^
  • Det sydvestlige Australien i bil

    Denne 6-dages tur gennem Det sydvestlige Australien i bil byder på både vin, natur og hvaler.

  • Det sydvestlige Australien i bil

    Denne 6-dages tur gennem Det sydvestlige Australien i bil byder på både vin, natur og hvaler.

  • Det sydvestlige Australien i bil

    Denne 6-dages tur gennem Det sydvestlige Australien i bil byder på både vin, natur og hvaler.

Det sydvestlige Australien i bil

6 dage fra kr. 3.900

Ikke mange rejser til Australien lader dig udforske det sydvestlige Australien i bil. Men det er synd. For området syd for Perth byder på storslået natur, hyggelige småbyer, vin i verdensklasse samt muligheden for at se delfiner og hvaler. 

Du bestemmer selv hvilke oplevelser, du vil have på din rejse. Lad dig inspirere, og tag en snak med en, der har været der.

70 12 50 11

Program

Dag 1: Perth til Margaret River

Bilen hentes i Perth, og kursen sættes sydpå mod Bunbury, hvor op mod 100 vilde delfiner som regel holder til i bugten ud for byen. Den bedste måde at opleve delfinerne på, er ved at tage en guidet sejltur med Dolphin Watch Eco Cruise (ikke inkluderet i prisen). Sejlturen afgår de fleste dage kl. 11:00, og da turen fra Perth til Bunbury tager ca. 2 timer, er det vigtigt at komme afsted fra Perth fra morgenstunden. Billetten fra sejlturen giver også adgang til Dolphin Discovery Centre, hvor du kan lære meget mere om disse intelligente dyr. Fortsæt via Busselton, der er berømt for sit undervandsobservatorium samt den imponerende 1,8 kilometer lange badebro i træ til Margaret River. Her indlogeres du på dit hotel for de kommende 2 nætter. 

Distance: ca. 300 km.

Australien - Western Australia - Margaret River

Dag 2: Margaret River

Du har hele dagen til at nyde områdets fantastiske kystlandskaber, legendariske surfstrande samt naturligvis nogle af Australiens absolut bedste vingårde. Rød- og hvidvine på en række forskellige druer produceres her. Men det er først og fremmest vine på Cabernet Sauvignon og Chardonnay, der har placeret området i den absolutte verdenselite. Vingårde ligger spredt rundt i landskaberne, og mange er åbne for besøgende. Så kig forbi og se, om ikke vinbonden giver en smagsprøve på den seneste høst. Trænger du til en pause fra vinen, kan en gåtur til fyrtårnet på Cape Naturaliste eller et besøg under jorden i den storslåede drypstenshule Ngilgi Cave i høj grad anbefales. 

Dag 3: Margaret River til Pemberton

Forlad Margaret River fra morgenstunden, og begiv dig ud på Caves Road, der anses for at være blandt Vestaustraliens smukkeste vejstrækninger. Turen fører dig forbi Boranup-skoven til det berømte Leeuwin fyrtårn. Fyrtårnet står med en spektakulær placering på Australiens sydvestligste punkt, hvor Det Indiske Ocean og Det Sydlige Ocean mødes. Fortsæt herfra mod Pemberton og de omkringliggende skove, der prydes af nogle af verdens højeste træer. Deriblandt det 72 meter høje Gloucester Tree, der tidligere blev brugt til at holde udkig med skovbrænde. 153 trin fører til en udsigtsplatform højt oppe i trækronen, hvorfra du har en fantastisk udsigt over skoven. Foruden træer er området også rig på floder og smukke søer, der indbyder til en picnic med madkurv og en flaske lokal vin.  

Distance: ca. 150 km.

Dag 4: Pemberton via Denmark - Albany

Det er værd at bruge et par timer på at udforske Pembertons kunstgallerier, inden kursen sættes mod Albany. Det første stykke fører ad små veje til den lille by Northcliffe, hvor skoven prydes af en række kunstinstallationer. Besøg også The Giant Tingle Tree, og se det eneste sted i Vestaustralien, hvor skoven møder havet. Ved Valley of the Giants Tree Top Walk kan du gå en tur på hængebroer spændt ud mellem trækronerne, mens dramatiske kyster og indbydende strande venter ved Elephant Rocks og Greens Pool nær den lille by Denmark. Jo, der ligger faktisk en lille by ved navn Denmark i Australien. Dagens mål er Albany, der ligger med en flot udsigt over Princess Royal Harbour. 

Distance: ca. 250 km.

Dag 5: Albany

Du har hele dagen til at nyde hyggelige Albany. Lær om byens historie på en gåtur ad The Amity Trail, og besøg hvalmuseet Whale World. Mellem juni og oktober søger pukkelhvaler og sydlige rethvaler op langs disse kyster for at yngle, og mange tager sig en pause i bugten ud for Albany. Der er adskillige fine gåture langs kysten omkring byen, hvor du kan være heldig at se hvalerne boltre sig i havet.

Dag 6: Albany - Perth

Turen tilbage til Perth tager en god del af dagen. Men der er flere spændende stop på vejen. Ikke mindst Stirling Range National Park, der byder på Vestaustraliens eneste alpine bjerglandskaber. Helt andre oplevelser venter ved besøgscenteret Kodja Place i Kojonup, der giver en god indsigt i områdets historie og oprindelige kultur. Fortsæt herfra til Perth, hvor turen slutter. Du har god tid til at køre turen, for bilen er lejet indtil i morgen. Men sørg for at aflevere bilen på udlejningskontoret i byen eller ved lufthavnen inden det klokkeslæt, hvor du hentede den på dag 1 for at undgå ekstragebyrer. 

Distance: ca. 400 km.

Pris pr. person

6 dage fra kr. 3.900

Prisen inkluderer

  • 6 dages billeje
  • 5 nætter på hotel
  • Kørselsvejledning