Dag 1: Afrejse fra Danmark
Efter ankomst i Chicago afhentes den lejede bil i lufthavnen og der fortsættes til hotellet for check-in. Chicago er kendt for et utroligt rigt kulturliv. Rejser du i juni måned, er Chicago Blues Festival en oplagt Route 66-åbning. Chicago er udover kultur også kendt for moderne arkitektur og nu selvfølgelig som Barack Obamas hjemby. Obamas hjem ligger på Greenwood Avenue i Kenwood.
Dag 2: Chicago
Først på dagen bliver du mødt af en repræsentant på hotellet, her får du udleveret en velkomstpakke indeholdende kørselsvejledning, kort og rejsedokumenter. Desuden er der mulighed for at stille spørgsmål og få råd og vejledning om det eventyr der venter forude.
Du har hele dagen til fri disposition, læg evt. vejen forbi Sears Tower, der stadig topper listen over de mest besøgte seværdigheder i Chicago. Nyd den fantastiske udsigt fra 103. etage.
Frank Lloyd Wright betragtes som en af de mest indflydelsesrige arkitekter i amerikansk arkitektur. Hans måde at tænke bolig på er moderne den dag i dag. Besøg Frank Lloyd Wrights hus og se hvilken indflydelse, han har haft på moderne arkitektur. Er du til eksotisk stemning og spændende mad, er en tur i China Town og Little Italy bestemt en idé. Her er de gastronomiske valgmuligheder uendelige. Afslut aftenen i selskab med jazz og blues og oplev Chicagos sjæl.
Dag 3: Chicago - St. Louis
I dag påbegyndes eventyret langs den legendariske Route 66. Ruten drejer langsomt mod vest og fører dig ud af Chicago, igennem landbrugsstaten Illinois og videre mod St. Louis, Missouri.
St. Louis binder det østlige USA sammen med det vestlige. Byens vartegn, The Gateway Arch, er en imponerende 192 m høj bue i rustfrit stål, der symboliserer grænsen mellem øst og vest. Tag turen op til toppen, hvilket er en kulturel oplevelse. I forbindelse med The Gateway Arch ligger Museum of Westward Expansion, hvor du kan se udstillinger om folkestrømmen mod vest.
Laclede's Landing er St. Louis' oprindelige havnekvarter. Det er nu hjemsted for restauranter, caféer og natklubber. Vil du ind i selve hjertet af byen, så er det her. I Litchfield afholdes der hvert år Route 66 Festival - her finder du link til festivalen.
480 km fra Chicago til St. Louis.
Dag 4: St. Louis - Springfield
Med Mississippi River i ryggen kører du mod det smukke landskab i Missouri Ozark-regionen. Route 66 blev navngivet den 30. april 1926 i Springfield. Det er simpelthen dåbsbyen, og er du på denne tur, bør du gå en lille tur rundt i Springfield. Fantastic Caverns kan også anbefales. Det er en drybstenshule, hvor man på bedste amerikanske vis bliver kørt igennem.
340 km fra St. Louis til Springfield.
Dag 5: Springfield - Oklahoma City
I dag bliver du ført igennem landskaber med mange minder; de tidligere jagede indianer, tidernes cowboys og fredløse og ikke mindst det tildelte stykke land "Cherokee Strip", som indianerne modtog som erstatning for deres oprindelige hjemland.
Fra Springfield er det den oprindelige Route 66, der går igennem Albatross, Phelps, Rescue, Log City og Stone City. I Tulsa kan du besøge Mac's Antique Car Museum, der har en fin samling af gamle biler. Bl.a. en 1912 Model T - bilen, som mere end nogen anden, var med til at gøre USA til bilernes land. På vejen bør du tage en kop kaffe på Rock Cafe i Stroud - en legendarisk 66-road café. I Oklahoma City bør du se National Cowboy Hall of Fame & Western Heritage Center. Kvægmarkedet og Cattleman's Café i Stockyards City er også to steder, man bare må besøge, når du er på disse kanter. På markedet handles der stadig med kvæg, og det er virkelig en oplevelse, som er værd at tage med.
520 km fra Springfield til Oklahoma City.
Dag 6: Oklahoma City - Amarillo
Dagens rute foregår på den oprindelige Route 66 og i Texas Panhandle. Dette er også området, hvor Cheyenne og Arapaho indianerne levede og jagtede bisoner, og dette er paradis for cowboys, olieindustriens bisser og selvgjorte millionærer - denne dag bliver en af de absolut bedste.
Efter kørsel på den oprindelige asfalt er det tid til at se Amarillo, der havde sin storhedstid, inden I-40-vejen overtog Route 66s rolle. Amarillo kunne være afgået ved døden, men her trives ægte westernstemning stadig. Du er nu kommet til Texas, og alt er faktisk stort her. Bøfferne på Big Texan Steak Ranch er oppe på 72 oz (lidt over to kilo) - hvis du kan spise den og tilbehøret inden for en time, er den gratis!
420 km fra Oklahoma City til Amarillo.
Dag 7: Amarillo - Albuquerque
Inden du forlader Amarillo, besøg da Cadillac Ranch lidt vest for byen. 10 Cadillacs står med næsen i jorden - du kender sikkert Cadillac Ranch fra kunstens og filmens univers. Cadillac Ranch hylder bilen og den frihed, bilen symboliserer.
På vej ud af Texas og ind i New Mexico vil dine øjne falde på vindhekse, kvæg, bomuld og oliefelter. Målet er Albuquerque, der er en af USAs ældste byer. Den er grundlagt af spanske nybyggere i 1706, og i Old Town får man den autentiske fornemmelse af den oprindelige by - Old Town er klart et besøg værd. Tag en gåtur rundt og mærk stemningen, der trækker sine rødder helt tilbage til de første spanske indvandrere. Det kan også anbefales at besøge Indian Pueblo Cultural Center - et kulturcenter ledet af Native Americans selv.
450 km fra Amarillo til Albuquerque.
Dag 8: Albuquerque
Den fortryllende delstat, New Mexico, er dit hjem de næste dage. Brug evt. dagen på en udflugt til Sandia Peak Tramway. Hvis du tager kabineliften op, får du den mest fantastiske udsigt ud over bjergene og landskaber nedenfor.
Dag 9: Dagstur til Santa Fe
En kortere køretur bringer dig til Santa Fe, hvor du kan nyde de mange museer og gallerier. Byen er måske bedst kendt som det sydvestlige knudepunkt for kunst. Når du kører til Santa Fe, anbefaler vi, at du kører ad The Turquoise Trail (Highway 14).
Santa Fe ligger ca. 90 km nord for Albuquerque, i 2.000 m højde, ved foden af Sangre de Cristo Mountains. Santa Fe er bemærkelsesværdig på flere måder: man møder her indiansk, spansk og amerikansk kultur samlet på ét sted. Det er den spanske og indianske livsstil, og specielt den spanske arkitektur, der præger byen i dag. Der bygges nemlig stadig i den karakteristiske mexicanske stil, hvor tykke mure af gyldenbrunt mudder, afrundede hjørner og flade tage er gennemgående. Start ved Santa Fe Plaza og gå en tur i byen.
180 km fra Albuquerque til Santa Fe og retur.
Dag 10: Albuquerque - Holbrook
Højdepunktet for i dag er Petrified Forest National Park, hvor forstenede træer og andre fossiler udgør en del af ørkenlandskabet i det nordøstlige Arizona.
Langs dagens rute er der flere muligheder for at opleve Native Americans oprindelige kultur. Du vil møde indianere flere steder på ruten, og du bør stoppe op og opleve dette. Du kommer på ruten til Gallup, der har været centrum for adskillige filmoptagelser, så måske du genkender noget af byen. På El Rancho Hotel i Gallup har stjerner som Rita Hayworth og Humphrey Bogart boet. Fortsæt til unikke naturoplevelser i Petrified Forest National Park og Painted Desert, hvor man har fundet adskillige dinosaurfossiler.
420 km fra Albuquerque til Holbrook.
Dag 11: Holbrook - Grand Canyon
Fra Holbrook går turen til Flagstaff og videre til Grand Canyon. Grand Canyon er en storslået naturoplevelse, der uden tvivl bliver et af turens højdepunkter. Kløften er 400 km lang og 30 km bred, hvilket gør udsigten helt fantastisk. Farvespillet, specielt ved solopgang og solnedgang, er enestående, som kun de dygtigste ordspil kan beskrive. Grand Canyon skal kort sagt opleves. Tag dig god tid ved turistkontoret, og nyd det imponerende skue, der bare findes dette ene sted på jorden.
290 km fra Holbrook til Grand Canyon.
Dag 12: Grand Canyon - Las Vegas
I Seligman møder du igen et stykke af den oprindelige Route 66, og det er specielt at køre på den oprindelige asfalt. Trænger du til en forfriskning, så prøv Snow Cap Drive-In - en sand legendarisk Route 66 café. I den lille by Hackberry kan du besøge Route 66 turistkontor. Her fortælles historien bag det hele, og det er et must.
Næste stop kan passende være ved Hoover Dam, der er en af verdens største dæmninger - tag evt. med på en af de daglige rundvisninger. Kør videre til Las Vegas, der vel ikke kræver nærmere introduktion.
480 km fra Grand Canyon til Las Vegas.
Dag 13: Las Vegas
Fra daggry til skumring har du nu muligheden for at opleve Las Vegas, "The Entertainment Capital of the World", i fulde drag. En tur på kasinobesøg er næsten obligatorisk, når du er i Las Vegas. Men der er andre ting at foretage sig end at sidde på kasino, så brug dagen på at se nærmere på alle herlighederne.
Byen er et oplyst inferno i ørkenen fyldt med spillekasinoer, enarmede tyveknægte og underholdning 24 timer i døgnet. Kilometer efter kilometer ligger hotelkasinoerne langs hovedgaden og lokker folk indenfor med deres særegne arkitektur, underholdning, historiefortælling og en hurtig rejse til et fremmed eksotisk sted som det gamle Ægypten, maskeradernes Venedig og Skatteøen. Oplev springvandsshowet ved Mirage og sørøverslaget ved Treasure Island. Begge shows er gratis og bliver opført ud mod The Strip.
Hvis der stadig er tid, penge og plads i kufferterne, så besøg Las Vegas Factory Outlets med designerbutikker, hvor det hele kan fås til det halve. Prøv også vindueshopping i indkøbsgaden i Caesar's Palace med de dyre butikker, kunstig blå himmel med skyer, romerske skulpturer og springvand.
Dag 14: Las Vegas - Los Angeles
I dag rejser du igennem Mojave Desert, men inden dit eventyr på Route 66 er ovre, bør du gøre stop ved spøgelsesbyen Calico. Byen blev grundlagt under det største sølvfund i Californien i 1881. Men efterhånden som området blev tømt for sølv, udvandrede minearbejderne og byen var menneskeforladt i 1904.
Dagen sluttes i Los Angeles, Englenes By, som også udgør endestationen på den legendariske Route 66.
470 km fra Las Vegas til Los Angeles.
Dag 15: Los Angeles
Du er nu nået til rutens ende, og har hele dagen til rådighed i Los Angeles, Englenes by. En kort køretur bringer dig til Hollywood og Mann's Chinese Theatre. Spadser en tur på den eksklusive shoppinggade Rodeo Drive i Beverly Hills, hvor de rige og kendte bor. Ønsker du en mere afslappet dag, kan du nyde solen og vandet ved de smukke strande i Santa Monica eller gå langs Third Street Promenade med de farverige butikker og restauranter. Alternativt kan du slutte rejsen med noget af det mest amerikanske der findes: Disneyland. Disneyland er et slaraffenland for børn og barnlige sjæle. Du skal først aflevere bilen i morgen, så stress ikke.
Dag 16: Afrejse fra Los Angeles
Brug din sidste morgen til at nyde solskinnet i Californien. Det er tid til at aflevere bilen i lufthavnen og påbegynde din rejse hjem til Danmark.
Dag 17: Ankomst til Danmark
Hjemme igen, mange oplevelser rigere.