^
  • Samtale med en ægte cowboy

  • Samtale med en ægte cowboy

  • Samtale med en ægte cowboy

  • Samtale med en ægte cowboy

Samtale med en ægte cowboy

På La Reata Ranch i Canada kan man udleve sine vildeste cowboy-drømme. Her drives kvægfarmen stadig på hesteryg, og kaffen laves over åben ild. Men området byder også på storslået natur, der ikke ligner det, de fleste forbinder med Canada. MyPlanet fangede rancheren George Gaber en solrig eftermiddag på verandaen og fik en snak med ham om livet som cowboy.

George retter på sin bredskyggede cowboyhat og kigger ud over de åbne, bakkede landskaber, hvor græsset bølger let i vinden. ”Er du en ægte cowboy?”, spørger jeg drillende, til hvilket han grinende svarer:

”Ja absolut! La Reata Ranch er en ægte, arbejdende kvægfarm. Selvfølgelig har vi i dag adgang til en række moderne teknologier. Men i bund og grund har opgaverne på en farm som denne ikke ændret sig meget siden cowboyernes storhedstid i 1800-tallet. Her drives kvæget stadig fra mark til mark på hesteryg næsten dagligt, og der er altid noget at ordne. Det kan være hegnspæle, der er gået i stykker, eller kvæg, der skal plejes.”

La Reata Ranch ligger på et stort stykke land ved Saskatchewan River og Lake Diefenbaker. Foruden kvægdriften tager ranchen imod besøgende, der drømmer om at opleve livet på en ranch.

”Der kan være mange forskellige grunde til, at folk besøger os på La Reata”, forklarer George. ”Nogle ønsker at slippe væk fra storbyens stress og slappe af. Andre søger en forbindelse med naturen, som mange i dag har mistet. Men langt de fleste kommer her fordi, de har en drøm om at være cowboy i et par dage. Og det er der rig mulighed for på La Reata. Gæsterne kan ikke bare følge arbejdet på ranchen. De er også velkomne til at hjælpe til i det omfang, de ønsker. Eller de kan svinge sig i sadlen og galoppere ud over prærien mod solnedgangen, hvis det er det, de ønsker.”

George peger ud over de åbne landskaber. ”Der er mange gode rideture her. Nogle gange i løbet af sommeren pakker vi soveposer og udstyr sammen og overnatter under stjernerne. Så bliver maden lavet på bål. Ret meget mere cowboy-agtigt bliver det ikke.” 

”Hvor er bjergene og søerne?”, spørger jeg, mens jeg kigger ud over prærien. George griner. ”Nej, det er ikke de landskaber, de fleste forbinder med Canada. Her er ingen høje bjerge eller turkisblå bjergsøer. Til gengæld oplever man her den nordamerikanske prærie med åbne vidder, græsklædte bakker og uendelige horisonter. Der er højt til himlen herude og langt til alting. Og så er der en helt fantastisk ro. Det tiltaler mange. For det oplever man ikke længere ret mange andre steder.”

Men trods landskaberne og livet på ranchen er som taget ud af en cowboyfilm, byder La Reata Ranch også på moderne komfort. Overnatningerne foregår i en af de seks hyggelige bjælkehytter med hver to dobbeltsenge og privat badeværelse med brusebad. Der findes også en større hytte med plads til 6 personer. Derudover byder ranchen på en saloon med bar, billardbord, bordfodbold og dart. Alt sammen naturligvis holdt i den rustikke stil, der hører sig til sådan et sted. Eller tag plads på den udendørs veranda eller ved bålet og slap af ovenpå dagens ridetur over en kold øl, mens natten sænker sig over prærien. 

Maden er et kapitel for sig, fortæller George: ”Alle spiser sammen. Både gæster og de folk, der arbejder på ranchen. Det er rigtig hyggeligt, og det er en god måde at møde nye mennesker på fra hele verden. Der er også altid en masse sjove anekdoter fra livet på gården, så som regel går snakken let. Maden er også god. Det er hårdt arbejde at være cowboy, så der skal nogle gode, solide måltider til. Det gælder også for morgenmaden.”

Vi sidder i stilhed lidt og kigger efter en flok ryttere, der dukker op i horisonten. De er stadig langt væk. Men de kommer nærmere i roligt trav. George bryder stilheden: ”De har været ude at flytte kvæg til marken bag bakkerne derovre.” Han peger ud over prærien. 

”Hvad hvis man ikke er god til at ride?”, udbryder jeg. ”Det er ikke noget problem”, forklarer George. ”Alle gæster får tildelt en hest, der passer til deres niveau, og er der behov for det, får man naturligvis en introduktion til at ride. Dernæst er det bare at øve sig i sadlen.”

Har man overhovedet ikke lyst til at ride, er det naturligvis også helt i orden. Der er mange andre ting at tage sig til. Søen indbyder til at svømme, sejle i kano eller stå på vandski. Eller man kan prøve lykken med fiskestangen. Området byder også på glimrende vandreture, og med held får man måske øje på nogle af de hjorte, prærieulve eller rovfugle, der lever i området. En kort køretur væk venter flere naturoplevelser, og er der rodeo i en af de nærliggende byer, arrangeres der naturligvis en tur dertil.

George synes at læse mine tanker. ”Bare rolig! Jeg skal nok få dig lært at ride”, griner han og sætter kaffekoppen fra sig. ”Men først vil jeg vise dig en anden og mindst lige så vigtig aktivitet som cowboy. Efter en god frokost er det nemlig tid til en lur!”

Jeg læner mig tilbage i solen og trækker hatten ned over øjnene. Solen varmer dejligt denne eftermiddag, og i det fjerne kan jeg høre rytterne stige af hestene. Men snart glider øjnene i og jeg døser hen. Det her cowboy-liv kunne man faktisk godt vænne sig til!

 

Hvor ligger lodgen?

La Reata Ranch ligger nær Rosetown cirka 2 timers kørsel fra Saskatoon Airport i staten Saskatchewan. Det er muligt at køre dertil i egen bil, eller blive hentet i Saskatoon Airport mod et gebyr.

Hvor længe er opholdet?

Opholdet er på minimum to nætter for at få det fulde udbytte. Men du er naturligvis velkommen til at blive længere. 

Rejser til La Reata Ranch?

Læs mere om lodgen og se priser her.