^
  • 7 tips til krydstogt med børn

  • 7 tips til krydstogt med børn

  • 7 tips til krydstogt med børn

7 tips til krydstogt med børn

Flere og flere har fået øjnene op for krydstogt som rejseform de seneste år, og krydstogter er blevet populære som aldrig før. Også mange børnefamilier sætter pris på krydstogtets mange bekvemmeligheder kombineret med de spænende oplevelser, der venter ombord og undervejs. Underholdningen er i top, du spiser godt og oplever en masse forskellige steder, men med samme base hele vejen.

Vi har her samlet 7 gode råd til dig, der overvejer at tage på krydstogt med børn. Følger du dem, er du godt på vej mod en uforglemmelig oplevelse for både børn og voksne.

 

  1. 1. Vælg det rette skib

Der findes et hav af rederier og skibe, som du kan vælge mellem - ofte også i samme geografiske område. Vælg et skib der har fokus på børnene. Altså et skib, hvor der er et godt udbud af aktiviteter som for eksempel pool, klatrevæg og biograf. Det gør det sjovere for børnene på de dage, hvor I ikke kommer i land, hvilket der ofte er på et krydstogt. En anden ting, der er værd at være opmærksom på, hvis du har helt små børn med er, hvornår det er muligt at spise aftensmad. Det varierer meget, og med små børn vil du nok foretrække et skib, hvor I kan spise relativt tidligt.

  1. 2. Få en god start og afslutning

Se om du kan planlægge rejsen således, at I tilbringer et par dage i den by, hvor skibet sejler fra og et par dage der, hvor krydstogtet slutter. Sydney, Vancouver, New York, Miami og Honolulu er for eksempel alle byer, hvor du fint kan finde noget at lave, som børnene vil synes er sjovt. I kan nå at tilpasse jer tidsforskellen og forberede jer på den lange sørejse, der venter.

  1. 3. Brug et gammeldags kort

Et gammeldags papirkort er en fantastisk ting for både børn og voksne. Så investér i sådan et inden afrejse. Kortet giver et godt overblik over det område, I sejler i. I kan se bjerge, have, kyster, havne, byer og meget andet, som I måske har oplevet eller skal opleve. Børnene vil helt sikkert elske at udforske kortet, følge ruten i sejler, og se frem til de eventyr, der venter forude.

  1. 4. Planlæg dagen sammen

Krydstogtskibet tilbyder typisk et væld af aktiviteter, shows og andet sjovt for børnene. Det kan være overvældende at vælge, men lav en plan sammen med børnene. Hvad vil de allerhelst nå at prøve, inden krydstogtet er forbi? Og lav så en plan for dagen aftenen inden eller over morgenmaden. Så er der ro på, og ingen bliver snydt. Ofte foregår der aktiviteter for de lidt større børn som talentshows, skattejagt, sport og videospil-turneringer. Tilmeld børnene på forhånd, så er I sikre på at kunne være med.

  1. 5. Lev dig ind i livet til søs

Livet ombord på et skib er noget helt særligt og meget spændende for et barn. Det prikker til børnenes fantasi og sender tankerne i retning af Kaptajn Klo, pirater og sørøvere, øde øer og gemte skatte. Lad dem udforske, opleve og fantasere, og gør det sammen med dem. Lær dem om de mange udtryk, der hører livet ombord på et skib til som styrbord, bagbord, koøjer, skrog, knob, kabys og alle de andre. De vil synes, det er sejt at kunne fortælle om koøjer, knob og kabysser, når de kommer hjem.

  1. 6. Alt er betalt på forhånd

Det gode ved at være på et krydstogt er, at næsten alt er betalt hjemmefra. Bestil også drikkevarerpakken, så du slipper for, at ungerne hvert andet øjeblik kigger bedende på dig og tigger om at få en sodavand mere. Samtidig slipper du for at skulle forholde dig til, hvor mange penge du bruger på rejsen, hvilket hjælper dig til at slappe af og bare nyde ferien med børnene. Har du valgt ikke at have for eksempel drikkevarer inkluderet, kan det være en god ide at give børnene lidt lommepenge hver dag, som de kan bruge på drikkevarer. 

  1. 7. Tag bedsteforældrene med

Et krydstogt er en fantastisk måde for bedsteforældre at tilbringe tid sammen med deres børn og børnebørn. I bor hver for sig, men kan mødes om dagen til sjove aktiviteter eller en tur i biografen. I land kan I dele jer op, hvis der er udflugter, som passer bedre til det voksne og andre, som er sjovere for børnefamilien. Spis aftensmad sammen, og del jeres oplevelser med hinanden, inden dagen slutter med et spil på dækket eller et show i skibets teater.