^
  • Gør stop på Island

    Bryd rejsen til Nordamerika op med et stop på naturskønne Island

  • Gør stop på Island

    Bryd rejsen til Nordamerika op med et stop på naturskønne Island

Gør stop på Island

3 dage fra kr. 1.900

Hvis du flyver med Icelandair til USA eller Canada, kan du vælge at bryde rejsen op med nogle spændende dage på Island. Dette giver ikke blot mulighed for at strække benene. Det er også en god måde at få endnu flere store oplevelser med hjem. Island har rigtig meget at byde på. Fra varme kilder og springende gejsere til brusende vandfald, nordlys og en rig historie med rødder tilbage til vikingetiden. Dette stop med to overnatninger giver et godt indtryk af landet og dets rige natur. Men det er muligt at gøre stop i helt op til 7 dage, hvis du ønsker det, uden at flybilletten bliver dyrere af den grund.

Du bestemmer selv hvilke oplevelser, du vil have på din rejse. Lad dig inspirere, og tag en snak med en, der har været der.

Få et tilbud

Program

Dag 1: Ankomst til Reykjavik

Ved ankomsten til Reykjavik holder en lufthavnsbus klar til at køre dig ind til Reykjavik. Det er en flot tur over rå lavamarker, der giver de første indtryk af Islands barske natur. På en klar dag kan du måske få øje på vulkanen Snæfellsnes i horisonten mod nord. Men gradvist tager Reykjaviks forstæder over, og du indlogeres på et centralt beliggende hotel i hjertet af Islands hovedstad. Med sine ca. 100.000 indbyggere er Reykjavik Islands største by. Det er også her, du finder landets bedste restauranter, hippe caféer og glimrende museer. Resten af dagen er fri til at nyde stemningen i midtbyens små gader, eller tage på udkig efter havets kæmper på en hvalsafari. 

Dag 2: Guidet tur ad Den Gyldne Cirkel

Store naturoplevelser venter forude, når du forlader Reykjavik for morgenstunden og sætter kurs mod vildmarken. Turen fører dig ad den såkaldte Gyldne Cirkel, der forbinder en række af Islands største naturvidundere. Blandt de absolutte højdepunkter er gejseren Strokkur, der sender kogende vand 15-30 meter lodret op i luften med ca. 6 minutters mellemrum. Gangbroer snor sig gennem de vilde landskaber, hvor søer bobler, og svovl siver ud gennem sprækker i jorden. 

Fra gejserne er det kun en kort køretur til vandfaldet Gulfoss, der ligger omgivet af vidtstrakte landskaber med gletsjere i det fjerne. Her falder vandmasserne ned i en smal kløft med stor kraft, mens vanddamp fylder luften. Det er muligt at komme helt tæt på vandet, mens andre stier giver overblik over herlighederne fra toppen af kløften. 

Dagen sidst stop er Thingvallir. Det var i disse dramatiske landskaber, at vikingerne i år 930 grundlagde et af verdens første parlamenter. Men dette var blot den første af en lang række vigtige begivenheder i Islands historie, der har fundet sted i dette smukke vulkanske amfiteater. Fra Thingvallir går turen tilbage mod Reykjavik, hvor aftenen er til fri disposition. 

Dag 3: Afrejse

Når tid er, går turen tilbage mod lufthavnen. Men det kan godt svare sig at tage en tidligere bus, så du kan nå et besøg i Den Blå Lagune, der ligger cirka 20 minutters kørsel fra den internationale lufthavn. Her kan du lade dig glide ned i det varme, mineralholdige vand, mens du nyder udsigten over Islands forrevne lavamarker. Vandet strømmer op fra den termiske undergrund og fylder et stort udendørs bassin, der er lige så tillokkende om vinteren som om sommeren. Det er fristende at blive i Den Blå Lagune hele dagen. Men sørg for at være tilbage i lufthavnen tids nok til at nå flyet videre.

Pris pr. person

Rejseperiode Ved 2 voksne Ved 2 voksne og 2 børn
 Lavsæson  Fra kr. 2.000  Fra kr. 1.900
 Højsæson  Fra kr. 2.600  Fra kr. 2.300 

 

Prisen inkluderer

  • 2 overnatninger på hotel i Reykjavik
  • Heldagstur ad Golden Circle til Strokkur, Gulfoss og nationalparken Thingvallir.