Fra Sydney flyver vi nordpå til kystbyen Gladstone, hvorfra vi sejler en time med færge, til vi når en flad grøn ø, der lige akkurat stikker op af havet. På størrelse med Stockholms gamle bydel, omgivet af det fineste hvide sand og dernæst af et endeløst koralrev. Heron Island.
Tekst: Anders Lundin
Foto: Anders Lundin & Tourism Queensland
Jeg synes altid, at dette er et ganske særligt spændende øjeblik. Man har set billeder fra rejsebureauernes kulørte brochurer, studeret billeder på nettet og forsøgt at læse mellem linjerne i de forføriske tekster - og pludselig befinder man sig ved rejsens mål og forsøger at ruste sig over for den skuffelse, der kan vente lige om hjørnet. For jeg er altid hundeangst for, at ankomsten bliver en stor skuffelse. Det sker heldigvis meget sjældent. Og slet ikke denne gang.
Eksotisk kulisse
Heron Island er en nationalpark. Det myldrer af liv på, rundt om og over øen. Når der er lavvande, kan man opleve rokker og revhajer svømme rundt i det meget klare vand. Fra hver busk, hvert træ og hver gren høres skrigene fra energiske sorte fugle. De flyver lavt hen over træerne og lander for fødderne af en. Men man vænner sig til dem, og deres vedholdende larm bliver til sidst en eksotisk lydkulisse. Om natten går de over til at hyle som elskovssyge katte. Det er meget mærkeligt.
På øen må der ikke bygges huse, der er højere end palmerne og træerne, og man ser derfor knapt, at øen er bebygget, og de gæstende turister opsluges af alle øens forskellige aktiviteter - snorkeludflugter, dykning, fisketure eller guidede ture på revet ved lavvande. Vælger man at lægge sig på stranden, har man den ofte helt for sig selv. Solstole og issælgere er der ingen af. Det kan føles, som om at man er havnet i et fuldstændigt uberørt stykke natur - midt ude i havet.
Forhistoriske væsener
Og dér på stranden, når solen går ned, og skumringstiden nærmer sig, får man før eller senere øje på øens hovedattraktion. Heron Island er nemlig udklækningssted for to arter havskildpadder: Green Turtles og Loggerheads. Jeg fandt aldrig rigtigt ud af, hvad forskellen var på dem, men det var derimod tydeligt at se, hvad de havde til fælles - de var enormt store. Og lige netop på det tidspunkt vi var der - ved overgangen fra december til januar - var de begge i rugeperioden. Det er, som om øen får besøg af forhistoriske væsener. Pludselig ligger de der i strandkanten og pruster lidt, før de meget møjsommeligt kravler op til skovkanten for at grave en hule at lægge æg i.
Mens man stille og andægtigt sidder og følger deres kamp, opdager man som regel endnu mere liv og aktivitet andre steder på stranden. Folk, der samles og kalder på hinanden. Nysgerrig løber man derhen og kan i stedet følge den anden ende af samme proces, hvor æggene udklækkes, og et nyt kuld skildpaddeunger ivrigt graver sig op af sandet og sætter kurs mod havet. Parkpersonale og turister trænges omkring de sprællende skildpaddeunger, men også andre og mindre venligt indstillede væsener flokkes omkring stedet. I luftrummet ovenover kredser der snart fiskemåger, som styrtdykker ned mod de hjælpeløse nye væsener, lige så snart de kommer ud på den åbne strand.
Kun 1 ud af hver 1.000 skildpadder overlever til voksenalderen. Alle vi ferierende amatørbiologer vil så gerne komme dem til undsætning og forbedre deres chancer, så snart vi ser en mulighed for det. I parkpersonalets øjne udgør vi en lige så stor trussel mod bestanden som de angribende fiskemåger. Vi får hele tiden at vide: "Nej, I må ikke grave dem op af sandet! Det må de selv klare for at opnå den rigtige kropstemperatur og ikke dø af chokket, når de vader ud i vandet. "Nej, I må ikke bære dem ned til vandet! De har brug for den strækning for at kunne huske øens særlige duft, så de - om 40 år - kan finde tilbage til samme strand og lægge næste generations æg."
Derimod må vi gerne løbe rundt og jage fiskemåger det bedste, vi har lært - så den opgave går vi op i med liv og sjæl. Nogle af os nøjes ikke med det, men vader side om side med skildpadderne for at forsøge at lede dem forbi alle de glubske småhajer, der lurer i det lave vand på vej ud til revet. Jeg føler mig meget tilfreds den aften. Jeg er nemlig overbevist om, at jeg har reddet mindst to hjælpeløse skildpaddeunger fra den sikre død, så de kan leve et liv i frihed og velnærethed.
Vi bliver på Heron Island i 6 dage. Det er helt perfekt. Ikke fordi vi er trætte efter seks dage, men fordi jeg sjældent har været mere overbevist om, at vi jo alligevel vil vende tilbage. Gerne med venner, børn eller bedsteforældre. Eller dem alle. Det spiller ingen rolle. På denne ø findes der noget for alle - uanset alder.