^
  • South Australias bedste oplevelser

South Australias bedste oplevelser

Dyk med hvidhajer, nye udsigten fra taget af et stadion eller smag på nogle af Australiens bedste vine. Livet er kort, og hvis du hellere samler på minder end frimærker, har South Australia et væld af oplevelser at tilbyde. Rejsende med hang til spænding kan glæde sig til højdepunkter som flyvetur over Outbacken og ’lavpunkter’ som dykning med hvidhajer. Mere afslappede rejsende foretrækker måske gastronomiske eventyr på de historiske vingårde. Om det er fart eller nysgerrighed, der driver dig, byder South Australia på en lang liste af oplevelser, du bør prøve mindst én gang i livet. Her har vi samlet fem muligheder. Hvor mange af dem kan du allerede tikke af?

Dykning med hvidhajer ved Port Lincoln, Eyre Peninsula

I havet ud for Port Lincoln, 640 km fra Adelaide, kan du komme helt tæt på de store hvide hajer på deres hjemmebane. En af turoperatørerne, Adventure Bay Charters, tilbyder to forskellige måder at få øjenkontakt med et af havets mest frygtede væsener. På haj-dykket i bur ifører folk sig først en våddragt, hvorefter de bliver ført omkring en meter under havoverfladen. Luft pumpes ned gennem en slange fra overfladen, så der er intet behov for bøvlede lufttanke eller dykkercertifikat.

Bådsmanden tiltrækker ikke hajerne med lokkemad, hvilket ville kunne fjerne dem fra deres normale jagt-aktiviteter. I stedet spilles rock’n’roll musik gennem højtalere under vandet. Det siges, at de akustiske vibrationer fra musik af eksempelvis AC/DC og The hilltop Hoods lokker hajerne til for at undersøge nærmere. Folk som foretrækker at forblive tørskoet har også mulighed for at se hajerne. Fra overfladen har op til seks personer ad gangen adgang til et glasbur under vandet, hvorfra de kan opleve hajerne på tæt hold. Hajdykkene foregår ved North Neptune Islands, der er omkring 2,5 times sejlads fra Port Lincoln. Har du tendens til søsyge, er det en god ide at tage forholdsregler.

Mere information: Adventure Bay Charters

Smag på legendariske vin på The Grange på Penfold Magill Estate, Adelaide

De, der kommer fra større byer end Adelaide, vil nok blive overrasket over at finde vinmarker blot 15 minutters kørsel fra centrum. Ikke desto mindre er det præcis så nemt at komme til vingården Penfolds Magill Estate, der står bag Australiens mest berømte vin; den legendariske Grange. Vinhuset, der engang lå i udkanten af Adelaide, er nu omgivet af forstadskvarterer. Besøgende kan komme på en rundtur i de historiske stenkældre eller vandre gennem underjordiske tunneller - kendt som 'drives', hvor vinmageren Max Schubert i al hemmelighed arbejder på de første årgange af The Grange, trods firmaets ledelse havde stoppet projektet. I dag fortsætter Penfolds vinmagere med at besøge tønderne, der er stablet op i tunnelen, for at beskytte den seneste dyrebare årgang af The Grande.

Der findes flere forskellige ture at vælge imellem. For eksempel en introduktionstur for dem med en almindelig interesse for vin, der naturligvis slutter med en vinsmagning i baren. Men aficionados bør bestille Ultimate Penfolds Experience. Her besøger man blandt andet Grange Cottage, hvor grundlæggerne Mary og Christopher Penfolds boede. Men det store højdepunkt er dog gemt til sidst, hvor man smager nogle af Penfolds mest eftertragtede vine i et af de nye private smagsrum. Deriblandt RWT, sjældne portvine og naturligvis den berømte The Grange.

Mere information: Penfolds Magill Estate

Nyd udsigten fra stadionet Adelaide Oval

Sydney og Brisbane har begge 'bridge climbs', hvor man bestiger ikoniske broer. Men Adelaide tilbyder nu muligheden for at bestige en meget anderledes struktur; den ikoniske Adelaide Oval, hvor mange store cricket- og australsk fodboldkampe er blevet spillet. Den to timer lange guidede tur, der første gang så dagens lys i 2016, tilbyder fantastiske panoramaudsigter over hele byen. På grund af midtbyens flade terræn kan man fra toppen af taget se hele vejen til Adelaide Hills på den ene side og helt ud til havet på den anden. Præcis som på de to andre bestigninger i Sydney og Brisbane iføres deltagerne fuldt sikkerhedsudstyr og hører guidens fortællinger gennem et lydanlæg.

Du kan vælge mellem tre forskellige bestigninger. Dag-bestigningen tilbyder de bedste udsigter til en god pris. Bestigningen ved tusmørke for romantikerne, der ønsker at nyde solnedgangen og byens lys. Den mest ekstravagante pakke for ægte sportfans, er dog den, hvor du får mulighed for at opleve dele af en Port Adelaide AFL-kamp 50 meter over det sydlige målområde. Turen fører også over taget på den vestlige langside samt over en bro. Da man ville udvikle denne klatretur, studerede folkene bag Adelaide Oval lignende ture rundt om i verden såsom Londons Up at the O2 og Dublins Etihad Skyline tur, der tager dig til toppen af Croke Park Stadium.

Mere information: RoofClimb

Flyvetur over Wilpena Pound, Flinders Ranges

Højdepunktet i Flinders Ranges, der er opkaldt efter opdagelsesrejsende Matthew Flinders, er Wilpena Pound; et fantastisk naturligt amfiteater omgivet af forrevne klippevægge, der rejser sig brat op af det omkringliggende landskab. Krateret, dalbunden og de omkringliggende klippeformationer er rester af en gammel bjergkæde, der er blevet eroderede af naturens kræfter over millioner år. Træer og buske vokser på de lave skråninger af Wilpena Pound, og de grønne farver står i skærende kontrast til de omkringliggende tørre, rustrøde ørkenlandskaber. Mange besøgende udforsker området til fods. Men den bedste måde at få en fornemmelse af Wilpena Pounds dimensioner – krateret er 17 kilometer langt og otte kilometer bredt – er på en flyvetur over de gamle landskaber.

Der er en række forskellige flyveture at vælge imellem. En operatør tilbyder eksempelvis ture fra 20 til 60 minutters varighed fra Wilpena Pounds lille landingsbane. Turene fremhæver de geografiske højdepunkter såsom Mary Peak, der er det højeste punkt langs kraterkanten, og Pound Gap, hvor en vej fører ind til dalbunden. Tidlige pionere holdt heste i krateret. Faktisk betyder ordet ’pound’ en indhegning til dyr. Dalen har også engang været brugt til hvedemarker.

Mere information: Flyveture over Wilpena Pound

Lang frokost på Hentley Farm, Barossa Valley

Findes der noget bedre end en lang, afslappet frokost? De, der for alvor tager deres frokost seriøst, bør sætte kurs mod Hentley Farm i Barossa Valley en times kørsel nordøst for Adelaide. Eller endnu bedre; organisér transport dertil, så du ikke behøver at køre selv. Hentley Farm vil ikke fortælle på forhånd, hvad der er på menuen. Men der er to menuer at vælge imellem. En 1,5 times menu med fireretter eller en 3 timers menu med syv retter. Derudover kommer der masser af små ekstra lækkerier og små mundfulde til at rense smagsløgene. Chefkokken Lachlan Colwill elsker at overraske med effektfulde og atypiske sammensætninger såsom østers serveres i en campinggryde med rygende tøris. Eller søde sager serveret i æggeskaller, der stadig står i æggebakke. Det kunne også være chokoladeovertrukne slikkepinde dekorativt stukket ned i en gammel trærod.

Der er mulighed for at fuldende oplevelsen med udsøgte vine fra Hentley Farm, der er nøje udvalgte, så de passer perfekt til menuen. Colwill bruger så vidt muligt ingredienser fra vingårdens 60 hektar store frugthave og køkkenhave. Frokosten serveres i en moderne restaurant indrettet i rustikke staldbygninger fra 1800-tallet på bredden af Greenock Creek.

Mere information: Hentley Farm