^

USA's vilde vest og Yellowstone

Fantastisk kør-selv ferie fra Wyoming til New Mexico, hvor du oplever både ørken, gejsere og bjerge.

16 dage fra kr. 9.100

Pris pr. person, når 2 voksne og 2 børn rejser sammen
Fra kr. 12.900 ved 2 voksne. Tillæg i højsæson fra kr. 2.700
Prisen inkluderer: Fly, billeje og overnatninger

Det vestlige USA
Ofte er det rejser til Californien og ørkenstaterne i det sydvestlige USA, der løber med al opmærksomheden. Men staterne i hjertet af det vestlige USA har mindst lige så meget at byde på. På en rejse hertil venter ufattelige naturscenerier, historiske byer og fascinerende lokale kulturer. Du kommer endda også tæt på dinosaurernes forsvundne verden, møder nutidens indianere og oplever mormonernes unikke samfund.

Rocky Mountains, Yellowstone og Bryce Canyon
Fra Denver går turen op gennem Rocky Mountains mod Grand Teton og Yellowstone National Park, hvor bisonflokke vandrer mellem sneklædte bjerge og spruttende gejsere. Fra Wyoming går turen sydpå mod mormonernes by Salt Lake City og ørkenparkerne Bryce Canyon og Zion, hvor elementernes rasen gennem millioner af år har formet landskabet til surrealistiske former. Forude venter landskaber fra Det Vilde Vesten i Monument Valley, Painted Desert og den smukke Lake Powell, hvis azurblå vand indrammes af gyldne ørkenklipper. Længere mod syd når du til guldgraverbyen Durango, ruinbyen Mesa Verde samt kunstnerbyen Taos, der er kendt for sin unikke, organiske arkitektur. Inden du igen drejer nordpå mod Denver, besøges Santa Fe, der er blandt de ældste og mest atmosfærefyldte byer i denne del af landet.

Du oplever endda det hele på bedst tænkelig vis; i egen bil. Den generelle rute er lagt, men du har masser af frihed til at improvisere undervejs.

Kom til rejseforedrag om Californien og det sydvestlige USA
I løbet af året holder vores dygtige foredragsholder Arne Naamansen foredrag om rejser til Californien og det sydvestlige USA. Tilmeld dig foredraget i dag, og få en masse inspiration, gode råd og tips med hjem. Tilmeld dig her

Rejsens varighed, rute og oplevelser tilpasser vi naturligvis.

Lad dig inspirere, og kontakt os.

70 12 50 11

Rejsen dag for dag

Dag 1: Ankomst til Denver

I dag ankommer du til Denver, hvor dit eventyr i USA starter. Ved ankomsten til Denver får du udleveret din bil, og inden længe kan du køre til hotellet, hvor dit hotelværelse står klar. 

Du kan vælge at slappe af på dit hotelværelse ovenpå rejsen, men du kan også vælge at udforske Denver. Denver startede som en lille jernbaneby langt ude på landet, men meget er sket siden. I dag er Denver en sprudlende storby i rivende udvikling, og her er der noget for enhver smag. Klimaet i byen er solrigt, og med Rocky Mountains ganske tæt ved, tiltrækker Denver naturentusiaster året rundt. I sommerhalvåret kommer folk for at udforske nationalparkerne, mens frisk sne i massevis lokker skiløbere til om vinteren.

Dag 2: Steamboat Springs

Allerede fra morgenstunden kan du lægge storbyen bag dig og sætte kursen mod Rocky Mountain National Park. Trods det, at nationalparken ligger relativt tæt på millionbyen Denver, er naturen vild og storslået. Floder bruser forbi himmelstræbende bjerge, der reflekteres til perfektion i de spejlblanke, dybblå bjergsøer. Andre steder strækker en alpin tundra sig mod horisonten, og på nogle tidspunkter af året dækker vilde blomster nationalparken som et multifarvet tæppe. Dyrelivet er lige så imponerende, og med lidt held er det muligt at støde på både elge, bjørne og bighorn-bjergfår. Så tag dig god tid til at nyde turen gennem bjergene mod skisportsbyen Steamboat Springs. 

Distance: ca. 250 km fra Denver via Rocky Mountain NP til Steamboat Springs.

Dag 3: Rock Springs

Dyrelivet i Rocky Mountain er imponerende i dag, men det var det bestemt også for mere end 100 millioner år siden, da dinosaurer herskede på Jorden. Du kommer en smule tættere på dinosaurernes fjerne verden ved Dinosaur National Monument på grænsen mellem Colorado og Utah. Utallige knogler, kranier og dinosaurskeletter er fundet i denne arkæologiske udgravning, der er blandt de vigtigste af sin art i verden. Fortsæt til Flaming Gorge og Red Canyon i Wyoming, inden dagen slutter i Rock Springs. 

Distance: ca. 450 km fra Steamboat Springs via Dinosaur National Monument til Rock Springs.

Dag 4: Jackson

Fra Rock Springs tager ruten dig nordpå gennem den dramatiske Wind River Gorge. Længere mod nord skifter landskabet karakter, og lave busklignende planter dominerer udsigten. Dagens mål er byen Jackson, der ligger med en forrygende placering for foden af Teton-bjergenes takkede tinder. I vinterhalvåret er Jackson blandt USA's bedste skiresorts, men området omkring byen indbyder til udendørsaktiviteter året rundt. Jackson har dog også en fascinerende historie, og en del historiske bygninger står stadig i bymidten, som minder fra dengang cowboys kom ridende gennem hovedgaden med skarpladte pistoler og et vågent blik under den bredskyggede hat. Engang foregik der en livlig pelshandel i disse gader, og den dag i dag ligger der stadig salooner på byens gadehjørner. Du kan stadig løbe ind i cowboys her i byen, om end i en mere moderne form. I dag har de fået selskab af turister, skiløbere og naturentusiaster fra hele verden, der alle er med til at give byen sin særlige stemning. 

Distance: ca. 300 km fra Rock Springs til Jackson.

Dag 5: Yellowstone

Dagens køretur er ikke lang, men landskaberne langs ruten er blandt de smukkeste på hele rejsen, så tag dig endelig god tid. Fra Jackson køres mod Grand Teton-bjergkæden, der strækker sig som en 65 kilometer lang, og ofte snedækket, mur af sten. Med sine 4.197 meter er Grand Teton den højeste top i bjergkæden, og sammen med de omkringliggende forrevne bjergtoppe, udgør bjerget et storslået syn. Hold også øje med elsdyr og bisonokser undervejs, da disse færdes frit i området.

Flere naturoplevelser venter i Yellowstone, der er en af Nordamerikas bedste nationalparker. Det er også verdens ældste nationalpark, og Yellowstone er særligt kendt for sine bisonokser, der lever i store flokke i de åbne vidder, samt sin vulkanske aktivitet. Sidstnævnte kan bedst opleves ved gejseren Old Faithful. Navnet betyder "Den gamle trofaste", fordi man kan være næsten sikker på, at den på bestemte tidspunkter sender kogende vand 60 meter lodret op i luften. Dette har gjort gejseren til parkens mest populære seværdighed. 

 

Distance: ca. 125 km fra Jackson via Grand Teton til Yellowstone National Park.

Dag 6: Salt Lake City

Du har en lang men spændende køretur i vente i dag, når kursen sættes mod Salt Lake City. Byen blev grundlagt i 1847 af en gruppe mormonske pionerer, som sammen var flygtet fra den fjendtlighed og vold, de havde mødt længere mod øst. På dette fjerne sted fandt de, hvad de søgte, og siden er et stort mormonsk samfund vokset op i byen. Byen er især kendt for sit Mormontempel, som bestemt er et besøg værd. Det er også muligt at besøge den store saltsø, der har givet byen sit navn. Saltsøen er en lille rest af den forhistoriske Lake Bonneville, og i dag er store dele af søen tørret ind, hvilket har gjort det tilbageværende vand meget salt. 

Distance: ca. 550 km fra Yellowstone NP til Salt Lake City.

Dag 7: Bryce Canyon NP

I dag venter landskaber, der er langt mere tørre end dem, du oplevede i Colorado og Wyoming. I Bryce Canyon har elementerne gennem årtusinder eroderet ørkenplateauet og skabt spektakulære naturlige 'amfiteatre' fyldt med farverige klippeformationer og spir. Nationalparken har mange smukke udsigtspunkter og byder på masser af muligheder for at strække benene. 

Distance: ca. 400 km fra Salt Lake City til Bryce Canyon NP.

Dag 8: Bryce Canyon

Du har hele dagen til at udforske de unikke landskaber i Bryce Canyon. Tag for eksempel en køretur til Rainbow Point, hvorfra du på en klar dag kan se mere end 100 kilometer væk. Der findes også adskillige spændende vandreruter i parken, mens andre ture bedst lader sig udforske på hesteryg. Et godt overblik over parken og de mange muligheder fås i besøgscenteret, hvorfra der afgår en gratis og meget nyttig shuttlebus til områdets forskellige seværdigheder.

En helt anden mulighed er at tage bilen og køre til nærliggende Zion National Park. Her mødes du af hvide, orange og røde klipper, der ligeledes er eroderet til utrolige former og surrealistiske skulpturer. Både Bryce Canyon og Zion er et storslået syn. Særligt smukke er de ved solopgang og solnedgang, når det bløde lys får sandstensskulpturerne til at gløde gyldent.

Distance: ca. 250 km fra Bryce Canyon til Zion nationalpark og retur.

Dag 9: Page/Lake Powell

Fra Bryce Canyon fortsætter turen til Lake Powel via Zion. Så hvis du ikke besøgte nationalparken i går, har du mulighed for at nyde de storslåede scenerier i dag. Herfra fortsættes mod øst til byen Kanab, der også kaldes "Lille Hollywood" på grund af de mange westernfilm, der er filmet i området. Dagens mål er byen Page på grænsen til Utah. Her brydes ørkenlandskaberne af den store Glen Canyon-dæmning, der opdæmmer Colorado-floden og skaber reservoiret Lake Powell. Lake Powell er USA's næststørste kunstige sø, og en sejltur på det azurblå vand omringet af røde ørkenklipper er en god måde at opleve området på. En anden mulighed er en køretur over Glen Canyon Dam-broen, der med en længde på 475 meter og en maksimal højde på 213 meter over Colorado-floden er den fjerde højeste bro i USA.

Distance: ca. 200 km fra Bryce Canyon NP til Lake Powell.

Dag 10: Cortez

Start gerne køreturen tidligt denne morgen, for du har nogle fantastiske landskaber i vente. En del af turen går gennem et område, der stadig er beboet af navajo-indianere, og du vil sandsynligvis se dem sælge varer langs vejen eller i butikker rundt om i området. Fortsæt gennem den gamle handelsstation Cameron til Painted Desert, som har fået sit navn på grund af de mange farver i landskabet. Længere fremme venter det velkendte syn af Monument Valley, hvor høje sandstensformationer rejser sig dramatisk op ad den glohede ørken. Siden John Ford optog westernfilmen 'Diligencen' med John Wayne på dette sted, har Monument Valley været indbegrebet af Det Vilde Vesten. Sidst på dagen når du frem til Cortez, hvor du indlogeres for natten. 

Distance: ca. 450 km fra Lake Powell via Monument Valley til Cortez.

Dag 11: Durango

Mesa Verde National Park er ikke som de øvrige nationalparker på turen. Parken rummer godt nok utrolige naturrigdomme, men det er de mere end 4.000 indianske ruiner, der har sat Mesa Verde på kortet. Ikke mindst fordi 600 af disse bosættelser er bygget spektakulært i huler eller for foden af dramatiske klippevægge. Man ved, at anasazi-folket byggede disse landsbyer, inden de pludselig forsvandt som dug for solen omkring år 1300. Hvad der præcist skete med disse folk er stadig et mysterium.

Fra Mesa Verde er det en kort køretur til den historiske by Durango i det sydvestlige Colorado. Tidligere var disse gader fyldt med guldgravere, der kom til byen for at købe forsyninger samt sælge det guld og sølv, de havde fundet i de nærliggende bjerge og floder. Du overnatter i byen og har derfor god tid til at suge indtrykkene til dig. 

Distance: ca. 75 km fra Mesa Verde til Durango.

Dag 12: Taos

Brug formiddagen på at nyde stemningen i Durango, inden du sætter kursen mod New Mexico. Turen fører dig via Pagosa Springs til kunstnerkolonien Taos, der ligger flot mellem Sangra de Cristo Mountains. Byen er især kendt for sin "mudderarkitektur", og mange huse i området er bygget af jord og andre naturlige materialer. Den lokale byggestil giver husene et meget stemningsfuldt og organisk udtryk, der passer godt ind i de storslåede omgivelser. Men det er lige så meget byens menneskelige side, der gør Taos unik. Mange kunstnere har fundet inspiration i de dejlige omgivelser, og de har med tiden fået selskab af alt fra berømte gourmetkokke til hippier på jagt efter en alternativ livsstil. Resultatet er en stemningsfuld by med et unikt særpræg.

Distance: ca. 325 km fra Durango til Taos.

Dag 13: Taos

Du har dagen til at udforske området omkring Taos. Besøg for eksempel Taos Pueblo, der gennem mere end 800 år har været beboet af de lokale taos-indianere. Landsbyen er bygget i den lokale "mudderarkitektur", der har inspireret mange andre bygninger i området. Både arkitekturen og den lokale indianerkultur har sikret Taos Pueblo en plads på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Brug eftermiddagen på en smuttur til Santa Fe, der er hovedstad i New Mexico. Byen giver en god introduktion til de tre kulturer, som mere end nogle andre har været med til at skabe denne del af landet; den spanske, indianske og  amerikanske. En del indianere holder til på byens centrale plads, hvor de sælger kunsthåndværk, smykker og tæpper, præcis som de har gjort det i mere end 400 år. Også mange moderne kunstnere har slået sig ned i byen, og de gamle gader summer af kunstnerisk energi. 

Distance: ca. 200 km fra Taos til Santa Fe og retur.

Dag 14: Denver

Det er en lang men flot tur tilbage til Denver. Gradvist forsvinder ørkenen, og Colorados høje bjerge tager over. Alt efter hvor mange stop du har gjort på vejen, vil der måske være tid til at kigge sig lidt om i Denver ved ankomsten.

Distance: ca. 500 km fra Taos til Denver.

Dag 15: Afrejse fra Denver

Det er tid til hjemrejse, så turen går tilbage mod lufthavnen i Denver. Her afleveres bilen, og hjemrejsen begynder. 

Dag 16: Ankomst til Danmark

Efter et flyskifte ankommer du til Danmark med kufferten fuld af spændende oplevelser.

Kort

Pris pr. person

Standard 

Rejseperiode Ved 2 voksne Ved 2 voksne og 2 børn
 Lavsæson  Fra kr. 12.900  Fra kr. 9.100
 Højsæson  Fra kr. 16.800  Fra kr. 11.800

Prisen inkluderer

  • Flyrejse Danmark – USA t/r
  • 14 døgns leje af bil (Ansvars- og kaskoforsikring, fri km, første tank benzin og ekstra førere). Den anbefalede bilstørrelse varierer afhængigt af antal rejsende.
  • 2 nætter på godt turistklassehotel i Denver
  • 1 nat på godt turistklassehotel i Steamboat Springs
  • 1 nat på godt turistklassehotel i Rock Springs
  • 1 nat på godt turistklassehotel i Jackson
  • 1 nat på godt turistklassehotel i Yellowstone
  • 1 nat på godt turistklassehotel i Salt Lake City
  • 2 nætter på godt turistklassehotel i Bryce Canyon
  • 1 nat på godt turistklassehotel i Lake Powell
  • 1 nat på godt turistklassehotel i Cortez
  • 1 nat på godt turistklassehotel i Durango
  • 2 nætter på godt turistklassehotel i Taos
  • Rutebeskrivelse på dansk inkl. kort og informationsmateriale
  • Administrationsgebyr og konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden
  • Voucher til Simon Shoppings mange outletcentre

Tilkøb

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
Højsæson

Højsæson for rejser til USA er generelt i folkeskolernes sommerferie samt omkring højtider.

Rejselængde og indhold

Rejsens varighed og indhold kan naturligvis tilpasses dine ønsker. Det samme kan antallet af rejsedeltagere. 

Børn på rejsen

Priserne er baseret på børn i alderen 2-11 år, som overnatter i eksisterende senge sammen med voksne.

 

Flere oplevelser

Forlæng rejsen med stop i New York

Forlæng din rejse i USA med en storbyferie i New York.
3 dage fra kr. 750

Flere oplevelser