^
  • 10 unikke landeveje i Canada

10 unikke landeveje i Canada

Et roadtrip i Canada må være en af de absolut bedste måder hvorpå dette storslåede land kan opleves. Med den ultimative frihed bag rettet, kan du læne dig tilbage og nyde det smukke forbipasserende landskab. Her er 10 bud på nogle unikke landeveje i Canada, der bare er fede at køre på. 

 

1 Cowboy Trail | Alberta

Her kan du være cowboy uden en hest. Fra Cardston fører Cowboy Trail Highway 5 via Waterton, 6 til Pincher Creek og så 22 til Mayerthorpe i nord. En 700 km tur gennem Albertas cowboykultur. Yehaaaa.

 

2 Trans-Canada | Canada

Der findes ikke kun en Trans-Canada landevej. Der er flere veje, som er en del af Trans-Canada vejsystemet. Newfoundland-øen har 900 km. På fastlandet er den korteste vej ad Trans-Canada til vestkysten 6.450 km, så den ultimative kør-selv oplevelse fra kyst til kyst gennem 9 provinser bliver 7.350 km lang.

 

3 Viking Trail | Newfoundland & Labrador

489 km landevej fra Highway 1 ved Deer Lake via Gros Morne nationalparken og langs kysten til Saint Anthony og vikingebopladsen L’Anse aux Meadows i den nordligste del af Newfoundland-øen. Se rejser til Newfoundland.

 

4 Dempster Highway | Yukon & Northwest Territorie

Denne 735 km gode grusvej binder Dawson City og Klondike Highway sammen med Inuvik i det allernordligste Canada. For enden af vejen er du næsten ved kanten af Ishavet. Se rejser til Yukon.

 

5 Trans-Labrador | Newfoundland & Labrador

Forude venter en ensom ødemarksoplevelse, hvis du vælger at køre de 1.150 km ad Trans-Labrador Highway fra Blanc-Sablon til Labrador City. De vestligste 550 km (Route 500) er primært asfalt, mens de resterende 600 km (Highway 510) primært er grusvej. Se rejser til Newfoundland.

 

6 Alaska Highway | British Columbia & Yukon

Det ultimative road trip gennem British Columbias vilde natur, afsidesliggende Yukon til Alaska. Den 2.232 km lange vej blev oprindelig bygget under Anden Verdenskrig som en militærvej for at forbinde Alaska med resten af USA, og først i 1948 blev den åbnet for offentligheden. Den har længe haft ry for at være en hård tur, men i dag er samtlige kilometer vej asfalteret. Landskaberne er dog stadig lige så vilde, som de altid har været. Se rejser til Yukon.

 

7 Sea to Sky Highway | British Columbia

Fra det nordlige Vancouver til Whister følger vejen den første halvdel Howe-fjorden, hvorefter vandet afløses af bjerge på begge sider af den 100 km lange landevej. Se rejser til British Columbia.

 

8 Icefields Parkway | Alberta

Verdens smukkeste landevej snor sig blidt 232 km gennem Banff og Jasper nationalparkerne. På nær nogle få bump og nogle store blide kurver, så kører du det meste af tiden lige ud mellem bjergkæderne. Se rejser til Alberta og det vestlige Canada.

 

9 Cabot Trail | Nova Scotia

Den nordlige del af øen Cape Breton indkapsles af den 300 km lange Cabot Trail Highway. Det meste af tiden følger vejen kysten, der sammen med det meget kuperede terræn giver en flot kulisse til vejen. Se rejser til Nova Scotia.

 

10 Yellowhead Highway | Manitoba, Saskatchewan, Alberta & British Columbia

Fra præriens hyggelige små byer, mange søer og skove samt uendelige græsområder via de himmelråbende snedækkede bjerge til de dybe fjorde og kystbjergene løber Highway 16 de 2.650 km fra Portage La Prarie, vest for Winnipeg, til Prince Rupert.