den canadiske soldat John Macrae (1872-1918) skrev i 1915 om fronten i Flandern: In Flanders fields the poppies blow Between the crosses, row on row That mark our place; and in the sky The larks, still bravely singing, fly Scarce heard amid the guns below

ANZAC biscuit

Der var langt til slagmarkerne i Europa, og mødre og kærester i New Zealand var bekymrede for, om mændene fik nok at spise. På grund af den lange transporttid med skib til Europa, og de svingende temperaturer undervejs, var det ikke så nemt at sende proviant, men kvinder er som bekendt opfindsomme, når det gælder deres kære, og de skabte en småkage, der kunne klare turen mod nord. Som beskøjter var de langtidsholdbare og var stadig en kærkommen gave, når de nåede frem. Først blev de kaldt soldater biscuits, men efter Gallipoli blev de omdøbt til ANZAC biscuits. Den dag i dag er der stadig tradition for at spise ANZAC biscuits til ANZAC Day, men nu også resten af året.



Opskrift på ANZAC biscuits

  • 2½ dl havregryn
  • 2½ dl mel
  • 2½ dl sukker
  • 2 dl kokosmel
  • 125 g smør
  • 2 spsk sirup
  • ½ tsk natron (bagepulver kan anvendes)
  • 1 spsk kogende vand
  • rosiner

Opløs natron i det kogende vand og tilsæt smeltet smør og sirup. Tilsæt derefter alle de tørre ingredienser og rosiner efter smag. Dejen formes til kugler, der sættes på en smurt bageplade og trykkes med en gaffel. De bages ved 150° C i ca. 16 minutter (afhængig af størrelsen).