^
  • Det vestlige Canada i motorhome

    20 dage fra kr. 7.300

  • Det vestlige Canada i motorhome

    20 dage fra kr. 7.300

  • Det vestlige Canada i motorhome

    20 dage fra kr. 7.300

  • Det vestlige Canada i motorhome

    20 dage fra kr. 7.300

  • Det vestlige Canada i motorhome

    20 dage fra kr. 7.300

Det vestlige Canada i motorhome

Nyd friheden til at udforske Canadas smukke natur og rige dyreliv på autocamperferie i Canada.

20 dage fra kr. 7.300

Pris pr. person, når 2 voksne og 2 børn rejser sammen
Fra kr. 8.400 ved 2 voksne. Tillæg i højsæson fra kr. 7.200
Prisen inkluderer: Fly, første nat på hotel, leje af motorhome (kilometer tilkøbes) og VIP-møde før afrejse

Storby, nationalparker og naturskønne campingpladser
Det vestlige Canada byder på fantastiske naturrigdomme. I verdens smukkeste storby, Vancouver, ligger grønne parker ud til Stillehavskysten, hvor dybe fjorde og tempererede regnskove giver gode livsbetingelser for hvaler, bjørne, havørne og et væld af andre dyr. Besøg også Vancouver Island, der byder på victoriansk charme i Victoria, totempæle og kunstnerbyen Chemanius, inden du sætter kurs mod Whistler, Jasper og Banff i Rocky Mountains. Her snor vejen sig mellem smaragdgrønne bjergsøer, mægtige gletsjere og snedækkede bjergtoppe i op til 4.000 meters højde, og i et motorhome har du mulighed for at komme helt tæt på naturen. Vælger du at opleve det vestlige Canada i motorhome, kan du nemlig bo på naturskønne campingpladser inde i nationalparkerne, hvilket er din garanti for fantastiske naturoplevelser.

Du bestemmer selv
Nedenfor har vi sammensat et ruteforslag til en række af Det Vestlige Canadas største attraktioner. Men ruten skal naturligvis kun ses som et forslag. Du kan stoppe, hvor du har lyst, og blive lige så længe hvert sted, som du ønsker. Du kan naturligvis også vælge at køre en helt anden rute, hvis du bliver inspireret undervejs. Vi har i rutebeskrivelsen foreslået nogle campingpladser, men der er mange flere at vælge imellem.

Vores forslag starter og slutter i Vancouver. Men du kan også starte i Calgary og slutte i Vancouver eller omvendt. Du kan sågar hente motorhomet i den amerikanske by Seattle. Det eneste krav er, at du henter og afleverer motorhomet i samme land. Så begynder du i Seattle, skal du også slutte rejsen i USA.

Vælg det rigtige motorhome med dette online-katalog

Få 11 gode råd til din autocampertur i Canada og USA

Kom til rejseforedrag om Canada

I løbet af året holder vores dygtige foredragsholder Arne Naamansen foredrag om rejser til Canada. Tilmeld dig foredraget i dag, og få en masse inspiration, gode råd og tips med hjem. Tilmeld dig her

Rejsens varighed, rute og oplevelser tilpasser vi naturligvis.

Lad dig inspirere, og kontakt os.

Få et tilbud

Rejsen dag for dag

Stop 1: Vancouver

Fra Danmark flyver du til det vestlige Canada. Det er værd at begynde med et par dage på hotel i Vancouver, så du har tid til at udforske Canadas mest charmerende storby. Vancouver er ikke én by, men flere byer eller bydele med hver deres bankende hjerte og unikke charme. Hele verden er samlet her, og det centrale Vancouver er ikke større, end du kan gå rundt til det meste eller tage en tur med busserne og monorailen. Besøg området ved Canada Place, historiske Gastown og den smukke Stanley Park, der er byens foretrukne åndehul. Her kan du også leje cykler og køre langs vandet rundt om Stanley Park, hvor totempæle gemmer sig mellem træerne. Eller brug nogle timer i selskab med nordvestkystindianerne på Museum of Anthropology, der huser totempæle, masker og indiansk kunst af meget høj klasse.

Læs spændende artikel om totempæle samt en artikel om at møde Canadas oprindelige befolkning.

Stop 2: Victoria og Vancouver Island

I dag begynder eventyret for alvor. Efter du har fået udleveret motorhomet kan du køre til færgeterminalen ved Tsawassen og tage BC Ferries til Swartz Bay på Vancouver Island. Herfra er der kun en kort køretur til den smukke by Victoria, der byder på masser af britisk charme, flotte haver og adskillige gode museer. 

Besøg eksempelvis Royal British Columbia Museum med udstillinger om nybyggerliv og nordvestkyst-indianernes fascinerende kultur. Kig også om bag museet, hvor en flot samling totempæle står i Thunderbird Park. Victoria Bug ZOO, Craigdarroch Castle og Art Gallery of Victoria trækker også mange besøgende til. Emily Carr House på Government Street hylder Canadas store kvindelige forfatter og maler, mens en let gåtur fra centrum fører til Beacon Hill-parken.

Det er også værd at gå en tur omkring havnen, The Empress Hotel, provinsparlamentet og Government Street, hvor souvenirbutikkerne ligger tæt. I MEC-butikken mødes folk med trang til udendørsliv for at få deres lyst til udstyr stillet - og det til en god pris. En helt anden stemning hersker i Victorias lille Chinatown, der byder på en klassisk kinesisk port, gadenavne på kinesisk, eksotiske frugter foran butikkerne, familiedrevne restauranter og den smalle Fan Tan Alley mellem Fisgaard S. og Pandora.

Fra Victoria er det muligt at komme på hvalsafari i Juan de Fuca-strædet uden for byen. Eller hvad med en tur i vandflyver over den sydlige del af Vancouver Island? Flyene lander og letter hvert femte minut i havnebassinet i hjertet af Victoria, hvor sæler af og til må dykke, når flyene letter. Eller sæt dig til rette i motorhomet, og udforsk øens natur og hyggelige småbyer. Gå på totempælejagt i Duncan, og nyd de mange gavlmalerier i Chemanius, inden turen går tilbage mod fastlandet. Eksempelvis med færgen fra Nanaimo til Horseshoe Bay i North Vancouver.

Distance: ca. 100 km fra Vancouver til Victoria og yderligere 150 km til Parksville plus en sejltur.

Forslag til camping: West Bay Marina RV Park i Victoria, Goldstream Provincial Park nord for Victoria og Rathtrevor Provincial Park ved Parksville.

Stop 3: Whistler og Sea to Sky Highway

Turen ad Sea to Sky Highway fra Vancouver til Whistler er en af det vestlige Canadas smukkeste køreture. Fra den nye fire-sporede landevej, der blev indviet til Vinter OL i 2010, er der udsigt til Howe Sound på den ene side, mens klipper og bjerge hæver sig på den anden. Undervejs passerer du en perlerække af små og store vandfald såsom Shannon Falls og Brandywine Falls, mens de små provinsparker langs vejen inviterer til camping og bøffer på grillen.

Whistler er særdeles indbydende med sine snoede gågader, hyggelige stemning og charmerende butikker. Byen er bilfri, så parkering foregår på store P-pladser rundt om byen. Fra Whistler strækker naturen sig i alle retninger, og byen ligger med udsigt til nogle af Canadas bedste skipister, der om sommeren bliver brugt til mountainbiking.

Distance: ca. 150 km fra Parkville til Whistler plus en sejltur.

Forslag til camping: Alice Lake Provincial Park eller Nairns Falls Provincial Park langs highway 99.

Stop 4: Wells Gray PP

Det første stykke Fra Whistler til Clearwater og Wells Gray Provincial Park går gennem indianerreservatet ved Pemberton og forbi Lillooet, der er det varmeste og tørreste sted i British Columbia. Herefter kan du vælge mellem to forskellige ruter. Begge ruter er smukke, og der er adskillige provinsparker med campingpladser undervejs. Så du kan let bryde turen op med en overnatning eller to undervejs. Vel fremme byder området omkring Clearwater på brusende vandfald, dybe skove og alpine blomsterenge, hvor der med lidt held er mulighed for at se bjørne.

Distance: ca. 450 km til fra Whistler til Clearwater.

Forslag til camping: KOA i Clearwater eller South Thompson Provincial Park.

Stop 5: Jasper National Park

Vejen snor sig nordpå gennem skovene langs Thompson River. Efter at have krydset Columbia Mountains dukker de canadiske Rocky Mountains op mod øst. Inden Jasper kommer du gennem en af British Columbias mest populære provinsparker, Mount Robson Provincial Park, der frister med et væld af gode vandrestier i forskellige længder. Fra det informative besøgscenter går vejen til udgangspunktet for Berg Lake-stien, som du kan tage en fantastisk 20 kilometer lang vandretur ad til bagsiden af Mount Robson.

Også Jasper byder på mange gode muligheder for dagsudflugter. Et godt valg kunne være en tur til Maligne Lake en times kørsel øst for Jasper by. Maligne Lake Road er et af de bedste steder i Rocky Mountains at se dyrevildt såsom tykhornsfår, kronhjorte, rener og bjørne langs vejkanten. Især ved daggry og i de sene eftermiddagstimer, hvor dyrene er mest aktive. Ved Maligne Lake er der mulighed for at leje kanoer. Eller du kan tage en to-timers sejltur til den meget fotogene Spirit Island i sydenden af søen.

Sydvest for Jasper ligger Whistler-bjerget, hvor du kan prøve kræfter med den otte-kilometer lange og krævende vandretur til toppen. Eller vælg den lette løsning, og hop på gondolen, Jasper Tramway. Turen til toppen belønnes med en imponerende udsigt over dalen, Athabasca-floden og Jasper by.

Fra highway 93A lidt syd for Jasper fører en vej til Edith Cavell-bjerget. For enden af vejen begynder de to smukke vandrestier Path of the Glacier og Cavell Meadows. Begge stier er med rette populære, så med mindre du begynder meget tidligt om morgenen, vil du ofte have selskab af andre vandrer.

En anden spændende mulighed er at gøre som pelsjægerne og opleve landskaberne fra floden. Eksempelvis på en familievenlig flydetur i gummibåd (floatingtur) gennem storslåede landskaber på Athabasca-floden.

Distance: ca. 350 km fra Clearwater til Jasper.

Forslag til camping: Whistler campingpladsen lige syd for Jasper by i Jasper National Park.

Stop 6: Icefields Parkway

Stå op med solen og begiv dig ud på en spektakulær køretur ad verdens måske smukkeste landevej, Icefields Parkway, der slanger sig 232 km mellem sneklædte bjergkælder, spejlblanke søer og enorme gletsjere mod Banff.

På vejen er det værd at stoppe ved Athabasca-vandfaldet, der med en øredøvende lyd sender flodens vand videre på dens lange færd mod Atlanterhavet. Der er mange andre gode stop undervejs, og det er værd at tage sig tid til at stoppe og nyde landskaberne. Eksempelvis ved Columbia Icefield og Athabasca-gletsjeren, hvor en specialbus tager folk med helt op på isen.

Distance: ca. 110 km fra Jasper til Columbia Icefield.

Forslag til camping: Rampart Creek, Wilcox Creek eller Jonas Creek i Rocky Mountains. Alle pladserne er simple med få faciliteter.

Stop 7: Lake Louise

Videre sydpå ad Icefields Parkway afløser det ene storslåede udsigtspunkt det andet. For eksempel ved Peyto Lake, hvor smeltevand fra den omkringliggende gletsjer skifter farve alt efter lyset. Naturen langs Icefield Parkway er let tilgængelig fra motorhomet. Men der er også rig mulighed for at strække benene med små vandreture undervejs, hvis du ønsker det.

Sørg dog for at gemme tid til de to smaragdgrønne søer Moraine Lake og Lake Louise, hvis beliggenhed mellem forrevne bjergtinder og slanke nåletræer fanger den vilde, canadiske natur på storslået vis. Du kan leje kano ved begge søer eller udforske området på gåben. Det er værd at overnatte i området, så du har mulighed for at opleve søerne i forskelligt lys.

Distance: ca. 150 km fra Columbia Icefield til Lake Louise.

Forslag til camping: Lake Louise Trailer Village i Banff National Park.

Stop 8: Banff

Stå tidligt op, og begynd dagen med at køre en time ad Bow Valley Parkway fra Lake Louise til Banff by, mens dyrene kæmper med morgensolen om asfalten. På vejen kan du gøre stop ved Johnston Canyon og tage en gåtur gennem kløfterne.

Banff by ligger smukt i en dal omringet af dramatiske bjerge, brusende vandfald og smukke søer. Den lille by er i sig selv hyggelig med sine butikker, gode spisesteder og museer. Men for de fleste besøgende, er det dog oplevelserne uden for byen, der trækker mest. Her er masser af muligheder. Sving dig i sadlen, og rid en tur i bjergene, sejl i kano på Bow-floden, lej cykler, eller begiv dig ud på en af de mange vandrestier, som tager deres begyndelse i Banff. Du kan også tage svævebanen til toppen af Sulphur Mountain, hvorfra du belønnes med en fantastisk udsigt over de omkringliggende bjerge og dale. Længere væk indbyder Lake Minnewanka til en sejltur på søen, mens bjerggederne ofte ses græsse i vejkanten nær Two Jake Lake.

Distance: ca. 50 km fra Lake Louise til Banff by.

Forslag til camping: Castle Mountain, Johnston Canyon, Tunnel Mtn. Village I, Tunnel Mtn. Village II, Tunnel Mtn. Village II, Two Jake Lakeside og Two Jake Main.

Stop 9: Parker langs highway 3

Der er flere forskellige ruter tilbage mod Vancouver og Stillehavskysten. Du kan tage den hurtige highway 1. Men tillader tiden det, anbefaler vi den snoede rute ad highway 3 langs grænsen til USA. Det er en flot tur, der byder på hyggelige historiske byer og storslåede naturoplevelser i nogle af British Columbias bedste provinsparker.

Fra Banff fører ruten gennem Kootenay National Park og Radium Hot Springs til Wasa Lake Provincial Park og historiske Fort Steele, hvor der er samlet huse fra slutningen af 1800-tallet. Herefter går det mod vest ad highway 3. Undervejs kan du gøre stop i Nelson og gå en tur mellem de mange historiske bygninger. Byen er fyldt med arkitektur fra begyndelsen af 1900-tallet og mere end 350 huse i Nelson er erklæret bevaringsværdige.

I Grand Forks-området bor de russiske immigranter kendt som Doukhobors. Doukhobors er pacifister og hader indblanding fra myndighederne. Stop også i Salmon og se verdens ældste telefonboks, inden du fortsætter til Penticton-området, der er kendt for sine mange vingårde og frugtplantager, hvilket også præger udvalget i de små landevejsboder.

Inden Vancouver kommer du til en af provinsen bedste parker, Manning Provincial Park, der byder på savtakkede bjergtoppe, uendelige skove, smukke enge og billedskønne søer. Vandrestier snor sig gennem landskaberne, og her er ruter på alt fra 15 minutter til 6-dage.

Distance: ca. 1.100 km fra Banff by gennem Kootenay National Park til Vancouver ad highway 3.

Forslag til campingpladser: Nancy Green Provincial Park, Gladstone Provincial Park, Johnstone Creek Provincial Park, Manning Provincial Park. Der er mange flere at vælge imellem. Deriblandt private campingpladser som eksempelvis Nk'mip RV Park, hvor du bor lige ved Osoyoos Lake. Her er Nk'mip-indianerne dine værter, og deres vingård ligger i gåafstand campingpladsen. Inden du afleverer motorhomet kan du med fordel bo på Burnaby RV Park ikke langt fra Cruise Canadas og Fraserways udlejningsstationer.

Længde og varighed

Rejsen gennem det vestlige Canada i motorhome kan begynde i Calgary, Vancouver eller Seattle. Seattle vil medføre nogle ekstra kilometer, men området omkring byen byder på adskillige fantastiske nationalparker. Den foreslåede rute er 2.400 km plus det løse. Vi anbefaler at rejsen har en varighed af 14-24 dage.

Forlæng rejsen

Har du mere tid til rådighed, kan du med fordel forlænge vores turforslag med en afstikker til Pacific Rim National Park på vestkysten af Vancouver Island. Bo i den tempererede regnskov, og tag på hval- og bjørnesafari i de dybe fjorde.

Eller udforsk området øst for Rocky Mountains, hvor prærien strækker sig mod horisonten. Her kan du besøge dinosaurerne i Drumheller, hilse på cowboys ved Big Bar U-ranch, se indianere ved Head-Smashed-Inn Buffalo Jump og opleve de flotte canadiske politibetjente i deres røde uniformer ved Fort Macleod. Er du til shopping og underholdning, byder et af verdens største indkøbscenter, West Edmonton Mall, på ikke mindre end 800 butikker, 15 biografer, ishockybane, indendørstivoli, minigolf og et kæmpe badeland.

Hvornår er det bedst at tage af sted?

Ruten, vi foreslår, kan køres fra maj til oktober. Det bedste tidpunkt er fra juni til september, hvoraf højsæsonen i juli og august er de travleste måneder i det vestlige Canada.

Kom til foredrag om motorhomeferie

Er du i tvivl, om motorhome er noget for dig, og vil du gerne høre mere om rejseformen? Så kom til foredrag om ferie i motorhome i Canada og USA. Her fortæller vores eksperter om rejseformen og kommer med masser af rejsetips og inspiration. Foredragene finder sted i Århus og København, se MyPlanets kommende rejseforedrag.

Hvilket motorhome passer dig

I det vestlige Canada kan du vælge mellem gode standard motorhomes fra Cruise America og fine luksus motorhomes fra Fraserway.

Klik her og se de forskellige motorhomes, du kan vælge imellem.

Aktuelle motorhometilbud

MyPlanet har løbende gode tilbud på leje af motorhome i Canada og USA.

De aktuelle tilbud og rabatter på motorhomes i Canada og USA kan du se her.

Kort

Pris pr. person

Ved 2 voksne  og 2 børn

Rejseperiode Cruise Canada Fraserway Luksusmotorhome
 Lavsæson  Fra kr. 7.300   Fra kr. 7.900 
 Højsæson  Fra kr. 14.500   Fra kr. 13.800 

Ved 2 voksne

Rejseperiode Cruise Canada Fraserway Luksusmotorhome
 Lavsæson  Fra kr. 8.400   Fra kr. 10.000 
 Højsæson  Fra kr. 22.500   Fra kr. 19.900 

Prisen inkluderer

Cruise Canada motorhome
  • Flyrejse Danmark - Canada t/r
  • Første overnatning på hotel i Vancouver eller Calgary
  • 18 dages leje af 25 fods motorhome (Ansvars- og kaskoforsikring, personligt udstyr, udstyr til motorhomet og 10% rabatkort til campingkæden KOA)
  • Invitation til VIP-møde fyldt med praktiske informationer med MyPlanets autocamper-ekspert inden afrejse. Afholdes dec-maj.
  • Administrationsgebyr og konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden
Fraserway luksusmotorhome
  • Flyrejse Danmark - Canada t/r
  • Første overnatning på hotel i Vancouver, Calgary eller Edmonto
  • Afhentning på hotel og transport til Fraserway udlejningsstation. Efter aflevering af autocamper kan du blive kørt til lufthavnen.
  • 18 dages leje af 22-24 fods motorhome (Udvidet ansvars- kaskoforsikring, klargøringsgebyr, udstyrspakke til hver person og 10% rabatkort til campingkæden KOA samt en tank propangas)
  • Invitation til VIP-møde fyldt med praktiske informationer med MyPlanets autocamper-ekspert inden afrejse. Afholdes dec-maj.
  • Administrationsgebyr og konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Tilkøb

  • Fri kilometer/miles eller kilometer/miles-pakker
  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
Højsæson

Højsæson for rejser til det østlige Canada er generelt omkring folkeskolernes sommerferie samt omkring højtider. 

Flere oplevelser

Med vandfly over Vancouver

Oplev Vancouver og de smukke omgivelser fra et vandfly.
30 minutter fra kr. 750

Hvalsafari ved Victoria

Oplev spækhuggere, gråhvaler, sæler og meget mere på denne hvalsafari på sundet ved Victoria.
3 timer fra kr. 550

Zip-line bjørnetur ved Whistler

Oplev bjørne oppefra, når du bevæger dig via zip-line kabler og hængebroer over skoven ved Whistler og Blackcomb Mountain.
3 timer fra kr. 720

Besøg Athabasca-gletsjeren

Besøg Athabasca-gletsjeren, som er en af Rocky Mountains’ mest spektakulære gletsjere.
1,5 time fra kr. 375

Flodtur på Athabasca River i Jasper

Tag på en sikker og sjov raftingtur for hele familien ad Athabasca River i Jasper National Park.
2,5 time fra kr. 395

Rocky Mountains med helikopter

Oplev Canadas smukke natur!

Oplev Rocky Mountains storslåede bjerglandskaber omkring Banff fra en helikopter.
12 minutter fra kr. 830

Flere oplevelser