^
  • Til hest gennem Rocky Mountains

  • Til hest gennem Rocky Mountains

  • Til hest gennem Rocky Mountains

  • Til hest gennem Rocky Mountains

  • Til hest gennem Rocky Mountains

Til hest gennem Rocky Mountains

Sving dig i sadlen og rid ud mellem de skovklædte bjerge ved Banff National Park i Canada. Her ligger Sundance Lodge i en smuk dal omgivet af Canadas vildmark. Lodgen ligger så langt ude i naturen, at den kun kan nås til hest om sommeren og på ski om vinteren. Så dette er det perfekte sted at komme langt væk fra det hele i et par dage og nyde Canadas storslåede natur fra hesteryg. Præcis som eventyrer, cowboyer og opdagelsesrejsende har gjort det i århundreder.

 

Farvel til civilisationen

Bare turen til Sundance Lodge er et eventyr. Ved ankomsten til Warner Stabels udenfor Banff bliver du mødt af din guide, der sørger for, at du får udleveret en hest, der passer til dig og din ride-erfaring. Er du nybegynder, er det ikke noget problem. Alle er velkomne, og inden længe sidder du solidt i sadlen, og guiden giver tegn til at sætte i gang.

Knap har hesten bevæget sig ned ad stien, før civilisationen forsvinder bag dig. Forude venter Canadas vilde natur med takkede bjerge, slanke nåletræer og blanke skovsøer. Herude er det naturen, der bestemmer, og tiden dikteres ikke af, hvad uret siger. Alt dette kan virke fremmed og måske endda skræmmende på os byboere. Men det er netop ved at lægge uret væk og give slip på kontrollen, at man for alvor kommer væk fra hverdagens stress og jag. På hesteryg er tiden bare en anden, og det eneste du skal nå, er at være tilstede i nuet. Når du har erkendt det, bliver oplevelsen så meget større.

 

Over floder og gennem dale

Turen ind til lodgen er 16 kilometer lang. Så du har god tid til at vænne dig til livet i sadlen og nyde de smukke landskaber i ro og mag. Undervejs passeres Bow River, der får vand fra gletsjere i bjergene, samt de to mindre vandløb Healy- og Brewster Creek. Heldigvis er hestene vant til at færdes i naturen, og de har intet problem med at forcere vandet.

Dyrelivet i denne del af Canada er lige så rigt som naturen. Hjorte nipper til friske skud mellem træerne, og bjerggeder balancerer behændigt på klippefremspringene højt oppe i bjergene. Måske kigger et jordegern frem fra sit hul i jorden, og er du rigtig heldig, får du måske øje på en bjørn, der roder i skovbunden efter noget at æde. Også elge, ulve og sågar pumaer lever i de canadiske Rocky Mountains, om end chancerne for at se dem er meget små.

Efter nogle timers ridning dukker lodgen op forude. Den store bjælkehytte ligger flot op ad en skråning for foden af et højt bjerg, hvis nøgne tinde knejser højt over dalen. Vel fremme er det tid at give hestene (og bagdelen) et velfortjent hvil, mens du ser nærmere på omgivelserne.

 

En oase i vildmarken

Lodgen blev opført i 1991. Men allerede i 1920erne blev den første hytte bygget på dette sted af Canadian Pacific Railroad. Lodgen byder på 10 simple, men komfortable, værelser med gode senge samt et hyggeligt fællesområde, hvor du kan hvile benene foran pejsen efter dagens ridt over en kop kaffe og en god bog. Lodgen har naturligvis også badeværelse. Så selvom du er langt væk fra alting, skal du ikke undvære et varmt bad.

Resten af eftermiddagen er fri til at nyde lodgen og de dejlige omgivelser. Og inden du ved af det, er det tid at sætte sig til rette ved det lange bord i fællesrummet, hvor middagen servers. Maden består af god og solid husmandskost, og snakken går lystigt om dagens oplevelser, mens mørket langsomt sænker sig over bjergene udenfor. Så er det tid at tænde stearinlysene, der fylder stuen med sit flakkende, gyldne skær.

Således fanger Sundance Lodge på bedste vis den rustikke stemning, der har kendetegnet nordamerikanske bjælehytter siden de tidlige pionerdage. Om end datidens rejsende nok ville knibe sig i armen, hvis de kunne se den komfort, en moderne hytte som Sundance Lodge byder på.

 

Omgivet af vild natur

Næsten morgen vågner du omgivet af Canadas vilde natur. Duften af kaffe breder sig fra køkkenet, og inden længe serveres et godt morgenmåltid i fællesstuen. Så er du klar til igen at sætte dig i sadlen og udforske naturen omkring lodgen. Området er fyldt med fantastiske rideture, der viser Canadas natur fra sin mest uberørte side. Mange bjerge omkring lodgen er næsten 3.000 meter høje. Så landskaberne skifter alt efter, hvor højt op du kommer. I dalene er naturen domineret af skovklædte bjergsider og rislende vandløb. Men højere oppe tynder det ud i vegetationen.

Hvilken rute, du tager, afhænger af vind og vejr, samt ikke mindst guiden, der kender området ud og ind. Sikkert er det i hvert fald, at du kommer til at oplever områder, der sjældent besøges af andre end lodgens gæster. Frokosten nydes midt på dagen – sandsynligvis tilbage på lodgen – inden det er tid at ride stille og roligt tilbage mod Banff og civilisationen. 

 

Tøv endelig ikke med at kontakte vores dygtige rejsekonsulenter hvis du bliver fristet.