Dag 1
Afrejse fra Danmark
Afrejse fra Københavns lufthavn med kurs vestpå. Grundet tidsforskellen ankommer vi til Vancouver samme dag. Her bliver vi mødt i lufthavnen af vores lokale guide, der kører med os til vores centralt beliggende hotel.
Resten af dagen er fri til afslapning ovenpå flyveturen eller eventyr på egen hånd i denne spændende by.
Om aftenen mødes gruppen til velkomstmiddag på en restaurant ikke langt fra vores hotel.
Inkluderet: Aftensmad
Dag 2
Sightseeing i Vancouver
Næste morgen vågner vi i en af Verdens smukkeste storbyer. Beliggenheden mellem Strait of Georgia på den ene side og skovklædte bjerge på den anden er intet mindre end forrygende. Så det er ikke overraskende, at Vancouver figurer på de fleste hitlister over de mest attraktive storbyer i verden. Byen er mindre end 200 år gammel, men indianere havde boet i dette område i mere end 8.000 år, da den berømte opdagelsesrejsende James Cook lagde til i bugten i 1778.
Flere eventyrere fulgte i hans kølvand på jagt efter Nordvestpassagen, men det blev jagten på helt andre ting, der for alvor gav startskuddet til Vancouver: Guld, tømmer og pelse! Pelsjægere havde kronede dage i dette område i midten af det 19. århundrede, og da guld blev fundet, var kimen til Vancouver lagt.
Lykkejægere fra hele verden strømmede til området med drømme om hurtig rigdom. Snart voksede en mindre by op, og i 1867 åbnede »Gassy« Jack Deighton sin pub ved Burrard Inlet og kaldte området »Gastown«. Vancouver var født. Siden er der sket meget, og Vancouver er i dag en verdensby med en mangfoldighed af spændende seværdigheder. Disse kigger vi nærmere på i løbet af formiddagens byrundtur, der tager os til det populære åndehul, Stanley Park.
Udsigten over havet og Vancouvers skyline er måske parkens største attraktion, men mellem de gamle træer står også en imponerende samling af otte smukt bemalede totempæle.
Vi fortsætter vores tur gennem byen og ser bl.a. English Bay, historiske Gastown og Capilano broen. Vi kigger naturligvis også forbi Vancouvers pulserende Chinatown, der er byens mest farverige kvarterer med sine små butikker fyldt med eksotiske frugter og kinesisk medicin.
Efter denne introduktion til Vancouver er eftermiddagen fri til at udforske den spændende by på egen hånd.
Inkluderet: Morgenmad
Dag 3
Vancouver til Vernon
Vi lægger kysten bag os og begiver os ind i landet mod bjergene. Det første stykke kører vi ad en flad kystslette, men hurtigt bliver landskaberne mere kuperet, og bjergtoppene i det fjerne kommer tættere og tættere på.
Vores første mål er Okanagan Valley. Dalen er kendt for sit milde klima, der er ideelt til både frugtplantager og vingårde. Det er også i dette område, at vi finder Kalamalka Lake, der ligger billedskønt omringet af lave skovklædte bjerge.
Vi gør naturligvis stop for at fotografere den smukke sø, der under de rigtige omstændigheder kan se helt turkis ud. Fra søen er der ikke langt til vores hotel i Vernon.
Vernon er en hyggelig mindre by, der især er kendt for sine mange vægmalerier. Vægmalerier kan ses i flere canadiske byer, men i Vernon er der virkelig tale om ægte kunstværker - nogle af dem så store som bygninger. Tilsammen gør de hele midtbyen af Vernon til et af Canadas største kunstmuseer.
Inkluderet: Morgenmad
Dag 4
Vernon til Banff
Vi fortsætter gennem Okanagan Valley til Craigellachie, der spillede en ganske særlig rolle i landets historie.
Canada er et enormt land, og indtil anlæggelsen af Canadian Pacific Railway var der ufattelig langt fra den ene ende af landet til den anden. Derfor begyndte man det store arbejde at konstruere en jernbane på tværs af landet. Den sidste skinne blev lagt, og det sidste søm hamret i ved Craigellachie den 7. november 1885. Pludselig var det unge land forbundet fra kyst til kyst, og jernbanen kom hurtigt til at fungere som rygraden i landet.
Fra Craigellachie fortsætter vi mod de høje bjerge, der hele tiden rykker tættere på, og i løbet af eftermiddagen kører vi for alvor ind i de canadiske Rockies. Vores første høje pas er det mægtige Rogers Pass, inden vi fortsætter gennem den smalle Kicking Horse Canyon til dagens mål; den maleriske bjergby Banff.
Banff by ligger smukt i en dal omgivet af Mount Rundle, Sulphur Mountain og Cascade Mountains. Bow River flyder stille gennem byen, inden den rammer det brusende Bow Falls lige nedenfor Banff Springs Hotel.
Byen har blot 7.000 permanente indbyggere, men den er et populært feriested året rundt. Derfor byder den på gode faciliteter såsom en hyggelig hovedgade med mange butikker og glimrende spisesteder. Ikke mindst byens caféer og specialbutikker er værd at kigge nærmere på. Den omkringliggende natur er byens største attraktion, men her er også flere gode museer. De fortæller områdets gribende historie samt viser malerier af generationer af kunstnere, der har ladet sig inspirere af de smukke omgivelser.
Andre museer fortæller om områdets dyreliv og har udstillinger med udstoppede dyr, man kan finde i naturen omkring Banff. Faktisk rummer området omkring byen et ganske rigt dyreliv, og det er ikke ualmindeligt at se vilde dyr komme ganske tæt på byen. Af og til kommer kronhjorte helt ind på golfbanen bag Banff Springs Hotel.
Vi indlogeres på et hotel i Banff, hvorefter der er tid til at kigge nærmere på alle herlighederne.
Inkluderet: Morgenmad
Dag 5
Banff
Formiddagen byder på en tur i og omkring Banff. Banff ligger på kanten af Banff National Park, der er en af kronjuvelerne blandt Canadas mange smukke parker.
Parken er landets ældste nationalpark - den 3. ældste i verden - og byder på hele 6.641 km2 uovertruffen højfjeldsnatur i hjertet af Rocky Mountains. Her er sneklædte bjergtoppe, mægtige gletsjere og storslåede udsigter over krystalklare søer og dybe nåleskove, der gennemskæres af brusende floder.
Naturen i dette område er indbegrebet af de canadiske Rockies, og det bliver ganske enkelt ikke bedre end dette. Sammen Yoho, Jasper og Kootenay nationalparker er Banff derfor optaget på UNESCOs World Heritage List, hvor kun de ypperste naturområder på kloden får adgang. Så det er en smuk og storslået tur, vi går i møde denne formiddag.
Efter frokost ud på eftermiddagen samles gruppen for sammen at tage på en smuk tur med svævebane op til spektakulære Sulphur Mountain - en "must-do" aktitvitet på disse kanter. Fra toppen (ca. 2200 m. over havets overflade) har vi det smukkeste udsyn til hele 6 forskellige bjergkæder. Turen er inkluderet i prisen.
Ved turens afslutning er resten af dagen fri til egne eventyr. Der er mange aktiviteter man kan foretage på egen hånd i og omkring Banff, og den danske turleder vil undervejs orientere om, hvilke muligheder området har at byde på.
Inkluderet: Morgenmad
Dag 6
Lake Louise, Icefields Parkway til Jasper
I dag venter en af turens absolut højdepunkter, når vi ligger Banff bag os og kører ind gennem både Banff og Jasper National Park.
Høje, forrevne bjerge, spejlblanke søer og dybe skove fylder landskaberne i denne naturlige verden, der synes mere bjørnes, elgenes og bjerggedernes univers end menneskets.
Dyrelivet er lige så storslået som naturen, og det er værd at holde udkig efter bl.a. grizzlybjørne og sortbjørne på vores færd igennem parken. Blandt de mest ikoniske billeder af de canadiske Rockies er den bedårende smukke Lake Louise, som vi selvfølgelig stopper ved.
Ikke to dage ved søen er ens. På nogle dage stråler vandet i en næsten blågrønlig tone, mens søen på andre dage ligger mørkt og blankt som et spejl, i hvilket de omkringliggende bjerge og granskove reflekteres til perfektion. Ligegyldigt hvilket humør søen er i den dag, vi besøger den, er den et storslået syn.
Men Lake Louise er langt fra dagens eneste oplevelse. Turen fortsætter ad den 232 km lange Icefields Parkway, der meget vel kunne være landets smukkeste vejstrækning. Bag hvert sving gemmer sig en ny bjergtop, sø eller smeltevandsdal. Dybe kløfter og dale bryder landskaberne, hvor vandfald sender kaskader af smeltevand ned mod de farvefulde søer.
Indimellem ses også bjergenge, hvis vilde blomster og lav benytter sig af hele farvepaletten i den canadiske sommer.
Højere oppe er naturen mere rå og ugæstfri. Ikke mindst ved Columbia Icefield, hvor vi udforsker den store Athabasca-gletsjer. Denne enorme frosne gletsjer dækker hele 325 km2 og er nogle steder op til 365 meter tyk. Dette gør Columbia Icefield til Nordamerikas største stykke is udenfor polarområderne.
Smeltevand fra denne enorme isklump ender både i Stillehavet, Atlanterhavet og Det nordlige ishav. Denne spektakulære verden af is er ikke oplagt at udforske til fods. Derfor stiger vi ombord i en specieldesignet bus, der vil transportere os hen over gletsjerens rå og vilde islandskaber.
Tilbage i vores egen bus fortsætter vi gennem Jasper National Park mod den charmerende bjergby Jasper, hvor vi indlogeres på en velplaceret lodge.
Inkluderet: Morgenmad
Dag 7
Maligne Lake og Prince George
Inden vi forlader Jasper National Park, er det muligt at deltage i en meget anbefalingsværdig tur til Maligne Lake. Denne smukke bjergsø må være en af de mest fotograferede søer i verden.
Som det er tilfældet med Lake Louise, synes området omkring søen at skifte personlighed med vejret. På nogle dage indhyller tunge skyer de omkringliggende bjerge og tilføre søen en aura af mystik.
På andre dage brager solen ned fra en høj, blå himmel og forstærker de klare grå, grønne og turkise farver i landskabet. En 90 minutter lang bådetur tager dig gennem det postkortsmukke landskab mod sydenden af søen.
Fra båden kan du nyde synet af den dramatiske kystlinje, hvor høje, slanke fyrtræer vokser op ad de stejle gletsjerdækkede bjergskråninger. Målet er Spirit Island, hvor du kan tage din egen version af det klassiske postkortfoto af søen.
De der ikke ønsker at deltage i turen til Maligne Lake kan nyde en stille og rolig morgen i hyggelige Jasper, inden vi sammen sætter kursen vestpå tilbage mod kysten.
Vi stopper ved Mount Robson Viewpoint, hvorfra man på en klar dag kan se den højeste top i de canadiske Rockies. Selv hvis bjergtinden denne dag skulle være dækket af skyer og dis, er det en storslået udsigt, der venter os. Langsomt flader landskabet ud, og vi lægger de høje bjerge bag os og kører mod byen Prince George, der ligger Cariboo-regionen.
Inkluderet: Morgenmad
Dag 8
Pelsjægere og dybe skove
Vi holder kursen vestpå ad Yellowhead Highway. Ruten fører os gennem nogle af Canadas dybeste skove, men trods bjergene her er mindre dramatiske end omkring Banff og Japser, er naturen ualmindelig smuk.
Det var dog ikke naturen, der fristede de første hvide mennesker til dette område. De var pelsjægere, der bosatte sig i dette dyrelige område for at jage og handle pelse med de lokale indianere.
Ved Fort St. James National Historic Park besøger vi den restaurerede handelsstation fra denne periode. De originale, gamle træhuse er den største samling af sin art i Canada, og fanger på spændende vis atmosfæren og livet som pelsjæger i starten af 1800-tallet.
Vi hører meget mere om de strabadser, der ventede nybyggerne i disse fjerne skove. Men vi hører også om de handelsrelationer der opstod mellem dem og de lokale indianere.
Dagens mål er den karakteristiske lille by Smithers, der ligger smukt i hjertet af Bulkley Valley. Byen er et hyggeligt bekendtskab og er, med sine knap 6000 indbyggere, et godt eksempel på en typisk mindre canadisk by.
Ved ankomsten indlogeres vi på en hyggelig lodge, hvorefter aftenen er til fri disposition.
Inkluderet: Morgenmad
Dag 9
Prince Rupert og Stillehavskysten
Dagens rute gennem den naturskønne Skeena River Valley fører os det sidste stykke tilbage til Stillehavskysten, som vi rammer ved Prince Rupert nær grænsen til Alaska.
Vi gør stop ved Ksan Historical Village og ser nærmere på nordvestkystindianernes langhuse, masker og totempæle.
Vi er nu højt mod nord i British Columbia, og det fornemmer man på naturen. Især de sidste knap 150 km fra Terrace til Prince Rupert er storslået. Vejen følger floden, der hele tiden bliver bredere og bredere. På den anden side hæver stejle bakkesider og klippevægge sig op, og mange steder ser det knap nok ud som om, der er plads til vejen.
Ved ankomsten til Prince Rupert indlogerer vi os og ser nærmere på byen. Det er stadig et mysterium, hvorfor Prince Rupert er blevet opkaldt efter en obskur, tysk prins, der kæmpede mod det britiske monarki i 1600-tallet. Men den skønne beliggenhed ud til en stor naturlig havn, kan ingen tage fra Prince Rupert. Det var netop naturhavnen, der var omdrejningspunktet i grundlæggeren Charles Hays store vision for byen.
Charles, der på det tidspunkt leder af Grand Trunk Railway, så her mulighederne for at skabe en rig havneby, der kunne konkurrere med Vancouver længere mod syd.
Sådan skulle det dog ikke gå. Jernbaneselskabet kom ud i økonomiske problemer, som ikke blev bedre, da de fleste af områdets unge mænd blev sendt til fronten i Første Verdenskrig. Charles Hay selv døde sammen med 1.500 andre på havet, da Titanic sank på sin jomfrurejse i 1912. Alle disse tragiske hændelser var medvirkende til, at Prince Rupert i dag er en stille og rolig kyst by med under 20.000 indbyggere. Men det er en hyggelig by, som det er værd at udforske nærmere på egen hånd sidst på eftermiddagen.
Inkluderet: Morgenmad
Dag 10
Skærgårdstur til Vancouver Island
Længere mod syd ligger den store ø Vancouver Island som en naturlig barriere mod Stillehavets brusen. Men før vi når så langt, har vi en formidabel sejltur foran os.
Turen gennem skærgården til Port Hardy følger den såkaldte Inside Passage, der er intet mindre end verdensklasse. Mange regner endda netop denne rute for at være den smukkeste sejltur i Canada. Det er en længere tur, der tager det meste af dagen. Men det gør bestemt ikke noget, når vi kan stå på dækket og se de rå kystlandskaber glide forbi i en ubrudt strøm. Med lidt held er det muligt at opleve både søløver, havfugle og hvidhovedet havørne fra båden.
Af og til kommer også brune bjørne helt ned til vandet i deres jagt på noget at spise. Men også langt større dyr jager her.
Spækhuggere ses jævnligt i dette område, der også er hjem for delfiner og hvaler. Inde på fastlandet mod øst ligger Great Bear Rainforest. Et enormt, storslået og uberørt naturområde med gamle skove, dybe fjorde flankeret af gletsjerdækkede bjerge og vilde, brusende floder. Så vi stiller os godt til rette dækket, og lade os beruse af den vilde canadiske natur, der her viser sig fra sin absolut bedste side side.
Sidst på dagen ankommer vi til Port Hardy, hvor vi indlogeres for natten.
Inkluderet: Morgenmad
Dag 11
Over Vancouver Island til Victoria
Vancouver Island er Nordamerikas største ø langs Stillehavskysten, og øen tilbyder uanede muligheder for oplevelser i de smukke naturområder og små fiskerlandsbyer. Indtil for få år siden gik udviklingen kun langsomt på Vancouver Island, men i løbet af de sidste par år har verden udenfor fået øjnene op for øens uberørte skønhed og afslappede livsstil. Nye hoteller åbner i et tempo, der aldrig før er set på øen, og folk bygger sommerhuse langs de smukke klippekyster.
Vi skal dog ikke tilbringe lang tid på øen, før det står klart, at den særlige stemning og storslåede natur, der gør Vancouver Island så dragende, stadig i høj grad er intakt. Vi tager os god tid og bruger det meste af dagen på at krydse øen fra nord til syd. Turen giver os en god introduktion til øens natur samt ikke mindst de måbyer, vi passerer igennem på vejen. De fleste byer er beboet af de fiskere og skovfolk, der arbejder på disse kanter. Et lidt andet klientel finder vi i kunstnerkolonien Chemainus, der udmærker sig ved de enorme vægmalerier, der dækker mure i hele byen. Ideen med vægmalerierne startede under tragiske omstændigheder i 1983, hvor byens savmølle lukkede. Uden sin vigtigste arbejdsplads gik byen en langsom og sikker død i møde. Men Chemainus nægtede at give sig så let. Man ville i det mindste bevare byens minde for eftertiden ved at male et enormt vægmaleri, der fortalte byens historie. Mange flere vægmalerier fulgte, og verden fik øjnene op for denne forunderlige lille by. Turistindustrien var født, og i dag er Chemainus et populært stop for rejsende på Vancouver Island, der nyder de meget flotte vægmalerier og shopper i butikker fyldt med lokal kunst og kunsthåndværk.
Ved ankomsten til Victoria på øens sydspids tjekker vi ind på vores hotel for de næste tre nætter, hvorefter aftenen er fri til eventyr på egen hånd i denne stemningsfulde by.
Inkluderet: Morgenmad
Dag 12
Historiske Victoria og hvalsafari
Victoria er en helt unik by. Byen er kendt for sit milde klima samt ikke mindst sin meget britiske atmosfære. Den særlige stemning kan opleves både i byens gader i form af britisk inspirerede bygninger og på Royal British Columbia Museum. Museet fortæller på underholdende vis om både tiden før og efter europæernes ankomst.
Men også byens verdensberømte og velplejede haver er anlagt med et tydeligt engelsk forbillede. Nogle af haverne er enorme, og blomsterpragten er enestående. Det hele giver illusionen om et lille stykke idyllisk England på denne fjerne kyst.
Formiddagen byder på en spændende hvalsafari ud for Vancouver Island. Hvaler i stort antal samles i disse næringsrige vande, hvor de har selskab af bl.a. søløver, sæler og spækhuggere. Et utal af fugle holder også til her, og med lidt held er det muligt at se hvidhovedet havørne jage fisk i havoverfladen.
Eftermiddagen er fri til at se nærmere på de sider af byen, du finder mest spændende.
Inkluderet: Morgenmad
Dag 13
Tid på egen hånd i Victoria
Hele dagen i dagen er afsat til at kan gøre hvad vi har lyst til hele dagen. Der er med andre ord som sådan ikke nogen faste indslag denne dag.
Rejselederen vil komme med forslag til hvordan dagen bruges bedst muligt. Mulige aktiviteter kunne være: Gåtur i den smukke by og ved havnen, shopping, eller fornem den britiske amosfære med High Tea på et af byens mange tehuse.
Inkluderet: Morgenmad
Dag 14
Sejltur til Vancouver
Intet besøg i Victoria er komplet uden en havevandring, så derfor starter vi dagen i byens måske mest berømte have: Butchart Gardens.
Haven er som en hel lille verden fyldt med farver og dufte, der kan få havepassionen frem i alle. Selv de, der normalt ikke har grønne fingre, vil blive imponeret over havens blomsterpragt. Og her er nok at se på, for med et areal på 22 hektar, er Butchart Garden ikke nogen almindelig lille have.
Sejlturen tilbage til Vancouver er i sig selv et højdepunkt, og det er dejligt at stå på dækket og nyde udsigten, mens færgen glider gennem The Gulf Islands.
Disse småøer er et populært feriested for indbyggerne i både British Columbia og Washington State, der drømmer om frisk luft og et roligere liv.
Tilbage i Vancouver slutter vi dagen med en lækker farvelmiddag.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 15
Afrejse fra Vancouver
Formiddagen er til fri disposition til lidt shopping eller nyde Vancouver. Når tid er, går turen til lufthavnen, hvor flyet mod Danmark står klar.
Inkluderet: Morgenmad
Dag 16
Ankomst til Danmark
Vi ankommer til Danmark.