^
  • Tasmanien – Australiens oversete hjørne

Tasmanien – Australiens oversete hjørne

Ikke mange rejsende finder vej til Tasmanien. Men de, der gør, bliver rigt belønnet med vild natur, spændende historie og fantastisk mad. Det ved MyPlanets rejsekonsulent Heine alt om. Han er vild med Tasmanien og fortæller gerne om sine oplevelser på øen. 

”Hvad var det?”, udbrød jeg overrasket og stoppede op midt på stien. Vores guide havde tydeligvis også hørt lyden og gjorde tegn til, at vi skulle stoppe. Han kiggede i den retning, lyden var kommet fra. Vi stod helt stille og lyttede intenst. Der var lidt puslen i krattet, og fluerne summede højlydt i den lune morgensol. Men den høje, hvæsende lyd kom ikke igen. ”Det var en tasmansk djævel”, forklarede vores guide, ”men den er væk nu. De foretrækker at være ude om natten. Denne her var nok på vej tilbage til sin hule for at sove.” Jeg kiggede stadig i retning af lyden. Hvem ville ikke gerne se verdens største kødædende pungdyr. Vel at mærke et dyr, der nu kun lever på netop Tasmanien. Men djævlen viste sig ikke, og vi fortsatte vores vandretur mod toppen af det lille bjerg i Freycinet National Park.

Stien gik stejlt opad. Men den var let at følge, og naturen blev kun mere og mere storslået, jo højere op vi kom. Store kampesten lå langs stien, og i trækronerne hoppede fugle fra gren til gren. Før vi vidste af det, kunne vi træde ud på det klassiske udsigtspunkt, hvor vi blev belønnet med en fantastisk udsigt over Wineglass Bay. Langt under os kunne vi se den hvide halvmåneformede strand med lave, grønklædte bjerge på den ene side og indbydende turkisblåt vand på den anden. Ingen sagde noget. Vi stod blot målløse og prøvede at indfange den fabelagtige udsigt. 

Et paradis for naturelskere

Tasmanien er et paradis for naturelskere. Foruden Freycinet National Park tiltrækker den større Cradle Mountain National Park vandrere fra hele verden, der kommer for at udforske den vilde, tempererede natur. Landskaberne her er tydeligvis anderledes end på det australske fastland, fordi klimaet er koldere. Men de er bestemt ikke mindre spektakulære med sine takkede bjerge, blanke søer og den lave bevoksning. Andre klassiske vandreture udforsker tempererede regnskove på øens nordvestlige hjørne, mens Bay of Fire byder på dramatiske kyster og øde strande. Eventyrlystne vandrere kan også give sig i kast med den krævende South Coast Walk, der snor sig 80 kilometer gennem nogle af de mest øde og afsidesliggende naturområder i Australien. 

Helt så ambitiøse var vi dog ikke. Det behøver man heldigvis heller ikke at være for at få fantastiske naturoplevelser i Tasmanien. Over de næste dage udforskede vi både Peppermint Bay på en fantastisk sejltur, og vi kastede os ud i en forrygende cykeltur ned ad bakke fra toppen af Mount Wellington. Cykelturen er 21 kilometer lang og fører fra 1272 meters højde helt ned til havets overflade. Udsigterne skifter hele tiden. Fra højfjeldslandskaber nær toppen til mere frodig bevoksning længere nede ad bjerget. Det går ned ad bakke hele vejen, så man kan bare slappe af og nyde turen i sit eget tempo. 

Tasmanien i miniformat på Maria Island

En anden stor oplevelse er den lille ø Maria Island ud for Tasmaniens østkyst. Siden 1960’erne er Maria Island blevet en slags moderne Noahs Ark, hvor man har introduceret en række udryddelsestruede dyrearter i håbet om, at de ville kunne trives på dette afsidesliggende sted. Deriblandt tasmanske djævel og flere små kænguruarter. Også wombatter lever her, og der er gode chancer for at opleve dyrelivet langs de mange vandrestier langs øens rå klippekyster og smukke bugter. Aftenerne tilbringes på små Bed&Breakfasts, hvor det lokale værtspar tager imod med ægte australsk gæstfrihed.

Således er Maria Island på mange måder et Tasmanien i miniformat. For her er alt det, der gør Tasmanien så fantastisk. Ikke mindst masser af vild natur og et rigt dyreliv. Men også historie. Ved Darlington kan man opleve historiske stenhuse fra 1820’erne, der giver en fascinerende indsigt i Australiens tidlige år som straffekoloni. 

Gourmet

Også en anden lokal trend har taget Maria Island med storm: Gourmet. Tasmanien er blevet en ægte gourmet-destination. På øens vingårde fremtrylles glimrende vine, der passer perfekt til de prisvindende oste og østers fra Bruny Island. I Evandale nær Launceston laves gourmetsauce af forskellig slags, og rundt om på øen fremstiller små familieejede virksomheder alt fra marmelade og honning til olivenolie og whisky. 

Således går gourmet og natur hånd i hånd på Tasmanien. Her kan man nyde storslået og vild natur i løbet af dagen vel vidende, at der venter et fantastisk måltid og en kold, lokal øl for enden af stien. I mine øjne er det bare endnu en grund til at elske Tasmanien.