^
  • 8 must do's i New Zealand

8 must do's i New Zealand

Når du nu er rejst den lange vej helt om på den anden side af jorden for at opleve New Zealand, er der nogle oplevelser, du bare ikke må gå glip af. Faktisk er der mange, men vi har valgt otte ud, som vil sikre dig minder for livet.

Find mere inspiration til din rejse i vores rejseforslag til New Zealand.

Sejltur på Milford Sound

Velkommen til en helt unik og fortryllende verden. Mos vælter frem på de stejle bjergsider, bregner skyder op af skovbunden, og vandfald sender kaskader af vand ud over bjergsiderne. Naturen i Fiordlandet opleves bedst på en sejltur på fjorden, og det er netop, hvad der venter ved Milford Sound. Du skal på en af de smukkeste sejlture i New Zealand, der ved Milford Sound viser sig fra sin vildeste og mest storslåede side. Læs mere om mulighederne i Fiordlandet.



Dagstur til Abel Tasman

Små bugter med øde strande omkranset af dybe skove og krystalklart vand. Lyder det tiltalende? Så er denne tur til Abel Tasman National Park helt sikkert noget for dig. Dagen starter med en tur i kajak, hvor du blandt andet oplever ”Split Apple Rock” - en unik klippeformation, der ligner et æble delt i to. Senere på dagen skal du på en sejltur, der tager dig til en stor sælkoloni ved Tonga Island samt stranden, Onetahuti, der er kendt for sit gyldne sand. Her kan du se vores udbud af udflugter i Abel Tasman.



Underjordiske oplevelser i Waitomo

Træd ind i en helt anden verden i Waitomo Caves. Grotterne har tiltrukket både lokale og gæster langvejs fra i snart hundrede år på grund af de tusindvis af glow worms, der lever her. Nede i grotterne lyser de små orme grotternes vægge op – en unik oplevelse, som du kun kan få i New Zealand. Tag med på en guidet tur til grottens største seværdigheder. Der venter blandt andet en helt speciel sejltur inde i den såkaldte Glowworm Grotto, hvor båden i stilhed glider gennem det mørke vand med millioner af lysende insekter over hovedet på dig. Bestil din underjordsike oplevelse i Waitomo hos os.



Sejltur ved Auckland

Auckland er kendt som The City of Sails, og bevæger du dig ned mod havnen, vil du snart forstå hvorfor. Her er flere sejlbåde end du kan tælle. Så er du til saltvand, skumsprøjt og sus i håret, bør du opleve New Zealands sejlerby nummer ét fra søsiden - præcis som de lokale ynder at gøre det. Når båden kommer ud af havnen, får du mulighed for at stå ved roret og styre under Auckland Harbour Bridge. Senere serveres der frokost om bord på skibet, mens skipper fortæller historier om byen, Americas Cup og de forskellige luksusyachts i havnen. Tag med på en uforglemmelig sejltur ved Auckland



Til fest hos maorierne

Der er garanti for en mindeværdig og lærerig aften, når maorierne inviterer til traditionel maori-fest. Festlighederne foregår i maori-landsbyen Tamaki, der ligger smukt omgivet af gamle tawa-træer. På vejen dertil fortæller guiden om maoriernes historie samt protokollen for besøg i maoriernes helligdomme. Vel fremme i landsbyen bliver du modtaget med en traditionel velkomstceremoni, hvorefter du får mulighed for at opleve livet i en typisk maori-landsby. Mørket falder på, og snart fylder melodiske sange luften og maorierne optræder med traditionelle danse. Aftenen slutter med en storslået hangi-middag, som er et traditionelt festmåltid tilberedt af den termiske varme i undergrunden. Arrangementet har naturligvis et kommercielt præg, men ikke desto mindre er det en lærerig og festlig oplevelse. Læs meget mere om New Zealands oprindelige befolkning til en fest hos maorierne.



Festmiddag i Hobbiton

Oplev Hobbiton på en helt unik måde - nemlig når mørket sænker sig over de små Hobbit-huller, der putter sig ind i de grønklædte bakker. Du føres gennem hobbit-samfundet, mens guiden fortæller spændende historier om tilblivelsen af filmene om The Hobbit og Ringenes Herre. Du når The Green Dragon Inn, hvor du kan nyde en drink, inden en overdådig festmiddag venter. Mens ilden knitrer i pejsen, kan du nyde et traditionelt hobbit-festmåltid i stearinlysenes skær, inden du bevæger du dig ud i mørket. De små stier i ”The Shire” er oplyste, månen lyser på himlen, og røgen stiger op ad skorstenene i de små hobbit-huller, mens du med en lanterne i hånden bevæger dig gennem denne fantastiske kulisse. Få en helt unik oplevelse til en festmiddag i Hobbitton.



Vandretur ad Tongariro Crossing

Med hele tre aktive vulkaner byder Tongariro National Park på nogle af de vildeste og mest dramatiske scenerier på hele Nordøen. En del scener til filmtrilogien Ringenes Herre er filmet her, hvor de rå landskaber blandt andet gjorde det ud for Mount Doom i Mordor. Sammen med din guide følger du Tongariro Alpine Crossing, der er kendt som New Zealands flotteste endags-vandretur. Ruten går til plateauet mellem Mount Ngauruhoe og Mount Tongariro, inden den fortsætter over Mount Tongariro. Der venter fantastiske udsigter til grå vulkanske landskaber, forrevet lava og turkisfarvede søer. Frokost serveres undervejs, inden du efter cirka 9 timers vandring er tilbage ved udgangspunktet. Du kan også selv opleve en vandretur ad Tongariro Crossing.



Hvalsafari ved Kaikoura

Inden du skal på udkig efter havets kæmper, ser du en kort film i hvalsafaricentret om de dyr, du kan være heldig at opleve på turen. Ikke langt fra kysten er vandet mere end 1.000 meter dybt, hvilket udgør de ideelle betingelser for hvaler, og det er naturligvis her bå- den sejler dig hen. Der er helt op imod 95% chance for at se hvaler på turen, og kaskelothvaler og sydlige rethvaler er naturligvis de absolutte højdepunkter. Men der er også gode chancer for at se newzealandske pelssæler og de enorme albatrosser, der svæver graciøst over havet. Med lidt held ser du også delfiner, der springer legesygt omkring båden. Se om du har heldet med dig på en hvalsafari ved Kaikoura.