^
  • Western Wonders Canada

    Vi tilpasser rejsen helt efter dine ønsker. Dette er blot et forslag til inspiration.

  • Western Wonders Canada

    Vi tilpasser rejsen helt efter dine ønsker. Dette er blot et forslag til inspiration.

  • Western Wonders Canada

    Vi tilpasser rejsen helt efter dine ønsker. Dette er blot et forslag til inspiration.

  • Western Wonders Canada

    Vi tilpasser rejsen helt efter dine ønsker. Dette er blot et forslag til inspiration.

  • Western Wonders Canada

    Vi tilpasser rejsen helt efter dine ønsker. Dette er blot et forslag til inspiration.

Western Wonders Canada

En kør-selv ferie i det vestlige Canada byder på både imponerende natur og byliv i Calgary og Vancouver. Vi lytter til dine rejselængsler og deler gerne de helt specielle steder i Canada med dig.

Priseksempel: 16 dage fra kr. 20.500

Pris pr. person, når 2 voksne rejser sammen
Tillæg i højsæson fra kr. 4.400
Prisen inkluderer: Fly, billeje samt overnatninger 

Oplev det bedste af det vestlige Canada på denne storslåede kør-selv-tur i bil gennem Canadas mest fotograferede landskaber i nationalparkerne i Rocky Mountains, hvor Banff og Jasper skiller sig ud og stråler ekstra meget i en ellers hård kamp med de andre bjergområder. Turen begynder i Alberta med den sjældne perle Peter Lougheed Provincial Park i Kananaskis-området. Næsten lige så smuk som Banff nationalparken, men langt fra så kendt.

Udendørsliv i British Columbia
Efter at have mistet pusten over skønheden i bjergene kommer Canadas vestligste provins British Columbia. Der er ikke mange steder i verden, hvor du kan stå på ski om morgenen, sejle på havet til middag, vandre om eftermiddagen og køre mountainbike om aftenen. British Columbia er sådan et sted. BC er en drømme-destination, hvor du kan få opfyldt årets behov for udendørsliv og natur på en tre ugers sommerferietur.

En mangfoldig kultur
Kulturen i det vestlige Canada er mangfoldig. Fra de oprindelige folk, som kom først, britere som koloniserede området, og kinesere som blev bedt om at bygge en jernbane. Canada vest for Rocky Mountains er en smeltedigel af kulturer, folkeslag, ritualer, sprog, mad, farver og dufte. Et spændende sted at gå på opdagelse, blive overrasket over historien og imponeret af naturens skønhed.

Western Wonders i det vestlige Canada-turen slutter ved Stillehavet med besøg i engelske Victoria, som er under forandring, og Vancouver, verdens smukkeste by og vært for vinter-OL i februar 2010.

Højdepunkter
Calgary, Kananaskis, Banff by, Banff National Park, Lake Louise, Moraine Lake, Icefields Parkway, Jasper National Park, Columbia Icefield, Jasper by, Mount Robson Provincial Park, Harrison Hot Springs, Vancouver Island, Victoria og Vancouver.

Kom til rejseforedrag om Canada
I løbet af året holder vores dygtige foredragsholder Arne Naamansen foredrag om rejser til Canada. Tilmeld dig foredraget i dag, og få en masse inspiration, gode råd og tips med hjem. Tilmeld dig her

Lad dig inspirere, og tag en snak med en, der har været der. Så tilpasser vi rejsens varighed, rute og oplevelser til dine ønsker.

Få et tilbud

Rejsen dag for dag

Dag 1: Afrejse fra Danmark

Efter ankomsten til Calgary og afhentning af den lejede bil går turen til hotellet. Lufthavnen i Calgary ligger lige i udkanten af byen, så det er en kort tur.

Calgary på den flade prærie er en af Canadas hurtigst voksende byer og nærmer sig 1 mio. indbyggere. Olien i Alberta trækker folk til. I 1988 var byen vært for vinter-OL, og det gamle OL-område i vestbyen er nu omdannet til et aktivcenter, hvor alle former for udendørsaktiviteter kan prøves. Fra minigolf, trampoliner, klatretårn, sommerbobslædeture til mountainbiking ned ad bakkerne med OL-skihopbakken i baggrunden.

Dag 2: Calgary - Kananaskis

Med solen i ryggen og med bjergene, der rejser sig majestætisk fra den flade prærie, går rejsen mod vest. Lige inden den transcanadiske landevej rammer bjergene og Banff nationalparken, drejer ruten mod syd ind i Kananaskis-området. Det er en del af Rocky Mountains, men der er ingen gennemgående veje, så der er ikke så mange besøgende som i Banff og Jasper. Centeret for de nordiske og alpine skidiscipliner fra vinter-OL i 1988 ligger ved Kananaskis Village.

Kananaskis-området er Albertas egen legeplads ved bjergene og består af 4.000 km2 bjerge og små bakker ved foden af bjergene. Kananaskis-området består af flere provinsparker og rekreative områder.

En god opvarmning til de helt unikke bjerglandskaber i Kananaskis kan være at se enten Ang Lee's film "Brokeback Mountain" med Heath Ledger eller filmen "RV" med Robin Williams. I begge film udspilles handlingen i henholdsvis Wyoming og Colorado i USA, mens filmene for begges vedkommende er optaget i Alberta, og mange af optagelserne er optaget i Peter Lougheed Provincial Park i Kananaskis-området.

Distance: ca. 100 km fra Calgary til Kananaskis.

Dag 3: Kananaskis

En hel dag til at udforske bjergene. Tag på vandretur eller nyd stilheden ved søerne.

Der er mange forskellige muligheder for vandreture i Kananaskis. Begynd dagen i besøgscenteret i Peter Lougheed Provincial Park og få afklaret hvilke ture, der eventuelt passer til tid og styrke. Et par af de gode stier er den 4 km lange sti Ptarmigan Cirque og den hårde 4,5 km lange sti Mount Indefatigable, hvor der er en højdeforskel på 500 m fra start til top. Begge stier ligger i Peter Lougheed provinsparken, der også byder på den godt 2 km lange Interlakes Trail (også kendt som Canadian Mount Everest Expedition Trail, der dog er en noget blidere udfordring).

Dag 4: Kananaskis - Banff

Turen går mod nord tilbage til transcanadiske landevej og og mod vest ind i Banff nationalparken. Efter at have købt parkpas venter de høje bjerge, smaragdgrønne søer og et varieret dyreliv på at blive opdaget og udforsket.

Lige udenfor for Banff by ligger Lake Minnewanka, og det er muligt at få en sejltur på søen og opleve bjergene fra vandet. Få km fra Lake Minnewanka ligger Two Jake Lake, hvor bjerggederne ofte går og græsser i vejkanten. I det fjerne ses Mount Rundle, der spejler sig i søens blå vand.

Banff by med 7.000 indbyggere byder på en hyggelig hovedgade med mange butikker og hyggelige spisesteder, men også nogle gode museer, der forklarer områdets gribende historie og viser malerier af kunstnere inspireret af bjergene samt udstiller udstoppede dyr, som hører til området.

Distance: ca. 50 km fra Kananaskis til Banff.

Dag 5: Banff

Start dagen tidligt med en gåtur på golfbanen bag Banff Springs Hotel, hvor kronhjortene ofte går og morgengræsser, inden golfspillerne tager over. Banff by ligger smukt i dalen omgivet af Mount Rundle, Sulphur Mountain og Cascade Mountains, men også med vådområdet Vermillion Lakes og Bow River, der stille flyder gennem byen, inden vandet rammer det brusende Bow Falls lige nedenfor Banff Springs Hotel. 

Indenfor gåafstand af centrum er det muligt at tage gondolen til Sulphur Mountain, lege cowboy og ride en tur i bjergene (se aktivitetspakke nedenfor), sejle i kano på floden, leje cykler og tage på udkig efter dyrene langs Bow Valley Parkway eller vandre ad de mange korte og længere vandrestier, som tager deres begyndelse i Banff by området.

Banff Avenue har kulinariske perler, men også familierestauranter, fast food og en fin lille "food court" i underetagen på Banff Cascade Mall Food Court, hvor Booster Juice, Dairy Queen, Edo Japan, Lotus Lotus, Mrs. Vanelli's, Subway og Taste of Sri Lanka byder sig til med hurtig og billig mad.

Dag 6: Banff - Jasper

Stå op med solen og begynd dagen med at køre en time ad Bow Valley Parkway, hvor dyrene kæmper med morgensolen om asfalten. Fremme ved Lake Louise er det muligt at vælge mellem Moraine Lake og Lake Louise. Vælg dem begge, hvis tiden er til det. Med en "coffee-to-go" nydes begge søer bedst fra østenden. Følg farveskiftet over bjergene mod vest, mens solen får samlet sine kræfter. Langsomt oplyses søerne helt og først på formiddagen, når solen kommer over bjergtoppene ses søernes smaragdgrønne farve klart. Det er muligt at leje kano på både Moraine Lake og Lake Louise.

Herefter går det ad verdens smukkeste landevej, Icefields Parkway, der slanger sig 232 km gennem dalene mellem sneklædte bjergkæder med gletsjere og videre mod nord gennem Banff og Jasper nationalparkerne til Jasper by.

Gør stop ved udsigtspunktet over Peyto Lake, hvor smeltevand fra de omkringliggende gletsjere fylder søen med frisk vand. Fremme ved Columbia Icefield og Athabasca-gletsjeren er det muligt at tage på en tur i specialbus på gletsjeren (se aktivitetspakke nedenfor). Inden Jasper by går turen forbi Athabasca-vandfaldet, der bruser øredøvende for at bringe flodens vand videre mod nord og øst for til sidst at nå Atlanterhavet.

Som Banff National Park har Banff by, har Jasper National Park Jasper by som sit lille servicecenter for den rejsende. I og omkring Jasper er der mange hjorte, og det er ikke usædvanligt, at de græsser i midterrabatten på Connaught Drive.

Distance: ca. 300 km fra Banff til Jasper.

Dag 7: Jasper

I Jasper er der flere muligheder for udflugter. Et godt valg kunne være en tur til Maligne Lake en times kørsel fra Jasper by. Magline Lake Road er et af de bedste steder i Rocky Mountains at se dyrevildt fra vejkanten. Begynd tidligt på dagen og få chancen for at opleve tykhornsfår, kronhjorte, rener og bjørne. På Maligne Lake er det muligt at leje kanoer, men også komme på en totimers sejltur på søen, der tager gæster til den maleriske Ghost Island i sydenden af Maligne Lake.

Få km nord for Jasper ligger Patricia Lake og Pyramid Mountain, Pyramidebjerget, der spejler sig i søen, mens kanoerne glider lydløst gennem vandet. Sydvest for Jasper ligger Whistler-bjerget. Prøv kræfter med den otte km krævende vandretur til toppen eller vælg den lette løsning, gondolen Jasper Tramway. Turen til toppen belønnes med en flot udsigt til dalen, Athabasca-floden og Jasper by.

Lidt syd for Jasper, ved highway 93A, ligger vejen til Mount Edith Cavell. For enden af vejen begynder stierne til Path of the Glacier og Cavell Meadows. Path of the Glacier er en af de smukkeste, korte stier i Rocky Mountains, men et sted hvor man sjældent får lov at gå alene, så kom tidligt om morgenen, og der er ingen andre på stien. Cavell Meadows er en af de mest populære stier i Jasper National Park, og her er altid mange andre vandrere. 

I de tidlige pelsjægerdage var Edith Cavell-bjerget kendt som Montagne de la Grande Traverse - bjerget ved den store overgang. Det var et kendemærke for pelsjægere og opdagelsesrejsende, når de kom ind i Whirlpool-dalen for at krydse over Athabasca-passet og nå frem til Columbia-floden på vestsiden.

Vælg eventuelt at gøre som pelsjægerne og oplev landskaberne fra floden. Prøv en familievenlig flydetur i gummibåd på Athabasca-floden. Turen begynder syd for Jasper og bringer eventyrerne 16 km mod nord og nordøst og slutter lige udenfor Jasper. 

Gem også lidt energi til en hurtig tur ad Patrica Street, der sammen med Connaught Drive, er de to vigtigste indkøbsgader i Jasper. Her er souvenirbutikker, gallerier, restauranter, outdoor-butikker og et par gode købmænd. Totem Ski Shop på Connaught Drive bugner af udendørsudstyr fra de kendte mærker og frister sjæle med hang til udendørsliv.

Dag 8: Jasper - Sun Peaks

Rejsen går videre mod vest og gennem den sidste del af de canadiske Rocky Mountains og provinsparken Mount Robson, der gemmer på bjergkædens højeste bjerg, Mount Robson, 3.954 m. Fra Robson-bjerget går det mod vest til Valemount og mod sydvest over Blue River til Clearwater, hvor landevejen det meste af tiden følger pelsjægernes to hundrede år gamle rute ad North Thompson River. Hvis tiden og lysten er til det, kunne det være muligt med en hurtig afstikker fra Clearwater til Wells Gray-provinsparken og det imponerende brusende 141 m høje Helmcken Falls, som er det fjerdehøjeste vandfald i Canada.

Dagen slutter i skisportstedet Sun Peaks, 45 minutters kørsel nordøst for Kamloops. Når vinterskiene er hængt til tørre, tilbyder området en lang række sommeraktiviteter. Udover en betagende natur er der på Sun Peaks et Adventure Centre, der har åbent fra kl. 9 til 17, med bungee trampolin, kanoleje, golf, mountainbikeleje, vandreture, kajakleje, rideture og kanoture a la pelsjægerne fra North West Voyageur Company. Der er også et sportscenter med opvarmet pool, hot tub, børne-pool og tennisbane.

450 km fra Jasper til Sun Peaks.

Dag 9: Sun Peaks - Harrison H.S.

Fra Sun Peaks fortsætter rejsen mod sydvest. Dagen går videre ad enten Trans Canada Highway 1, der snor sig langs Fraser-floden, eller vælg genvejen Highway 5 gennem det indre af British Columbia og ned til Fraser River. Tag eventuelt en afstikker til den 34 m høje kløft Hells Gate nord for Hope, hvor 750.000 l vand hvert minut suser igennem. En gondol kan føre den nysgerrige over Fraser-floden og kløften. På vestsiden venter en slikfabrik med 100 slags karameller, en fiskeudstilling om laksens liv, muligheden for at finde guld og en hængebro.

Distance: ca. 400 km fra Sun Peaks til Harrison Hot Springs.

Dag 10: Harrison Hot Springs

Byen Harrison Hot Springs ligger ved sydenden af den 60 km lange Harrison Lake og har 1.600 indbyggere. I mere end et århundrede har Harrison Hot Springs været et yndet udflugtsmål for Vancouvers indbyggere. Området byder på bløde sandstrande, udsigt til forrevne bjergtoppe og varme kilder at bade i.

Efter første etape i Rocky Mountains og mere end halvvejs på rejsen gennem det vestlige Canada, er Harrison Hot Springs et godt sted at nyde en rolig dag og slappe af, inden anden etape ved havet begynder. Harrison Hot Springs er hvert år i begyndelsen af september vært for verdensmesterskaberne i sandskulpturer og har præsteret flere rekorder til Guinness Book of Records.

Der er sjov og underholdning for alle aldersgrupper i Harrison Hot Springs. Udover at få sand mellem tæerne på stranden er der mulighed for at leje cykler og udforske området. På vandet er det muligt at leje alle former for både: kano, kajak, sejlbåde og speedbåde. Tid til fordybning og afslapning kan findes på golfbanen eller med forkælelse over en gang spa og wellness.

I efteråret flytter de hvidhovedede kongeørne, de gydende laks og de enorme stører ind i området - og med fiskene kommer også sportsfiskerne for at fiske i noget af verdens bedste fiskevand.

Dag 11: Harrison Hot Sp. - Victoria

Dagen begynder med en tur gennem det flade landskab i Fraser-dalen og Vancouver og frem til færgeterminalen ved Horseshoe Bay i North Vancouver. British Columbias kyst er fyldt med øer, hvor canadiere skaber sig et liv, men der er også mange små ubeboede øer. En vild natur og havet omfavner øerne, der ligger spredt mellem fastlandet og Vancouver Island. Den 95 minutter lange sejltur fra Horseshoe Bay til Nanaimo er en smuk sejltur mellem fastlandet og Vancouver Island.

Vancouver Island er 450 km nord-syd og 100 km øst-vest og er den største ø på den nordamerikanske vestkyst. Landevejen fra Nanaimo fører den besøgende lige ind i hjertet af Victoria, som inklusiv forstæder huser 350.000 indbyggere.

Victoria hylder stadig de historiske bånd til England, og byens førende hotel The Empress holder fanen højt. De serverer hver dag Afternoon Tea med scones. Universitetet og en stadig yngre befolkning i Victoria er dog ved at gennemføre en stille revolution. Byens kerne ændrer karakter. Listige kaffebarer, innovative restauranter og butikker, der fremmer en alternativ livsstil, vinder frem.

Om aftenen er der i sommermånederne optræden af gøglere langs havnepromenaden. Ildslugere, jonglører, musikere og cykelartister står med vandet som scenetæppe og opfører deres vintertræningsprogram mod et lille bidrag fra tilskuerne, mens den røde solen går ned over havnen, og de gammeldags lygter tændes.

Distance: ca. 150 km fra Harrison Hot Springs til færgen og ca. 100 km fra færgen til Victoria.

Dag 12: Victoria

British Columbias provinshovedstad byder på flere gode museer som f.eks. Royal British Columbia Museum, hvor udstillingerne viser nybyggerliv, men også nordvestkyst-indianernes liv og deres op til tyve m høje og flot udskårne totempæle. Bag museet i Thunderbird Park står en flot samling totempæle. Victoria Bug ZOO, Craigdarroch Castle og Art Gallery of Victoria trækker også mange besøgende til. Emily Carr House på 207 Government Street hylder Canadas store kvindelige forfatter og maler, Emily Carr. En let gåtur fra centrum ligger Beacon Hill-parken, der er et populært sted for de lokale at hænge ud og dyrke sport.

Victorias lille Chinatown er en af Canadas ældste asiatiske bydele og har en klassisk rød kinesisk port, gadenavne på kinesisk, eksotiske frugter foran butikkerne, familiedrevne restauranter og den smalle Fan Tan Alley mellem Fisgaard St. og Pandora. Bydelen tiltrækker i dagtimerne besøgende med smag for det fremmede.

Fra Victoria er det muligt at komme på hvalsafari i Juan de Fuca-strædet mellem Vancouver Island og de olympiske bjerge i Washington-delstaten i USA. Eller hvad med en tur i vandflyver over den sydlige del af Vancouver Island? Flyene lander og letter hvert femte minut i havnebassinet i centrum af Victoria, hvor sæler svømmer rundt i havnen og må dykke om nødvendigt. Der er sightseeing-flyvninger, men også mange som pendler mellem Victoria og Vancouver i vandflyvere.

Prøv en let frokost på toppen af Bay Centre, hvor du står i kø på 4. sal sammen med forretningsfolk. En nem frokost fås for 5 til 10 $, der kan skylles ned med en caffe latte fra Starbuck's på 2. sal.

Turistlivet i Victoria er centreret omkring havnen, The Empress Hotel, provinsparlamentet og Government Street, hvor souvenirbutikkerne snubler over hinanden i forsøget på at lokker turister ind. Undtagelser er boghandlen Munro Books i en gammel bank og MEC-butikken, hvor folk med trang til udendørsliv kan få deres lyst til udstyr stillet - og det er til en billig penge.

Dag 13: Victoria - Vancouver

Det er tid at tage rejsens sidste skridt - turen tilbage til fastlandet og Vancouver. Den 95 minutter lange sejltur fra Swartz Bay til Tsawwassen byder den første time på en skærgårdstur og går i zigzag mellem skovklædte øer og ru klippeskær, mens muligheden for at se hvaler og delfiner er til stede.

I evig kamp med Sydney i Australien kæmper Vancouver om prædikatet verdens smukkeste storby. Vancouver ligger i det flade Fraser River floddelta og har snedækkede bjergtoppe mod nord, havet lige uden for døren mod vest og USA's grænse en kort køretur mod syd. Vancouver er noget helt unikt - også i Canada.

Fremme i Vancouver, vært for vinter-OL i februar 2010, og efter du er tjekket ind på hotellet, er det måske tid for en gåtur. Stræk benene på en tur i Stanley Park eller langs Canada Place, og mærk byens puls og hvor glade indbyggerne er for deres park og havnepromenade, hvor de går, løber, cykler eller løber på rulleskøjter hele døgnet.

Efter at have set totempælene i Stanley Park er det tid til en forfriskende dukkert i den offentlige swimmingpool på Second Beach, inden den lange række af oplevelsesmuligheder i Vancouver frister til videre eventyr.

Vancouver er ikke en by, men flere byer eller bydele med hver deres hjerte og unikke charme, som tilsammen gør Vancouver-metropolen helt speciel. Hele verden er samlet her. Alle kulturer har deres virke her. Spis kinesisk hos Wild Rice i Chinatown, indisk i Punjab Market omkring Commercial Drive og 48th Ave, sushi i West End, vegetarisk på falafel-oasen Desert på Commercial Drive eller prøv hele Vestcanadas familierestaurant White Spot, der findes spredt over hele Vancouver. Spisekortene i byens restauranter dækker hele kloden.

Eftermiddagen kan bruges til en tur med gondolen til Grouse Mountain, hvor der er en fantastisk udsigt over Vancouver. På toppen af bjerget er der skovhuggershow, brunbjørne i indhegning og Theatre in the Sky - en biograf med en smuk film om Vancouver og de oprindelige folk. Alt sammen gratis, når man først har indløst billet til gondolen.

Distance: ca. 25 km fra Victoria til færgen og ca. 50 km fra færgen til Vancouver.

Dag 14: Vancouver

Vancouver byder på mange oplevelser, og det kan være svært at vælge til og fra. Et forslag til prioritering af en hel dag i Vancouver kunne se ud som nedenstående.

TOP 10 for en god (lang) dag i Vancouver

- Stå op med solen. Nyd at dagen tager form, mens benene bliver varmet op på en gåtur i Stanley Park rundt om Lost Lagoon, hvor vaskebjørne, skildpadder, stinkdyr, traner og ænder holder til. En gratis zoologisk have midt i byen

- Indtag morgenkaffe og doughnut på det canadiske cafeteria-ikon Tim Hortons

- Tag en hurtig tur rundt om Canada Place, som var Vancouvers eget bidrag til Verdensudstillingen i 1986. Stolt står den hvide bygning med sejl på molen i havnen, mens krydstogtskibe ligger til kajs

- Besøg frugt- og kunstner-markedet på Granville Island

- Nyd Queen Elisabeth Park og udsigten til down town

- Spis frokost i den alternative Kitsilano-bydel

- Imponeres af British Columbias oprindelige befolkning og deres totempæle på Museum of Anthropology på UBC

- Gå en tur ad Water Street gennem Gastown, hvor gallerier med indiansk kunst og souvenirbutikkerne med T-shirts og mini-totempæle fylder gadebilledet

- Spis aftensmad på The Old Spaghetti Factory i Gastown

- Slut dagen af med at hænge ud ved Robson Square og derefter slentre ad Robson Street og nyde en Starbucks-kaffe.

Dag 15: Afrejse fra Vancouver

Det er tid at sige farvel til Vancouver og Canada. På vej i lufthavnen gøres der eventuelt et kort stop i Queen Elisabeth Park. Nyd blomsterne i det gamle stenbrud og den gode udsigt til byens centrum og bjergene mod nord.

Hvis der er lidt ekstra tid om formiddagen, kan den bruges på at shoppe i Metrotown i Vancouver forstaden Burnaby, hvor 400 butikker udgør Vestcanada største indkøbscenter. Herefter går det til lufthavnen, hvor udlejningsbilen afleveres, og man går de sidste skridt til udenrigsterminalen, hvor haida-indianeren Bill Reids smukke skulptur "The Spirit of Haida Gwaii" siger farvel til de rejsende.

Western Wonders i det vestlige Canada-turen kan eventuelt forlænges med nogle flere dage på betagende Vancouver Island eller med et stop i det østlige Canada og et besøg ved Niagara Falls.

Dag 16: Ankomst til Danmark

Kort

Pris pr. person

Rejseperiode Ved 2 voksne Ved 2 voksne og 2 børn
 Lavsæson  Fra kr. 20.500  Fra kr. 13.500
 Højsæson  Fra kr. 24.900  Fra kr. 16.900

Priseksemplet inkluderer

  • Flyrejse Danmark - Canada t/r
  • 14 dages leje af bil (Ansvars- og kaskoforsikring, fri km, første tank benzin og ekstra førere). Den anbefalede bilstørrelse varierer afhængigt af antal rejsende.
  • 1 nat på godt turistklassehotel i Calgary
  • 2 nætter på godt turistklassehotel i Kananaskis
  • 2 nætter på godt turistklassehotel i Banff
  • 2 nætter på godt turistklassehotel i Jasper
  • 1 nat på godt turistklassehotel i Sun Peaks
  • 2 nætter på godt turistklassehotel i Harrison Hot Springs
  • 2 nætter på godt turistklassehotel i Victoria
  • 2 nætter på godt turistklassehotel i Vancouver
  • Færge Swartz Bay - Tsawwassen t/r
  • Administrationsgebyr og konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden
  • Fuld CO2-kompensation – læs mere her

Tilkøb

  • Obligatorisk gebyr for envejsleje betales lokalt - beløb oplyses ved bestilling. 
  • Dansk indenrigstilslutning
  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
Prisen er vejledende

Der tages forbehold for eventuelle tillæg i forbindelse med højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Højsæson

Højsæson for rejser til det vestlige Canada er generelt omkring folkeskolernes sommerferie samt omkring højtider.

Rejselængde og indhold

Rejsens varighed og indhold kan naturligvis tilpasses dine ønsker. Det samme kan antallet af rejsedeltagere.

Børn på rejsen

De vejledende priser er baseret på børn i alderen 2-11 år som overnatter i eksisterende senge sammen med voksne.