^
  • Kør selv langs Garden Route

    Oplev Sydafrikas smukke Garden Route i dit eget tempo på denne kør selv-tur fra Cape Town til Port Elizabeth.

Kør selv langs Garden Route

5 dage fra kr. 3.285

Denne 5-dages kør selv-tur langs Sydafrikas smukke Garden Route er et must for naturelskere. Fra Cape Town snor vejen sig langs dramatiske kyster, gennem naturområder og forbi små charmerende kystbyer mod Port Elizabeth. Hele turen er cirka 800 km lang, så vi har reserveret overnatninger til dig i to af de mest maleriske byer på vejen; Hermanus, der er berømt for sine hvaler, og hyggelige Knysna, der ligger fantastisk mellem frodig natur og gyldne strande. 

Bestem selv hvilke oplevelser, du vil have på din rejse. Lad dig inspirere her, og kontakt os.

70 12 50 11

Program

Dag 1: Afrejse fra Cape Town

Bilen afhentes i Cape Town, og inden længe har du lagt byen bag dig med kurs mod den lille by Hermanus, der er kendt som et af de bedste steder i verden at se hvaler fra land. Køreturen tager kun halvanden time. Men vi anbefaler, at du bruger lidt længere tid og undgår hovedvejen N2 inde i landet. I stedet bør du følge den mindre og længere kystvej via Strand og Kleinmond til Hermanus. Kysten på dette stræk er utrolig smuk, og der er mange gode stop undervejs. Eksempelvis ved den store pingvinkoloni ved Betty's Bay. Vel fremme i Hermanus, indlogeres du på et hyggeligt lille guesthouse, der ligger med en fabelagtig udsigt. 

Dag 2: Hermanus

Hermanus er først og fremmest berømt for de mange sydlige rethvaler, der holder til i bugten ud for byen fra juli til november. Hvalerne kommer ualmindelig tæt på kysten her, og det er ikke ualmindeligt at se dem boltre sig i bølgerne mindre end 20 meter fra land. Også uden for hvalsæsonen er Hermanus en hyggelig by og et godt udgangspunkt for gåture langs havet. 

Dag 3: Hermanus - Knysna

Der er godt 400 km mellem Hermanus og Knysna. Du kan vælge at følge kysten, eller du kan vælge at køre ind i landet og følge R62, der også er kendt som verdens længste vinrute. Denne rute er længere og vil tage dig det meste af dagen at køre. Til gengæld bliver du rigt belønnet af den dramatiske natur. Du kan eventuelt overveje at forlænge med en ekstra overnatning i Oudtshoorn, der er berømt for sine strudsefarme. Dette vil give dig mere tid til at opleve området og de enestående drypstenshuler Cango Caves. Vel fremme i Knysna indlogeres du på et charmerende guesthouse, hvor rejsestøvet kan vaskes af i den udendørs pool.

Dag 4: Knysna

Du har hele dagen til at nyde Knysna, der ligger ned til den pragtfulde Knysna-lagune omgivet af frodige, oprindelige skove, fredfyldte søer og gyldne strande. Nyd en afslappende dag på stranden, eller snør vandreskoene og udforsk de smukke omgivelser til fods. Men sørg for at have appetit til Knysnas specialitet, som er friske østers.

Dag 5: Knysna - Port Elisabeth

Fra Knysna fortsættes det sidste stykke langs kysten til Port Elizabeth, hvor bilen afleveres. 

Pris pr. person

5 dage fra kr. 3.285

Prisen inkluderer

  • 5 dages billeje, Totoya Corolla el. lign. inkl. fri km. Alle forsikring samt GPS
  • 2 nætter på Auberge Burgundy i Hermanus inkl. morgenmad
  • 2 nætter på Knysna Hollow i Knysna inkl. morgenmad