^
  • 6 unikke lodges og hoteller på New Nealand

6 unikke lodges og hoteller på New Nealand

Selv om du er ude i New Zealands ødemark og langt væk fra civilisationen, kan du sagtens bo godt – rigtig godt! Vi har fundet seks forskellige hoteller og lodges frem, der alle tilbyder deres gæster en oplevelse udover det sædvanlige.

Huka Lodge, Huka Falls, Nordøen

Huka Lodge har eksisteret siden 1924 og mere end en halv million gæster har gennem årene fundet frem til denne skønne perle ved bredden af Waikato River på New Zealands Nordø. Meget er sket siden starten af 1900-tallet, og i dag er lodgen et luksuriøst, roligt og hyggeligt sted omgivet af New Zealands smukke frodige natur og med den brusende Waikato River lige i baghaven.



Som gæst på Huka Lodge kan du vælge at indlogere dig i en suite eller i en privat hytte. Alle suiter og hytter er indrettet i lyse farver og med naturlige materialer, der spiller smukt sammen med omgivelserne. Om aftenen nydes middagen i restauranten, hvis chefkok fremtryller gourmetmad, du sent vil glemme.

Wilderness Lodge Arthur’s Pass, Sydøen

Langt fra civilisationen midt i New Zealands fantastiske natur finder du Wilderness Lodge Arthur’s Pass. En stilfuld lodge og aktiv fårefarm, som ligger puttet væk blandt høje træer omgivet af de rå og spektakulære Southern Alps på Sydøen. Lodgen tilbyder en lang række af aktiviteter – altid i selskab med eksperter på området. Tag for eksempel på en vandretur i bjergene, sejl i kajak på søerne, søg efter dyreliv i skovene, eller oplev hverdagen på en ægte fårefarm.



Efter en dag fyldt med nye indtryk venter endnu en oplevelse i lodgens The Mount Rolleston Restaurant. Her kan du nyde superb mad tilberedt af lokale råvarer, gode vine og ikke mindst den spektakulære udsigt til de snedækkede bjerge i Arthur’s Pass National Park.

The Beach House, Kawau Island, Nordøen

Lidt nord for Auckland i den lille bugt Vivian Bay finder du The Beach House. Meget tættere på paradis kommer du ikke. Omgivet af blødt sand og krystalklart vand på den ene side og frodig vegetation og fuglekvidrer på den anden putter The Beach House sig ind i de tropiske omgivelser.



Hotellet har kun 11 værelser, som alle er indrettet i en lys og moderne stil, og i restauranten serveres der gourmetretter tilberedt af råvarer fra hotellets egen have og lokale producenter. Her kan du slentre en tur langs stranden efter middagen, hvor stjernerne lyser på himlen og bølgerne slår mod stranden. Her kommer du for at slappe af og nyde de skønne omgivelser, men hotellet hjælper også gerne med at arrangere udflugter i området.

Fiordland Lodge, Sydøen

Midt i Fiordlands smukke landskaber ligger Fiordland Lodge, som tilbyder alt hvad man som gæst kan ønske sig af komfort, luksus og privatliv. Lodgens arkitektur med bjælkerne, de høje lofter, de store vinduer og den enorme pejs afspejler de omkringliggende omgivelser og emmer samtidig af kvalitet og luksus.



Den unikke beliggenhed er mindst lige så luksuriøs. Her blandt de rullende græsenge nær bredden af Lake Te Anau har du det perfekte udgangspunkt for udforskning af Fiordland. Lodgen tilbyder forskellige pakker, hvor der blandt andet er vandreture, helikopterture, sejlture eller fisketure inkluderet, så du kan opleve omgivelserne præcis som du ønsker.

Bay of Many Coves, Marlborough Sounds, Sydøen

Her, hvor den tætte skov møder kysten i de mange små bugter, ligger Bay of Many Coves gemt væk blandt høje træer. Faktisk fører ingen veje hertil, så du må med båd, vandflyver eller helikopter for at få lov til at tilbringe nogle dage på denne smukke plet.



De små private træhytter ligger spredt ud på en skovklædt skråning ned til bugten, og her handler det ganske enkelt om at være sig selv og finde ro. Hvordan du gør det er op til dig. Du kan udforske naturen på vandreture eller i kajak, nyde middage i verdensklasse i lodgens restaurant eller slappe af ved poolen, mens hverdagens bekymringer synes uendelig langt væk.

River Birches Lodge, Turangi, Nordøen

Lige syd for Lake Taupo på New Zealands Nordø ligger den charmerende lille lodge River Birches. Lodgen ligger helt ugeneret omgivet af en smuk privat have og tilbyder underspillet luksus i rolige omgivelser. Alligevel er der et væld af aktivitetsmuligheder lige i nærheden. Besøg for eksempel vingårdene i Hawkes Bay, tag på riverrafting, eller begiv dig ud på en uforglemmelig vandretur ad Tongariro Crossing.



Lodgen ligger desuden lige ved bredden af Tongariro River, der er kendt som et godt sted for fluefiskeri. Har det din interesse, så se om du kan få en ørred på krogen, inden en lækker middag venter i restauranten.