^

Rejser til Canada

Roadtrips, ferie i autocamper, krydstogter og togrejser. Bestil din rejse til Canada her!

Fra øst til vest er Canada et overflødighedshorn af dramatisk og overvældende natur, og midt i disse storslåede scenerier ligger nogle af verdens smukkeste og mest spændende storbyer. Der venter dig storslåede naturoplevelser med flad prærie, himmelstræbende bjerge, blikstille søer og dybe skove, og livet i Vancouver og Montreal opfordrer til storbyoplevelser i særklasse.

Rocky Mountains og dyreliv

Rocky Mountains er spektakulære på alle måder. Bjergenes skarpe konturer mod den blå himmel. De turkisfarvede gletsjersøer og brusende vandfald. Buldrende floder som kontrast til stilheden og fornemmelsen af uendelighed. Dyrelivet er lige så rigt i Canada. Bjørne og elge søger føde i skovene, hvaler og spækhuggere migrerer langs de smukke klippekyster, og højt mod nord jager isbjørne sæler på isflagerne.

Spændende byer i øst og vest

Rejser til Canada byder også på spændende byer. Mærk pulsen i Vancouver, eller dyk ned i Canadas historie i franske Québec. Besøg også de hyggelige fiskerbyer i Nova Scotia, hvor duften af saltvand fylder luften, og dagens fangst serveres på små restauranter på havnene.

Perfekt til rejser med bil, tog eller motorhome

Canada har noget for alle, og med så mange smukke køreture at vælge imellem, er det perfekt at udforske Canada i tog med Rocky Mountaineerbil eller autocamper.

Se vores tilbud på camperleje i Canada.
Se vores ruteforslag til camperferie i Canada.

 

Fakta

Fakta om Canada


 


Canada er et fantastisk smukt land. Bjergenes skarpe konturer mod den blå himmel. De turkisfarvede gletsjersøer og brusende vandfald. Floder, der bugner af laks. Stilheden og fornemmelsen af uendelighed. Alt sammen er med til at skabe en enestående ramme for natur- og dyreoplevelser i verdensklasse.


Vejret i Canada


I nord er klimaet arktisk og mod syd tempereret. Med mindre man vil dyrke vintersport, skal man tage til Canada om sommeren. Mod syd er somrene varme med mange solskinstimer. Om vinteren sørger Atlanterhavet og Stillehavet for milde vintre i de maritime provinser og i British Columbia, hvorimod temperaturen falder dramatisk i den øvrige del af Canada, og der falder en del sne. 


Hvornår er det bedst at rejse til Canada?


Fra slutningen af maj til begyndelsen af oktober er et godt tidspunkt at rejse til Canada. De fleste rejser til Canada i juli og august. At rejse til Canada i de resterende 10 måneder er ingen dum ide. Det kræver blot mere planlægning med hensyn til tøj og udstyr. Modsat hvad mange tror, er Canada ikke et land, hvor isbjørne vandrer gennem byerne om vinteren. Kun i byen Churchill ved Hudson Bay kan man i oktober møde isbjørne i gaderne.


Canadas historie


Kanata (Canada) er et gammelt ord, som på den oprindelige befolknings sprog betyder landsby. Canada er verdens næststørste land, 231 gange større end Danmark, men kun med 34 mio. indbyggere.


Efter sidste istid for 12.000 år siden vandrede de første mennesker over Beringstrædet til Canada. I år 2000 var det 1.000 år siden den første europæer, vikingen Leif den Lykkelige, satte fod på canadisk grund ved L'anse aux Meadows i Newfoundland, og der skulle gå endnu 500 år, inden de første europæiske bosættelser blev en kendsgerning i provinsen Quebec.


Samtidig trængte pelsjægere fra England og Frankrig længere og længere ind i landet vestpå. I 1670 overdrog den engelske konge retten til området vest for Hudson Bay til pelskompagniet Hudson's Bay Company. Først i slutningen af forrige århundrede bredte nybyggerne sig til prærien og de vestlige provinser. Canada blev et land, der strakte sig fra Atlanterhavet til Stillehavet. Nord-syd er Canada 4.634 km og øst-vest 5.514 km.


Canada er opstået i flere faser. I 1867 sluttede fire østlige provinser sig sammen i en forbundsstat under navnet Canada. I 1869 købte Canada området vest for Hudson Bay tilbage fra Hudson's Bay Company for £300.000. Omkring århundredskiftet kom provinserne vestpå med, og senere i 1949 blev Newfoundland en provins. I 1931 fik Canada sin selvstændighed fra Storbritannien, men først i 1982 fik Canada sin første grundlov, der var uafhængig af Storbritannien.


Top 10 oplevelser i Canada


Canada byder på mange oplevelsesmuligheder, men afhængig af hvilken del af landet man vælger at besøge, bør følgende ti rejseoplevelser være blandt de oplevelser, man søger: 


  • Hvalsafari på Canadas vestkyst. 

  • Isbjørne ved Churchill i Manitoba. 

  • Calgary Stampede i Alberta. 

  • Den fransk-canadiske kultur i Montreal. 

  • Vandretur i Rocky Mountains. 

  • Whitewater rafting på Kicking Horse-floden i British Columbia. 

  • Ranchophold på den canadiske prærie. 

  • Køretur ad Icefields Parkway gennem Banff og Jasper nationalparker i Alberta. 

  • Togtur med Rocky Mountaineer gennem British Columbia og Rocky Mountains. 

  • Camping i Canadas fantastiske national- eller provinsparker.

Canada byder på mange seværdigheder, men afhængig af hvilken del af landet man vælger at besøge, bør følgende ti seværdigheder være blandt dem, man opsøger:


Top 10 seværdigheder i Canada


  • De canadiske Rocky Mountains i det vestlige Canada. 

  • Niagara Falls i Ontario. 

  • "Anne fra Grønnebakken"-steder i Prince Edward Island. 

  • Downtown Victoria på Vancouver Island. 

  • Dinosaurer på The Tyrrell Museum of Palaeontology, Alberta. 

  • Dawson City - City of Gold - oplev guldgravertiden. 

  • L'Anse aux Meadows - hvor vikingerne gik i land i Newfoundland-Labrador. 

  • Canadas oprindelige befolkning på Museum of Anthropology og totempælene i Stanley Park. Begge i Vancouver, British Columbia. 

  • West Edmonton Mall i Alberta - verdens største indkøbscenter. 

  • CN Tower og SkyDome i Toronto.

Canadas geografi og befolkning


Befolkningen i Canada er meget sammensat, og samfundet betegnes som multikulturelt. Regeringen opmuntrer etniske grupper i landet til at vedkende sig deres etnicitet og bevare deres særpræg frem for at glemmer deres rødder. Derfor er Canada i dag en mosaik.


Canada er i dag en mosaik af mange forskellige etniske grupper. 15% af canadierne er født uden for Canada. Af befolkningen har 59% engelsk som modersmål (det først lærte sprog), 23% fransk, mens de resterende 18% er fordelt på en lang række sprog herunder dansk, som tales af ca. 22.000 personer. Flere undersøgelser fra FN har vist, at Canada er det bedste land i verden at leve i


Sprog i Canada


Engelsk og fransk er de to officielle sprog i Canada, der stadig er en del af det britiske Commonwealth, og Dronning Elizabeth er det formelle statsoverhoved.


Engelsk er langt det mest udbredte sprog, undtagen i Quebec, hvor over halvdelen af befolkningen udelukkende taler fransk, men man kan sagtens begå sig på engelsk. Engelsk og fransk er dog langt fra de eneste sprog, der tales i Canada. Mere end fire mio. har et andet modersmål end engelsk og fransk.


Canadas politiske system


Canada er et konstitutionelt monarki og en forbundsstat med et demokratisk parlament. Dronning Elizabeth repræsenteres i Canada af en generalguvenør. Landet ledes af en premiereminister og er inddelt i ti provinser og tre territorier. Både provinser og territorier har en vis grad af selvstændighed og bestemmer over f.eks. uddannelse og sundhedsvæsen, hvilket kan betyde store forskelle imellem provinserne.


Fakta om Canada


Provinser: Alberta, British Columbia, Manitoba, New Brunswick, Newfoundland/Labrador, Nova Scotia, Ontario, Prince Edward Island, Quebec og Saskatchewan
Territorier: Nunavut,  Yukon og Northwest Territories
Areal: 9.984.760 km2 (231 gange større end Danmark)
Befokning: 34 mio.)
Befolkningstæthed: 3 pr. km2 (Danmark 120)
Hovedstad: Ottawa
Største by: Toronto (5,6 mio.)
Nationaldag: Canada Day 1. juli
Nationalsymbol: Ahornblad
Nationalfarver: Rød og hvid
Højeste punkt: Mount Logan (5.959 m)
Længste flod: Mackenzie River (4.241 km)
Kystlinje: 202.080 km
Afstand fra øst til vest: 7.730 km
Tidszoner: 6
Sprog: Engelsk og fransk
Valuta: Canadisk dollar


Kort