^
  • En immigrants møde med Canada

En immigrants møde med Canada

Den 11. marts 1953, en varm, klar forårsdag, stævnede vi, mine forældre og jeg, ud af Københavns havn med "SS Stavangerfjord" til et nyt liv i Canada. Det blev en stormfuld tur over Atlanten, men for en 13-årig dreng fra Bagsværd var det et rent eventyr, som nu har varet i over 50 år. Det første år i Canada var dog ikke uden problemer, og det første chok mødte vi allerede i havnen i Halifax, Nova Scotia.

Vi kom fra det danske forår med duften af frisk græs og forårsblomster overalt, og det, der mødte os, var en fugtig, vindomsust, beskidt by, hvis huse var utroligt grimme set med europæiske immigrantøjne. Vi var noget modløse, men alligevel lettede, da vi sad i toget til Montreal. Det var her, jeg så sorte mennesker for første gang, og jeg genkalder mig endnu min ubændige trang til at røre ved konduktørens krusede uldhår.

Maden og drikkevarerne gjorde også indtryk: papkrus, ananasjuice og tunsandwich af hvidt brød så blødt som vat! Det, som imponerede mig mest, var dog at betragte landskabet med de umalede, forsømte huse med den sidste nye amerikanske bilmodel, "dollargrinet", parkeret ved siden af.

Montreal var fantastisk med et ægte bjerg lige midt i byen - lige midt på en ø - lige midt i en flod, men byen så desværre kun godt ud på afstand. Toget passerede gennem slumkvarterer på vej til Central Station, og her var der ikke noget at prale af. Vi fandt dog senere ud af, at de fleste store byer i Nordamerika har slumkvarterer, og kontrasten mellem rig og fattig var slående. Vi hørte helt sikkert til den sidste kategori.

Tomme løfter

Vi blev budt velkommen af min "rige onkel i Amerika", som havde overtalt mine forældre til at komme til Montreal. Desværre viste han sig at være en boble af tomme løfter, som brast lige i hovedet på os. Han havde pralet med at kunne skaffe min far fast job, finde os en dejlig lejlighed, købe os et fjernsyn - og en bil. Øregas! Det første, han sagde, var, at han manglede $50, så om ikke vi kunne hjælpe ham.

Vi tog ud til vores "lejlighed", som var et værelse i et pensionat lige over for højbanen i en snusket del af byen. Udsigten fra vores vindue var en mørk gyde, og møblerne var begrænset til et lille skab, en dobbeltseng, en udtræksseng (til mig), en vask og en petroleumsbrænder (til madlavning). Det var for meget for min mor, som græd nogle af de mange tårer, som flød, indtil vi fandt et andet logi i udkanten af byen nogle uger senere.

Overflod i supermarkedet

Dagen efter meldte næste udfordring sig - livets absolutte nødvendigheder! Vi opsøgte det nærmeste supermarked, som var imponerende. Alt hvad man havde brug for under samme tag! Min mor fik det straks meget bedre, alt imens hun fyldte indkøbsvognen med mad. Vi kunne hverken fransk eller engelsk, og det gav os lidt problemer. Vores første glas peanutbutter blev f.eks. købt for at være sennep.

Min far fik hurtigt tilbudt arbejde som mekaniker. Han blev dog ansat på prøve med den besked, at canadiske mekanikere arbejdede hurtigt og effektivt, og hvis ikke han kunne følge med, så kunne de ikke bruge ham. Da han ikke kunne sproget og ikke kendte de amerikanske efterkrigsmodeller, så det jo ikke for lovende ud. Han gjorde dog al pessimisme til skamme og blev udnævnt til værkfører i løbet af få måneder, senere til underdirektør og medejer af firmaet.

På hjemmefronten blev det også mærkbart bedre. Mine forældre besluttede, at jeg ikke skulle vokse op i bycentrum, så vi flyttede til en middelklasseforstad. For at kunne gøre dette, måtte vi tage til takke med en billig kælderlejlighed med udsigt til et sporvognsstoppested og med et toilet, som flød over med diverse substanser efter hvert regnskyl. Det var sandelig ikke det samme som behagelige Bagsværd, og min mors tårer forsatte med at strømme. Jeg, derimod, syntes, at det at sove på gulvet de første måneder levede ret godt op til mine forventninger om at være "pioner i Canada", og det gav mig da lidt at skrive om til mine gamle klassekammerater.

En svær skolestart

Skolen var et mareridt. Jeg talte hverken engelsk eller fransk, og min klasselærer placerede mig bagest i klasseværelset med en læsebog til 1. klasse - og ellers med besked om at tie stille. Frikvartererne var ikke bedre. Alle gjorde nar af mine danske plusfours, som jeg selvfølgelig var ene om at gå med. Jeg længtes efter at gå i jeans og t-shirts som alle andre.

Jeg nød dog efterhånden anerkendelse, for det viste sig, at jeg var den bedste fodboldspiller på skolen. Jeg lærte desuden at spille både baseball og football, og sidst men ikke mindst lærte jeg at spille ishockey. Den endelige accept kom efter et år, hvor jeg, på min mors foranledning, blev den lykkelige ejer af et par jeans, to t-shirts og et par ægte amerikanske løbesko. Jeg talte efterhånden fly-dende engelsk, vi var flyttet til en 1.sals lejlighed, og jeg var blevet en helt normal nordamerikansk teenager.
 

Finn Sander
Finn Sander tog i 1971 en doktorgrad i tropisk oceanografi fra McGill Universitet. Samme år fik hans mor endelig opfyldt sit ønske, og forældrene vendte hjem til Danmark efter 18 år. I 1971 blev Finn Sander også professor ved McGill Universitet og direktør for Bellairs Research Institute of McGill Universitet på Barbados. Han og konen Gloria flyttede derfor til De Vestindiske Øer, hvor begge deres børn er født. Her boede de i 14 år, hvorefter de flyttede tilbage til Canada, hvor Finn Sander er administrator ved Dalhousie Universitet i Halifax, der har udviklet sig meget siden 1953, og det er en by, som han holder meget af at bo i.